5 faglige minutter: Når man ved, at man skal dø

Jeg skræller løg, hakker og hører P1 samtidig, men det går ikke. Det ender med, at jeg sidder med bøjede ben og ryggen op ad køleskabet og lytter, mens løgene ligger delvist hakkede på spækkebrættet og venter på det sidste angreb.

Det, der fanger min opmærksomhed, er et interview med en døende mand, som bor på et hospice i sin sidste tid. Hans stemme er lidt rusten, han rømmer sig hyppigt, men understreger flere gange: "Jeg piber ikke, det er galt med halsen."

Manden er en fantastisk fortæller, bemærkelsesværdigt klar på, hvad han vil, og hvordan afslutningen på hans liv skal forme sig. Han er på egne og sin kones vegne glad over at være på hospice, for så behøver konen ikke at ringe og vente på hjælp i flere timer, som når han får smerter eller vejrtrækningsbesvær. Han har valgt at få mindre smertestillende medicin end anbefalet for at være til stede i størst muligt omfang.

"Og her på hospice har man ansat de venligste og kærligste mennesker i Jylland," mener han.

På hospice bliver den store venneskare hidkaldt, og de kommer i dryp nogle stykker ad gangen og taler med den døende, men de får besked på ikke at pibe. Der skal ikke sørges, men tales om, hvad man har haft sammen, og om, hvordan livet er aktuelt.

"Jeg har jo afgangsalderen," siger manden og fortæller, hvordan han har bedt sine seks børn og konen om at synge tostemmigt til sin begravelse. "Og de skal ikke pibe, det har jeg sagt."

Manden viser sig at være præst, og da jeg senere googler ham, Bent Lomholt er hans navn, er han død få dage forinden.

Måske var det ikke kun løgene, der fik øjnene til at løbe i vand. Manden og præsten var et usædvanligt menneske, der havde fået usædvanligt meget ud af livet og egentlig også af dets afslutning. Og det blev fabelagtigt formidlet uden piberi, sentimentalitet eller tungsind.

Som stærk kontrast til interviewet udgiver Politiken den 1. marts Magasinet. Her lyder det på forsiden "Farvel. Seks mennesker fotograferet som levende - og som døde."

De seks bor også på hospice, og der er en lille beskrivelse af deres livsforløb, alle komplicerede og delvist ulykkelige, og menneskerne er - vel som en naturlig følge - absolut uparate til at slippe livet.

En 52-årig mand beskriver med skuffelse, hvordan vennerne, trods den dødelige sygdom i hans hjerne, som de ved god besked om, notorisk siger "god bedring" til ham, når de går. Han lægger mærke til, at hans kvindelige kolleger altid besøger ham to og to, fordi de ikke kan lide at være alene med ham. "Ingen spørger, hvordan jeg har det ... de er pissebange," lyder det.

Fotografen oplever, at alle de fotograferede er ensomme i den sidste fase, fordi venner og familie nægter at se døden i øjnene sammen med dem.

Fotografierne af de døende og døde er ikke fremmedartede eller overraskende for sygeplejersker, som generelt har en praktisk tilgang til døden. Det overraskende er, hvor forskelligt man kan dø.

Den danske præst og de døende tyske mennesker takker af med et helt forskelligt indhold i den mentale bagage, og det illustrerer meget tydeligt, hvad en god veninde med jævne mellemrum gentager for sig selv og os andre: Keep good company. Det løfter, og det lindrer i alle livets faser.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.