5 faglige minutter: Vi skal have evidens, evidens, evidens

I mit næste liv vil jeg være filosof og videnskabsteoretiker. Så vil jeg vide, lige præcis hvad jeg skal replicere, når nogen siger: "Vi skal først have mere evidens." Kravet om evidens og mere evidens er efterhånden blevet et mantra i sundhedsvæsenet, men hvis ikke vi er enige om, hvad det er for virkninger, der skal undersøges, løser det jo ingenting.

Som nu forleden til en konference - i øvrigt på Christiansborg. Den handlede om senfølger efter kræftbehandling og var arrangeret af en patientgruppe under Kræftens Bekæmpelse. Der lever i dag omkring 210.000 personer i Danmark, som har eller har haft kræft, men alligevel, blev det oplyst, oplever mange kræftpatienter, at sundhedsvæsenet ikke viser særlig stor interesse for senfølger og hverken tilbyder diagnostik eller behandling af disse. På tværs af diagnoserne får ca. halvdelen af patienterne en depression, to tredjedele får fatigue, som er en meget belastende træthedsform, og mange oplever føleforstyrrelser eller har kroniske smerter flere år efter, at de er blevet erklæret "raske".

På store posters rundt om i lokalet kunne man læse patientudsagn som: "Mit barn har brug for en glad mor, men det er så svært, når jeg har depression." "Det føltes som at gå på glasskår." "Jeg kan ikke sidde ned længere tid ad gangen, det føles som at sidde på en hestesko." "Jeg føler, at der er begået overgreb mod min krop, at den har været udsat for tortur. Lægerne siger, at jeg skal være glad for at være i live."

Hvad skulle man gøre ved problemet, spurgte man onkologerne i panelet. Ja, først og fremmest skulle vi have evidens! For der var jo ikke evidens. Der var ikke videnskabelig evidens for, at patienterne havde det, som de havde det, og at det skyldtes behandlingen. Ganske vist var der heller ikke nogen, der interesserede sig for at følge op på bivirkningerne ved kræftbehandlingerne, men når alt kom til alt, var forudsætningen for at opnå en bedre livskvalitet jo, at man var i live. Stik lige den! Jeg kom til at tænke på den gamle historie om lægen, som kommer ud fra operationsstuen og siger "operationen lykkedes, men patienten døde" - bare med omvendt fortegn: "Behandlingen mislykkedes, men patienten lever endnu."

Den gode nyhed var, at flere af patientforeningens medlemmer fortalte, at de havde gavn af komplementær og alternativ behandling som f.eks. kraniosakralterapi, akupunktur og transkutan nervestimulation. Fysioterapi og specielt fysisk træning var som oftest en integreret del af hverdagen.

Min begejstring for patienternes evne til selv at tage hånd om situationen blev ikke delt af onkologerne. "Vi beskæftiger os ikke med heksekunst og blå krystaller," var svaret, efterfulgt af det sædvanlige mantra.

Der var det så, at jeg skulle have pointeret, at der findes forskellige virkeligheder. Jeg skulle have citeret Franz Kafka, som siger: "Virkelighed er det, som virker." Jeg skulle, med Audun Myskjas ord, have forklaret dem, at en klinisk tilnærmelse, som lægger vægt på mestring, vil have svagere resultater på kort sigt, men styrke mestring på lang sigt, og at det vil bevirke, at mennesket bliver mere virkeligt med øget virketrang og evne til at virke, som han siger i bogen "På vei mot en integrert medisin" fra 2008.

Og hvorfor sagde jeg så ikke det" Jo, jeg prøvede, men jeg vil klart gøre det bedre i mit næste liv.

BLÅ BOG

Bodil Gyllembourg Lissau er født i 1954. Hun blev cand.med.vet. i 1981 og tog postgraduat uddannelse i toksikologi. Blev sygeplejerske fra Sygeplejeskolen i Slagelse, fjernstudiet, i 2007. Arbejder som sygeplejerske på Strandhøj Pleje- og Rehabiliteringscenter, Skodsborg. Næstformand i Faglig​t Selskab for sygeplejersker med interesse for komplementær og alternativ behandling. Dansk Sygeplejeråds repræsentant i Videns-og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).  ​​ Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.