Seje patienter i Australien

Arkivfoto: iStock

 Hvor plejer man en kvægfarmer den ene dag, en mand med strykninforgiftning den næste og en høvding fra Papua Ny Guinea ugen efter? Det kan man i det nordlige Australien, hvor jeg arbejdede som sygeplejerske i et halvt år i 2009. Der var mange aspekter af arbejdet, der overraskede mig, først og fremmest er sygeplejekulturen meget anderledes end i Danmark.

"Tick and flick"-system

I Danmark er jeg anæstesisygeplejerske, i Australien arbejdede jeg på en intensiv afdeling på Mater Misericordiae Hospitalet (til daglig blot Mater). Det ligger i byen Townsville i den tropiske del af Australien. Intensivafdelingen modtager primært kirurgiske patienter, inklusive efter CABG (bypassoperationer på hjertet).

Fokus i sygeplejen er forskelligt sammenlignet med Danmark. Dagen begynder med, at sygeplejersken gennemgår patienten meget grundigt. Man lytter efter mislyde på hjertet og luftskifte på lungerne, kigger mundhulen efter for læsioner, udregner score for risikoen for tryksår og bemærker, om der er neurologiske deficit. Trykspor og tryksår skal meldes direkte til afdelingssygeplejersken.

Sygeplejen er baseret på "tick and flick" (afkrydsningsskemaer) og steder, man skal skrive under for udførte procedurer. Alle observationer og handlinger bliver skrevet ned på et 1 m x 70 cm stort stykke papir, og generelt er der utrolige mængder af papirer, man skal arbejde sig igennem på en ganske almindelig vagt. Man bruger meget mere tid på dokumentation end herhjemme.

Lægerne sætter dagsordenen

I Australien forventes det, at sygeplejersken selv udfører de objektive undersøgelser og selv tolker f.eks. ekg'er. Når selv den yngste sygeplejestuderende er bedre til at analysere ekg'er, end man selv er, er det let at føle, at man ikke har meget at byde ind med. Og sådan at lytte på lunger og hjerte - det er ligegodt noget. Men det gik efterhånden op for mig, at fokus er forskelligt. Hvor vi i Danmark gør meget ud af at udvikle sygeplejen som et selvstændigt fag, så bestemmes plejen i Australien mere af lægerne. Da der er store individuelle forskelle på, hvordan speciallægerne ønsker plejen af de respektive patienter, og de ikke altid er opdaterede om den seneste udvikling inden for plejen, kunne sygeplejen til tider virke gammeldags.

I Danmark er kommunikation og empati en stor del af sygeplejen, og min oplevelse var, at man lagde mindre vægt på den del i den australske sygepleje. Australske sygeplejersker kan her lære noget af os, mens vi omvendt kan lære af den australske tilgang, hvor vægten ligger på objektiv undersøgelse og systematisk og hyppig evaluering af f.eks. vitale parametre, hudstatus og funktionsniveau. Vi kan også lære noget af den måde, hvorpå de pårørende er en del af patienternes indlæggelse. Det er ikke ualmindeligt, at der altid er en pårørende ved patientens side under hele indlæggelsen, eventuelt familiemedlemmer på skift. Præsten har også sin daglige gang på afdelingen på en mere selvfølgelig måde end i Danmark.

Kontrol af ens arbejde

Den daglige ledelse af sygeplejerskerne er anderledes end i Danmark. I Australien er der en daglig teamleder på hver afdeling. Denne sygeplejerske har til opgave at fungere som ressourceperson og går rundt til hver enkelt seng og tjekker, om kollegaerne nu har givet den medicin og ydet den sygepleje, de skal. Det er også hende, der har afdelingens eneste nøgle til medicinskabet. Det var meget mærkeligt de første gange, jeg var ude for, at en kollega tjekkede mit arbejde. For novicen er det helt sikkert rart, men for mig var det en kamel, der skulle sluges.

Seje patienter

Den typiske australske patient klager ikke over smerter. Selv om patienten tydeligvis har smerter, og sveden pibler frem på panden, så vil han med stor sandsynlighed svare "I am not doing too bad", "Not to worry" eller lignende affejende bemærkninger. Man skal ikke tro, at de er nogle tøsedrenge, og det er ikke værdigt at beklage sig, så derfor spørger de ikke efter smertestillende midler. Det gælder for både mænd og kvinder. Derfor kan det være svært at vurdere, hvordan man skal smertedække den typiske patient, og når der bliver givet morfin, er det i minimale doser i forhold til, hvad vi er vant til: 1-2 mg ad gangen intravenøst til en granvoksen landmand.

Holdningen til smerter er tilsvarende hos sygeplejerskerne. En af mine første opgaver på afdelingen var, sammen med en ældre kollega, at flytte en koronar bypassopereret fra intensiv til thoraxkirurgisk afdeling. Som bekendt får disse patienter skåret deres sternum op og har derfor et relativt ustabilt thorax. Mobilisering er forbundet med stærk smerte, medmindre man som sygeplejerske er opmærksom på at give f.eks. morfin inden mobiliseringen.

Denne patient havde imidlertid ikke fået smertestillende, før vi flyttede ham fra seng til kørestol. Jeg sagde det til min kollega, men hun sagde højt og tydeligt, at hun mente, at patienten var pivet. Da vi ankom til thoraxkirurgisk afdeling, var patienten svedende, bleg og jamrende. Min kollega syntes ikke, at der var noget galt i, at patienten havde ondt; "han var jo nyopereret". Det er bestemt ikke nemt som dansk sygeplejerske at vænne sig bare lidt til sådan en kultur.

Afhængige af naturens luner

Den typiske australske patient snakker rigtig, rigtig meget. Det er selvfølgelig hyggeligt, men det kan være svært at forstå, hvad de siger, når man ikke er 100 pct. inde i de emner, de interesserer sig for: landbrug i "outbacken" og lystfiskeri. At dømme efter patienterne på Mater er mange af de australske mænds største passion at tale om, hvor man fanger de største fisk, med hvilket udstyr, hvornår på året osv. Og naturligvis, hvordan man skal passe på ikke at blive spist af krokodiller, når man fisker.

Det var spændende at få indblik i de forhold, man lever under ude i bushen på store landbrug. Adskillige patienter boede 8-12 timers kørsel ind i landet. De fortæller om tørkeperioder, hvor kvæget døde af sult og tørst, og hvor de blot har været afmægtige tilskuere til naturens luner. Disse mennesker lever side om side med slanger, edderkopper og krokodiller og tager det med stoisk ro: "No worries".-

Stammehøvding med 19 koner

Ud over patienter fra det lokale opland modtager Mater også patienter fra Papua Ny Guinea til f.eks. hjertekirurgi. De fleste af patienterne fra Papua Ny Guinea er australiere, der er udstationeret der. Den lokale befolkning på Ny Guinea har ikke råd til så dyr behandling. Alligevel fik vi en dag indlagt en ca. 40-årig indfødt høvding fra Papua Ny Guinea.

Han havde overtalt sin arbejdsgiver (et australsk mineselskab) til at stille 400.000 kr. i kaution for den hjerteoperation, han skulle have. Da han vågnede efter operationen, begyndte hans nervøsitet for omkostningerne at vise sig. Allerhelst ville han have taget flyet hjem til sin bjerglandsby og begynde afbetalingen med det samme, men det var naturligvis ikke en mulighed. Mens vi passede ham, hørte vi lidt om hans liv.

I Ny Guinea var han en prominent stammehøvding. Han havde 19 koner og 56 børn i landsbyen. Kone nummer ét var med ham i Australien. Hun kom hver eneste morgen og masserede hans fødder. Senere fortalte han mig om det store ar, han havde på sin underarm. Det havde han fået, da han (ulovligt) havde gravet efter guld i en gammel guldmine, og en del af væggen var styrtet ned over ham. Han kunne flyve hjem til Ny Guinea til de 19 koner, sammen med kone nummer ét, og heldigvis uden sin angina pectoris.-

En ordentlig slurk stryknin

En anden gang havde vi en ældre farmer indlagt. Han led af sure opstød og tog håndkøbsmedicin mod dette. Samtidig havde han et stort problem med dingoer (vilde hunde) på sin ejendom, dem plejede han at aflive med stryknin, som han puttede ind i døde kaniner. Strykninen opbevarede han på sit natbord, samme sted som medicinen mod de sure opstød. En nat vågnede han op med sin sædvanlige halsbrand og tog en ordentlig slurk stryknin i stedet for refluksmedicinen. Stryknin virker ligesom stivkrampetoksinet og kan forårsage livstruende kramper. Heldigvis kunne hans kramper mindskes tilstrækkeligt med benzodiazepiner. Selv tog han det hele med godt humør: "No worries, mate. I'm not too bad."

Sygeplejersker fra hele Verden

Et af de bedste indtryk fra arbejdet på Mater var samarbejdet med sygeplejersker af mange forskellige nationaliteter og mødet med det gåpåmod, de udviste for at skabe sig et nyt liv Down Under. Der var bl.a. den tyske sygeplejerske, som mødte en farmer og flyttede ud i ødemarken på hans farm (med 150 km til nærmeste nabo). Eller de engelske sygeplejersker, som kom på toårige kontrakter og sad i tropevarmen og længtes efter kulde og regn. Og ikke mindst den effektive, lille koreanske sygeplejerske. Hun talte et gebrokkent engelsk, men susede rundt og sørgede for, at alle detaljer vedrørende hendes patienter var i tiptop orden. Som ung i Korea blev det hendes pligt at forsørge sine syv brødre og søstre.

Det gjorde hun ved at arbejde som grønthandler, vejarbejder - hvad som helst, der gav mad på bordet. Som 40-årig besluttede hun så at gøre noget for sig selv, og hun begyndte derfor på sygeplejestudiet i Korea. Men da hun i Korea blev regnet for for gammel til at arbejde som sygeplejerske, emigrerede hun til Australien uden at kunne et ord engelsk, uden familie og uden socialt netværk.

Langsomt opbyggede hun en ny tilværelse i Australien (se boks 1 for autorisation). Mater-hospitalet sørgede for, at hun fik lært engelsk, og hospitalet stillede også økonomiske garantier, så hun kunne søge om australsk statsborgerskab. Det var en stor dag, da hun endelig blev australsk statsborger. Det fejrede vi med "morning tea" på afdelingen, og overlægen holdt festtale for hende.

Patienterne betaler

Mater er et privathospital, hvor lægerne får betaling direkte af patienten og dennes forsikringsselskab. Hver dag skal man derfor dokumentere, hvilken tyngde patienten har udgjort, altså hvilken grad af monitering og behandling patienten har modtaget, således at forsikringsselskabet bliver debiteret den rigtige sats. Alt debiteres patienten og dennes sygeforsikring. Hvis man tager en arteriepunktur og analyserer den på afdelingen (en blodgasanalyse i Danmark koster 25 kr.), så bliver resultatet printet ud i to eksemplarer, én til journalen og én til regnskabsafdelingen.

Dækker huller i vagtplaner

En af de ting, der overraskede mig meget, var, at sygeplejerskerne blev sendt rundt til andre afdelinger for at dække huller i vagtplanerne, når der var få patienter på deres egen afdeling. Det var almindeligt i Queensland. Jeg kunne derfor blive sendt ud og arbejde f.eks. fire timer på hjerteafdelingen, to timer på fødeafdelingen og endelig to timer på en kirurgisk afdeling. Det var en upopulær ordning og heller ikke optimal for kvaliteten af det arbejde, der blev ydet. Men selvfølgelig en billig måde at undgå udgifter til eksterne vikarer.

Værn om vores værdier

Min oplevelse af sygeplejen i Australien var, at den fokuserede meget på afkrydsningsskemaer og lignende, som ikke giver meget råderum for selvstændig tænkning. Det gav mig en ny forståelse for, hvorfor det er så vigtigt, at sygeplejen bør være et selvstændigt fag med egne mål og standarder. Nu forstår jeg, hvorfor det var nødvendigt at indføre professionsbachelorgraden herhjemme og til stadighed stimulere forskningsinitiativer inden for sygeplejen. Det er først blevet klart for mig efter mit australiensophold. Vi kan lære noget af de australske sygeplejerskers fokus på observation og paratviden, men herhjemme har vi en masse at byde på med hensyn til kommunikation og empati i sygeplejen. Spørgsmålet er, om og hvordan vi også fremover kan værne om disse værdier i takt med de øgede krav om dokumentation og akkreditering".

Heidi Gamst-Jensen er ansat som anæstesisygeplejerske på Bispebjerg Hospital, Anæstesiologisk afdeling.