Sygeplejersken
Fyringerne er et symptom på, at noget er fundamentalt galt
Lappeløsning. Herlev Hospital fyrer sygeplejersker, Hvidovre Hospital nedlægger stillinger, og Region Sjælland har et underskud på mere end 100 mio. kr. Sparekniven rammer dybt flere steder i sundhedsvæsenet.
Sygeplejersken 2010 nr. 2, s. 22-23
Af:
Annette Hagerup, journalist
Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning (S) kom til Herlev Hospital den 8. januar for at støtte de fyringstruede medarbejder. De to partiformænd blev mødt af ansatte fra flere faggrupper og af en delegation fra Dansk Sygeplejeråd med formand Grete Christensen i spidsen.
Sundhedsvæsenet skal spare. Flere steder i landet bliver regionalt og kommunalt ansatte sygeplejersker fyret. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, kalder situationen for grotesk.
"Sygeplejerskerne har knoklet i døgndrift for at overholde behandlingsgarantien og sikre patienterne den bedst mulige sygepleje og behandling. Det bliver de nu straffet for. Nogle får en fyreseddel, mens andre skal løbe hurtigere i fremtiden, fordi antallet af sundhedsprofessionelle pr. patient vil falde endnu mere på grund af fyringerne," udtaler Grete Christensen.
Arbejder på højtryk
Dansk Sygeplejeråd har arbejdet på højtryk på flere niveauer, siden det stod klart, at de massive budgetoverskridelser kunne betyde fyringer af bl.a. sygeplejersker. Netop besparelserne og fyringerne var på dagsordenen på Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelsesmøde i midten af januar, hvor hovedbestyrelsen sammen med organisationens fællestillidsrepræsentanter udsendte en fælles udmelding.
"Situationen er uholdbar. De massive besparelser vil utvivlsomt ramme alle, men især de svageste patienter. Og fyringerne skaber en enorm utryghed for medarbejderne. Det her er ikke udvikling af det offentlige sundhedsvæsen. Det er afvikling," påpeger Grete Christensen og understreger, at Dansk Sygeplejeråd har stort fokus på de berørte sygeplejersker.
Efterlyser sundhedsforlig
Grete Christensen mener, at besparelserne grundlæggende er udtryk for, at regioner og kommuner har løst flere opgaver, end deres økonomiaftaler med regeringen har taget højde for.
"Landets sygehuse afviser jo ikke patienterne ved hovedindgangen, fordi budgetterne er ved at være overskredet. Det siger sig selv. Fyringerne er et symptom på, at der er noget fundamentalt galt med sundhedsvæsenets økonomi," siger Grete Christensen og fortsætter:
"De årlige økonomiaftaler har karakter af lappeløsninger. Det betyder, at der aldrig rigtig er arbejdsro for medarbejderne i sundhedsvæsenet. Jeg mener, at der er brug for et flerårigt sundhedsforlig, hvor regioner og kommuner får ro til at opbygge det sundhedsvæsen i verdensklasse, vi alle gerne vil have."
Dansk Sygeplejeråds arbejdsmiljøkonsulenter giver 10 råd til sygeplejersker, som har afskedigelserne tæt inde på livet:
- Bed om svar - også inden varslede fyringer effektueres
- Værn om dit rekreative rum - lyt til din krop
- Prioritér arbejdsopgaverne sammen med lederen
- Hent positiv energi - f.eks. i familien
- Tal om det
- Fokusér på dine styrker og kompetencer
- Støt dine afskedigede kolleger
- Drop den dårlige samvittighed, hvis du ikke selv blev fyret
- Tal om fyringerne, og adressér uretfærdigheden
- 10. Gør noget godt for dig selv
Dansk Sygeplejeråd og Danske Sundhedsorganisationers A-kasse (DSA) arbejder tæt sammen om at hjælpe fyrede sygeplejersker. Umiddelbart efter fyringen indkaldes de berørte sygeplejersker til fællesmøde for at blive informeret om deres muligheder og rettigheder. Hver enkelt ledig vil også blive tilbudt individuel vejledning i forbindelse med jobsøgning og sparring på ansøgninger.
Herlev Hospital: 136 ansatte har fået fyresedlen, heraf 29 sygeplejersker. I alt nedlægges 354 stillinger, heraf 100 sygeplejerskestillinger.
Rigshospitalet: Her skal afdelingerne i løbet af de kommende uger have fundet besparelser på 94 mio. kr. for dette års budget.
"Ledelsen tror ikke, det er realistisk at finde besparelser på driften. Derfor vil det formentlig komme til at betyde besparelser på bl.a. personalet, men intet er lagt fast endnu," fortæller tillidsrepræsentant Diana Jensen til www.dsr.dk
Frederiksberg Hospital skal finde besparelser for godt 70 mio. kr. i budgettet for 2010. Ifølge www.berlingske.dk skal sygehuset skille sig af med 100 medarbejdere, hvoraf de 70 formentlig skal fyres. På Hvidovre Hospital skal der spares godt 100 mio. kr. svarende til 275 stillinger, hvoraf op mod 100 kan blive fyret. Der er også besparelser på vej på Bispebjerg og Hillerød Hospitaler.
Oversigten er udarbejdet ved redaktionens slutning den 25. januar.