Lægger en dæmper på gemytterne

Sygeplejerske Ulla Ejlersen (tv.) og hendes natteravnefæller Yvonne Thorgren og Vilhelm Christian Iversen. Foto: Simon Klein-Knudsen

"Så kan det ikke blive bedre. Natteravne. I har jo både bolsjer og kondomer."

Den unge mand med det skulderlange hår kommer trækkende med sin cykel ad Strøget, da han ved Storkespringvandet møder natteravn Ulla Ejlersen og hendes to kolleger. Klokken har passeret 01, og begejstringen er til at tage og føle på. Det her er lige, hvad han har brug for på sin bytur.

Ungersvenden traver fornøjet videre, da han har fået sit bolsje og sit kondom, og natteravnene fortsætter deres tur op ad Strøget i retning mod Rådhuspladsen. Natten er ung endnu.

Men tilbage til bagindgangen til Københavns Rådhus lige over for brandstationen, kl. 21.55.

Det er her, sygeplejerske Ulla Ejlersen mødes med de fem andre natteravne, der skal patruljere i Københavns gader mellem kl. 22 og to nat. De går altid tre og tre. Helst skal der en mand med på hvert hold. Det giver mere pondus over for urolige elementer i nattelivet. Men aldrig tre mandlige natteravne i samme gruppe. Det kunne let virke provokerende på ballademagere.

Det er altid lidt spændende, om alle møder op til vagten.

"Hvis vi ikke kan stille et hold på tre, går vi slet ikke ud. Så er vi nødt til at droppe turen," fortæller Ulla Ejlersen, som har været frivillig natteravn i to år.

Heldigvis dukker sidste mand op, og natteravnene går ind på rådhuset for at klæde om til deres karakteristiske gule jakker.

Københavns Kommune har stillet et lokale i økonomiforvaltningen til rådighed, hvor de kan opbevare deres jakker og andet udstyr. Bl.a. lageret af bolsjer og kondomer, som er et vigtigt omdrejningspunkt for deres vandring i den indre by. De forlader alle sammen rådhuset med lommerne fulde af begge dele.

Skræmt af egen datters byture

Ulla Ejlersen er til daglig hjemmesygeplejerske i Brønshøj/Husum, hvor hun også bor privat. Hun er 46 år og har været uddannet sygeplejerske i 20 år. Det frivillige arbejde har været en stor del af hendes voksenliv. Bl.a. har hun i en årrække været med i Røde Kors' samariterkorps. I dag sidder hun i telefonrådgivningen hos Dansk Præmaturforening en aften om ugen. Det er ikke et tilfældigt valg. Hendes ældste datter, som i dag er 18 år, kom til verden tre måneder for tidligt med en vægt på bare 1.220 gram. Så Ulla Ejlersen kender alt til de problemstillinger, forældre til præmature børn kan geråde ud i.

Samme voksne datter er den indirekte årsag til, at Ulla Ejlersen valgte at blive natteravn.

"Min dengang 16-årige datter var begyndt at tage ind til København for at gå i byen, og det skræmte mig fra vid og sans. Jeg gjorde mig alle mulige forestillinger om, hvor farligt der var inde i byen om natten. Jeg måtte simpelthen ind og se, hvad der foregik."

Her to år efter må hun indrømme, at hendes frygt er blevet gjort til skamme.

"København er en meget fredelig by. Det er meget sjældent, der sker noget virkelig alvorligt. Vi møder som regel lutter festglade unge, der er i byen for at more sig."

Ulla Ejlersen har kun været ude for én ubehagelig episode. Det var, dengang en ung, stofpåvirket fyr blev ved med at gå helt tæt op ad hende og til sidst stak sit ansigt helt op i hendes, mens han blev ved med at gentage: "Siger du noget, siger du noget""

Ulla Ejlersen er et roligt gemyt og lod sig ikke provokere. Men bange, det blev hun.

"Jeg troede, han ville slå mig. Men der skete heldigvis ikke noget. Pludselig forsvandt han, måske fordi vi var tre."

Egentlige slagsmål må natteravnene ikke blande sig i. Det er politiets afdeling.

"Vi håber, at vores tilstedeværelse kan lægge en dæmper på gemytterne," siger hun.

På spørgsmålet om, hvad der får en travl, fuldtidsarbejdende, gift mor til to til at bruge sin fritid på at gå rundt i København ved nattetid, svarer hun:

"Det er sjovt at møde unge mennesker og måske gøre en forskel. Vi kan ikke hjælpe alle, men nogle kan vi da hjælpe. Jeg kan så håbe på, at andre voksne vil hjælpe mine børn, hvis de en dag får problemer."

Natteravnene har ikke nogen fast rute, men aftaler fra gang til gang, hvor de vil starte deres byvandring.

Denne fredag aften i august starter de med at gå op til Hovedbanegården og tage S-toget til Nørreport. Toget er næppe startet, før tre teenagepiger i fuld krigsmaling kommer for at bede om bolsjer.

Fra Nørreport går turen over Kultorvet og ned mod Strøget.

Byen er fredelig, aftenen er endnu ung, og turen går gennem Boltens Gård til Nyhavn, som denne aften mest er befolket af midaldrende og turister. Det er snart tid til aftenens første stop i personalekøkkenet på Hotel D'Angleterre, hvor der bliver budt på kaffe.

"Som hjemmesygeplejerske møder du mange skæbner. Du ser kun folks liv i et glimt, men det er deres liv, og du må være fordomsfri og møde folk, der hvor de er, også selvom de lever på en måde, du aldrig selv ville vælge," fortæller Ulla Ejlersen.

"På samme måde må du møde de unge, du møder på din vej som natteravn. De er måske plakatfulde, men din opgave er ikke at moralisere. Du kan lytte til dem og måske låne dem en skulder at græde ud ved."

Stjernestatus og for små kondomer

Som turen skrider frem, bliver det klart, at Natteravnene er kendt i gadebilledet. De har nærmest stjernestatus og kan ikke gå mange skridt, før de bliver stoppet af glade unge. I starten beder de fleste kun om bolsjer. Men efterhånden som promillerne bliver højere, stiger modet, og så kommer der afsætning på kondomerne.

"Ikke for at spille smart", siger en ung fyr og ser ud, som om han mener det: "Har I ikke nogen, der er større" De er lidt små i størrelsen."

Natteravnenes primære formål er at skabe tryghed ved at være synlige i gadebilledet over for børn og unge.

"De opfatter os ikke som en autoritet, men som nogle voksne, man kan gå til, hvis man får problemer. F.eks. hvis man har fået for meget at drikke. Vi trøster typisk unge piger, som sidder på gaden og græder, fordi kæresten har forladt dem. Andre gange må vi hjælpe med at ringe efter forældrene, fordi en ung har mistet sit tøj og sine penge. Mange kommer også og spørger os om vej."

En ung fyr kommer hen til Ulla Ejlersen og forklarer, at han har mistet sin mobiltelefon og er blevet væk fra sin kammerat, der stadig opholder sig inde på det diskotek, hvor de har været sammen.

"Jeg bor i Slagelse, men skal sove hos min kammerat i Bagsværd. Jeg var gået ud for at lede efter min telefon, og nu vil dørmændene ikke lukke mig ind igen. Hvordan skal jeg så få fat i min kammerat"" spørger han.

Han er ikke kendt i København og tydeligt utryg ved situationen.

Natteravnene beslutter at følge fyren tilbage til diskoteket. Efter en kort snak indvilliger dørmanden i at lukke den unge fyr ind igen.

"Så kan vi ikke gøre mere," siger Ulla Ejlersen.

"Natteravne, natteravne."

"Respekt, respekt," det er bare så fedt, det I gør, lyder det glade tilråb efter de tre, som nu forlader Strøget for at gå igennem Vestergade. Gaden er spækket med værtshuse og feststemte unge over det meste af det, der efter de dyttende taxaer at dømme burde være kørebanen.

Fascinerende kontrast

En stor del af Ulla Ejlersens daglige arbejde er koncentreret omkring ældre, alvorligt syge og døende.

" Det lærer dig, hvor skrøbeligt livet er, og det er et meget livsbekræftende arbejde."

Det er netop kontrasten mellem arbejdet som sygeplejerske og det at være en del af en institution som Natteravnene, der fascinerer Ulla Ejlersen. Og som er årsagen til, at hun bliver ved med at bruge en nat om måneden på at trave byens gader tynde.

"Jeg er ikke her i nattelivet i kraft af, at jeg er sygeplejerske. Jeg er her som et menneske - som en voksen, de unge kan gå til, hvis de har lyst. Vi håber selvfølgelig også, at vi kan have en gavnlig indflydelse på de unge. At de vil opføre sig bare en lille smule mere ansvarligt, fordi de ved, at der er natteravne i området."

Denne nat ender turen ved Axeltorv.

Ulla Ejlersen har haft skridttæller på. Ca. 10.000 skridt er det blevet til, før hun kan starte bilen og køre hjem til Brønshøj.