Børn og ældre er nysgerrige

Foto: Palle Peter Skov

Christian Jørgensen, 40 år.

Oversygeplejerske på organkirurgisk afdeling, Kolding Sygehus.
Poliofølger fra toårsalderen.
Arbejdstid: Fuld tid.

"Jeg er adopteret fra Sydkorea, hvor jeg fik polio. Det betyder i dag, at jeg er afhængig af at gå med et højt benstativ, der gør, at jeg vralter, når jeg går. De fleste patienter kommenterer det ikke, men børnene og de ældre vil gerne høre om, hvorfor jeg går sådan. Til børnene siger jeg, at jeg har slået mit ben for lang tid siden. De ældre vil gerne vide, hvordan jeg kan have poliofølger, når jeg er så ung. Jeg kan også snakke med dem om, at jeg ved, hvad det vil sige at vente på en operation eller være patient. Jeg oplever ofte, at det er medvirkende til, at den hurtige kontakt og tillid, man skal have til patienterne, bliver skabt.

I dag har jeg ikke så meget patientkontakt, for jeg valgte tidligt at gå ledelsesvejen. Jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke kan være flere år i klinikken med poliofølger og de følgesygdomme, jeg har risiko for at få. Det havde jeg ikke gjort, hvis benene havde fungeret, som de skal, for jeg elsker at være sammen med patienterne og har været meget glad for tidligere at være på akutafdelinger.

Det er sjældent, jeg oplever problemer, når jeg er på arbejde. Jeg var engang på en skadestue, hvor en psykiatrisk patient gik amok. Jeg kunne ikke løbe væk derfra, som de andre sygeplejersker, så en portør tog mig bogstavelig talt under armen og bar mig væk. Det er en af de få situationer, hvor jeg er kommet til kort i forhold til mit handicap."