Kaffen skal ud!

Kaffe og private samtaler hører ikke hjemme på kommandocentralen, hvor man skriver journaler og bestiller prøver, mener projektleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Elisabeth Brøgger Jensen. Foto: Søren Svendsen

Danske sygehuse lider under en arbejdskultur, hvor der er tradition for at blande det professionelle og det private sammen. Med det resultat, at det store fælleskontor på et sygehusafsnit bliver et uoverskueligt kaos af alt for mange og alt for meget på én gang.

"Mange steder på sygehusene kan man høre private samtaler i det kontor, hvor man skriver journal og bestiller prøver, og bordet, hvor man drikker kaffe, står midt i det, jeg kalder kommandocentralen - kontoret hvor alle de professionelle opgaver bliver løst," siger Elisabeth Brøgger Jensen, der er sygeplejerske, kultursociolog og projektleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Hun beskæftiger sig for øjeblikket med, hvordan nyt sygehusbyggeri skal indrettes for at tilgodese patientsikkerheden. Stress, forvirring og afbrydelser øger risikoen for fejl og tab af informationer, pointerer hun.

"Så i forhold til de nye sygehuse er det vigtigt, at man får afbrydelsesfrie lokaler til journalskrivning og dokumentation. Kaffen skal ud! Kommandocentralen er en klinisk funktion, hvor der gerne må være æstetisk, der skal være orden og systematik, og der skal være rent.

Men det er ikke der, man skal have postkort fra sommerferien eller opslag om næste personalefest. De skal ind i personalestuen, hvor man spiser sin mad og er sammen med kollegerne."

Reelle pauser

Den anden side af sagen er nemlig, at personalet skal have en reel mulighed for at holde pause og koble fra i løbet af en travl arbejdsdag. Sammenblandingen af professionelt og privat går ikke kun ud over effektivitet og patientsikkerhed, den går også ud over arbejdsmiljøet.

"Begge dele bliver halvt," siger Elisabeth Brøgger Jensen. Hun skelner mellem, hvornår man er på scenen, og hvornår man er bag scenen. "På scenen er man professionel, saglig og systematisk. Det er bag scenen, at alt det private skal udfolde sig - de kollegiale relationer, som også er vigtige på en arbejdsplads."

Kontor og personalerum skal være adskilt, men de skal stadig være tæt på hinanden, tilføjer hun. 

Hvis der opstår en akut situation, skal man hurtigt kunne tilkalde kolleger, der holder pause. Og i aften- eller nattevagter kan det være rart for personalet, at man kan lade døren stå ud til kontoret, selv om man har trukket sig tilbage til personalestuen for at holde pause og tage en kop kaffe.

Skranke stopper afbrydelser

Men det er ikke kun snakken omkring kaffebordet og diskussionen om, hvad man skal købe til kollegaen med den runde fødselsdag, der forstyrrer i kontoret. Et andet problem, som Elisabeth Brøgger Jensen har observeret på støj- og kaosramte afdelingskontorer, er de mange forstyrrende henvendelser fra portører, patienter, pårørende og andre.

"Løsningen kan være, at man har en bemandet skranke foran kontoret. Så når portøren eller bioanalytikeren kommer og spørger, hvor fru Jensen ligger, går de ikke ind på kontoret. De går til skranken, hvor der er en computer, så man kan se, at den patient er til røntgen, den patient er på stue det og det, og at det er den læge eller den sygeplejerske, der ved besked."

Ude på sygehusene har Elisabeth Brøgger Jensen set, hvor mange potentielle forstyrrelser man kan opfange, når der er etableret sådan en forpost. De steder, der har funktionen, er typisk bemandet med en sekretær. Men burde det i virkeligheden ikke være en person med klinisk baggrund, der sad der"

"I mine øjne bør den forpost være en fagperson med stor erfaring. En slags case manager, der også har overblikket og styrer de forskellige patientforløb, når der kommer akutte patienter ind, når der er overbelægning, og nogen skal flyttes osv.," siger hun.

"For det, jeg ser i dag, når jeg kommer udefra, er som en myretue, hvor læger og sygeplejersker selv prioriterer opgaverne og gør, hvad de finder vigtigst. Men hvor det er svært at se kontinuiteten og den overordnede koordination."