Slut med at råbe gennem lokalet

Før sad sekretærerne dybt inde i lokalet, så bioanalytikere, ambulancereddere eller pårørende i stedet henvendte sig til sygeplejerskerne, som sad lige inden for døren og prøvede at koncentrere sig. Små ændringer har skabt mere ro på kontoret, bl.a. ved at flytte det store bord, hvor der bliver holdt kaffepauser.

"Sygeplejersker og læger sidder ved arbejdsstationer og skal kigge journalmateriale igennem, beslutte, hvad der skal ske for patienten osv. Man sidder på nakken af hinanden, der er et ekstremt højt støjniveau, og kontoret er indrettet efter de forhåndenværende søms princip. Der er ingen systematik.

Midt i rummet står der samtidig et bord, hvor man spiser frokost og morgenmad og har pause og overlevering i vagtskiftet, så det kollegiale samvær er blandet sammen med de professionelle funktioner."

Sådan beskriver Elisabeth Brøgger Jensen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, forholdene i medicinsk afsnit M11 på Glostrup Hospital, som hun oplevede dem, da hun første gang besøgte afdelingens vagtkontor.

Elisabeth Brøgger Jensen har aflagt besøg og observeret på en lang række sygehusafdelinger i sit arbejde med, hvordan fremtidens sygehuse skal indrettes for at blive mere patientsikre.

For et års tid siden blev hun kontaktet af M11's afdelingssygeplejerske Jytte Jørgensen, fordi afdelingen havde problemer med at få det store vagtkontor til at fungere. Der var god plads i kontoret, men støj og afbrydelser var en ulidelig belastning.

Sygeplejesekretæren sad dybt inde i lokalet, så hver gang der kom en bioanalytiker, ambulanceredder eller pårørende med et spørgsmål, henvendte de sig i stedet til sygeplejerskerne, der sad lige inden for døren og prøvede at koncentrere sig om at dokumentere og tale i telefon.

Midt i lokalet stod et bord til personalets kaffepauser, så når lægerne stod ved siden af og talte i deres diktafoner, kom kaffesnakken med på båndet til stor irritation for lægesekretærerne, der sad med skriveopgaven.

"Det var, som om tingene bare flød sammen," husker Jytte Jørgensen.

Det gør de ikke længere. I samråd med Elisabeth Brøgger Jensen blev kontoret møbleret om, og det var egentlig ikke store ændringer, der skulle til. Arbejdsstationerne blev flyttet ned til væggen længst fra indgangsdøren. Hvert plejeteam fik sin egen arbejdsstation og journalvogn. En ekstra arbejdsstation til lægerne blev der også plads til. Sygeplejesekretæren blev flyttet frem i rummet, så hun kan opfange patienter, pårørende og fagfolk med ærinde i afdelingen. Og personalebordet er flyttet over i et hjørne, der blev indhegnet med en gennembrudt, halvhøj skærm.

Det er en midlertidig løsning, og nu skal afdelingen flytte, så Jytte Jørgensen har afbestilt de håndværkere, hun havde rekvireret til at sætte rigtige skillevægge op. Men de forholdsvis simple ændringer har gjort en kolossal forskel, oplever både afdelingssygeplejersken og sygeplejerske Betina Sødahl.

Det er en stor fordel, at hvert team har fået sin egen arbejdsstation, synes Betina Sødahl. "Før kæmpede vi om computerne, og man loggede af og på konstant. Nu kan vi bedre passe af med hinanden, at vi skiftes til at bruge computeren. Og fordi vi sidder sammen, behøver vi ikke på samme måde at råbe gennem lokalet."

Skærmen foran kaffebordet har haft stor virkning.

"Den er ikke så høj, at man føler sig spærret inde, og patienterne kan stadig se os fra døren. Men ofte henvender de sig til sekretæren i stedet. Og fordi skærmen markerer, at det her er et personaleområde, så er det også blevet mere o.k. at sige til den portør, der lægger en journal på bordet: Vil du godt lægge den hos sekretæren."