Det er aldrig for sent at blive sygeplejerske

"Det er min fornemmelse, at vi ser lidt flere nu, specielt i det ansøgerfelt, vi har i øjeblikket. Jeg har haft henvendelser fra folk, der siger, at de er blevet ramt af finanskrisen, og nu vil de gerne være sygeplejerske. Så får de gode råd til, hvordan de kan kvalificere sig til at komme ind på uddannelsen, siger Birte Johannesen, der er studievejleder på sygeplejerskeuddannelsen i Odense. Også koordinerende studievejleder på Sygeplejerskeuddannelsen Metropol, Eva Bruselius, mærker tendensen.

"Ja, der er en lille stigning. Der er dem, der har svært ved at få job i deres fag, eller dem, som finder ud af, at deres første valg bare ikke var dem. Men der er også nogen, som siger, at det altid har været deres drøm, og at de gerne vil gøre en forskel," siger hun.

Mød nådleren, sangeren, programmøren, grafikeren og gymnasielæreren, som har det til fælles, at de har valgt sygeplejen som karriere nummer to. Læs, hvad der afgjorde sagen for de fem.

Foto: Lene Esthave

Susanne Lund

Alder: 42 år
Før: Nådler, konstruktør, teamleder på ECCO sko
Nu: Godt 2½ år inde i uddannelsen på Sønderborg Sygeplejeskole.

"Jeg havde egentlig planer om at blive sygeplejerske, da jeg som ung skulle vælge uddannelse. Men så fik jeg tilbudt at komme i lære som nådler, hvor man syr sko og laver design. Jeg blev ansat på ECCO, hvor jeg var i 25 år. Jeg rejste meget over hele verden og blev teamleder, det var spændende, men også stressende. Jeg har fire børn, de yngste et hold tvillinger på 12 år.

Tanken om at blive sygeplejerske dukkede op igen. Jeg kom ind på uddannelsen på dispensation, og det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Først overvejede jeg at tage uddannelsen som fjernstudium, men jeg har jo altid været vant til at have kolleger omkring mig. Der er flere på min alder på skolen, og jeg kan da godt mærke, at jeg har en viden om en masse ting i kraft af min alder og mine erfaringer, bl.a. om ledelse og organisation. På en måde kan man jo godt sammenligne et sygehus med et firma, hvor patienterne er kunder, som skal være tilfredse, når de forlader sygehuset.

Når jeg har samlet erfaring som sygeplejerske, vil jeg gerne til udlandet med Læger uden Grænser eller i et fast job et eller andet sted i verden."

Foto: Thomas Tolstrup

Laura Illeborg

Alder: 41 år
Før og stadig: Musiker
Nu: Sygeplejerske på barsel

"Efter jeg var blevet mor, blev det for usikkert at leve fra hånden til munden og være på supplerende dagpenge, som man ofte gør som musiker. Så jeg begyndte at se mig om efter en mellemlang uddannelse, og lærerjobbet lå sådan set lige til højrebenet. Men da min søn, der nu er 12 år, var fem måneder gammel, blev han indlagt på Amager Hospital med RS-virus.

Den måde, hvorpå sygeplejerskerne gjorde mig tryg, så de kunne komme til at pleje min søn, fascinerede mig. Før var sygepleje ikke noget, jeg havde skænket en tanke, men ved den lejlighed fik jeg øjnene op for, at det på mange måder var fascinerende og også et "ædelt hverv". Og det var faktisk nok der, jeg besluttede mig for selv at blive sygeplejerske. Nu er jeg på barsel med mit tredje barn, men jeg vender snart tilbage til mit arbejde på obstetrisk klinik på Riget. Der startede jeg i min sidste praktik, og da jeg i 2006 var færdig med uddannelsen, blev jeg tilbudt et job. Jeg er meget glad for at være der, og jeg elsker specialet.

Når det svinger med kollegerne i en arbejdssituation, hvor alt går op i en højere enhed, så kan det godt sammenlignes lidt med at spille musik. Det yngste af mine tre børn er lige startet i vuggestue. Min mand arbejder meget, og jeg kan da godt frygte aften- og nattevagterne med tre børn derhjemme, men det skal nu nok gå. Musikken bliver jeg ved med at lave, det kan jeg slet ikke undvære. Når jeg har været væk fra det et stykke tid, så savner jeg det altid. Min seneste plade hedder "God Vagt" inspireret af mit arbejde. Udtrykket symboliserer sammenholdet, at vi er sammen om det her."

Foto: Nils Lund

Bastian Bezzelt

Alder: 45 år
Før: Industrilaborant, kemiingeniør og programmør
Nu: Et år inde i sygeplejerskeuddannelsen i Odense

"Jeg har arbejdet fire år som industrilaborant og er også uddannet kemiingeniør, men kunne ikke få arbejde. Af den grund blev jeg omskolet til programmør, et job jeg havde i 10 år. Lysten til at blive sygeplejerske havde jeg haft længe, men jeg havde opbrugt al min SU og mente ikke, at jeg havde råd til en ny uddannelse. Jeg har familie, kone og to børn. Mine venner og bekendte var også lidt skeptiske og advarede mig om, at jeg nok kun ville få kedelige job uden mulighed for specialisering pga. min alder.

En dag satte jeg mig ned og lavede en liste over alle de forhindringer, jeg kunne forestille mig. Én for én undersøgte jeg tingene og kunne eliminere forhindringerne. Jeg spurgte f.eks. en hygiejnesygeplejerske, om hun troede, at min alder ville blive et problem, hvis jeg f.eks. ville være hygiejnesygeplejerske. Og det svarede hun nej til. For at få økonomien til at hænge sammen har jeg studiejob som fast vagt på BRITA (børneintensivt terapiafsnit, OUH, red.). Og det speciale er krøbet ind under huden på mig. Jeg kan godt lide børn, og min baggrund som it-mand og laborant er en fordel, fordi der er mange apparater og målinger, som jeg har nemt ved at forstå. Her ville jeg kunne bruge mine kvalifikationer fra tidligere.

Herudover tror jeg, at jeg kan bidrage til sygeplejefaget med min baggrund fra det private erhvervsliv. Det giver mig et andet perspektiv på tingene, end hvis jeg havde været socialiseret op igennem det offentlige system, lige siden jeg gik ud af skolen."

Foto: Thomas Tolstrup

Ettie Dam

Alder: 56 år
Før: Grafisk designer
Nu: Sygeplejerske på Psykiatrisk Center København

"Efter gymnasiet tog jeg bifagseksamen i filmvidenskab på Københavns Universitet, fordi jeg i forbindelse med en fascination for psykoanalyse interesserede mig for filmsymbolik. Mulighederne for job bagefter var dog begrænsede, så i stedet blev jeg uddannet grafisk designer i 1989. Herefter fulgte 12 år på diverse tegnestuer, heraf de sidste syv på Lægeforeningens Forlag.

Da computerarbejdet efterhånden resulterede i kroniske musearme, blev jeg klar over, at jeg var nødt til at skifte branche. Det har altid interesseret mig at være involveret i frivilligt socialt arbejde, som bl.a. har givet mig berigende mellemmenneskelige oplevelser som besøgsven på hospice. Så tanken om at blive sygeplejerske var oplagt. Efter to måneders arbejdsprøvning på Helsingør Sygehus, der var tilstrækkeligt alsidigt arbejde til, at armene kunne klare det, søgte jeg i 2003 ind på uddannelsen som sygeplejerske og blev færdig i 2006.

Jeg ville egentlig have været hospicesygeplejerske, men det indebar nogle forudgående år med praktisk arbejdserfaring, hvilket ville have været for hårdt fysisk for mig. Det fandt jeg ud af efter en måneds praktik på Sankt Lukas Hospice. Jeg har sideløbende gennem årene beskæftiget mig meget med psykoanalyse, så det relationelle arbejde på Psykiatrisk Center København passer mig godt. Her er jeg kontaktperson for en gruppe borgere, som jeg jævnligt har samtaler med. Arbejdet, som er meget selvstændigt, indebærer også at administrere medicin, især depotinjektioner. Vi arbejder tværfagligt for at yde den bedst mulige støtte til vores brugere. Jeg har en firedages uge på 32 timer på ambulatoriet, hvilket passer mig fint, for fysikken skal tilgodeses."

Foto: Nils Lund

Mette Smedegaard Erecius

Alder: 44 år
Før: Gymnasielærer, folkeskolelærer
Nu: 1½ år inde i uddannelsen til sygeplejerske, i praktik på Svendborg Sygehus på Ortogeriatrisk afdeling

"Allerede som barn ville jeg gerne være sygeplejerske. Da jeg var færdig med gymnasiet, søgte jeg ind som elev på Bispebjerg Hospital og på Københavns Universitets idrætsstudier. Jeg blev optaget begge steder og valgte sygeplejerskeuddannelsen fra. Det har jeg tit fortrudt. Jeg blev cand.scient. med hovedfag i idræt og bifag i dansk, og da vi flyttede fra Sjælland til Fyn, fordi min mand havde fået job her, var der ikke umiddelbart et job til mig på gymnasiet. I mit sidste job, inden jeg påbegyndte sygeplejestudiet, var jeg sagsbehandler på et jobcenter, og her blev lysten til at blive sygeplejerske igen vakt. Jeg diskuterede det med min mand, for vi har fem børn, og jeg er ikke berettiget til mere SU, men vi besluttede, at det godt kunne hænge sammen.

Når jeg er sammen med patienterne, føler jeg mig hjemme, og jeg lader mig ikke skræmme af læger, som tror, de er noget. I min første uddannelse har jeg lært at arbejde metodisk og systematisk, og de evner kan jeg også bruge som sygeplejerske. Jeg føler ikke, at jeg bliver degraderet, og jeg har oplevet, at jeg får lov til mere, når jeg er ude i praktik i forhold til de unge. Jeg har en stor ydmyghed i forhold til alt det, jeg skal lære i forbindelse med faget, men jeg kunne da godt have tænkt mig at have fået mere merit. Der er ting, som jeg allerede har lært. Men til gengæld oplever jeg en ro og en tryghed i faget, som jeg ikke har følt i tidligere job. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at kombinere min idrætsuddannelse med sygepleje, og med de tanker, der er oppe i tiden om det fysisk aktive sygehus, ville det jo være en mulighed."