Sygeplejersken
Resuméer af international forskning
Sygeplejersken 2010 nr. 2, s. 44-45
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Patienters deltagelse i udskrivelsesplanlægning
Almborg AH, Ulander K, Thulin A, Berg S. Patients' perception of their participation in discharge planning after acute stroke. J Clin Nurs. 2009;18:199-209.
Formål: At beskrive patienters opfattelse af at deltage i planlægning af udskrivelse efter indlæggelse og behandling for slagtilfælde.
Metode: I denne svenske undersøgelse indgik 188 patienter med en gennemsnitsalder på 74 år. Alle havde været indlagt akut efter et slagtilfælde. Data blev indsamlet 2-3 uger efter udskrivelse ved hjælp af et struktureret interview. Ved interviewet blev benyttet et anerkendt spørgeskema, der omhandler: Information, medicinsk behandling og fastsættelse af mål og behov. Data er opgjort statistisk.
Resultat: Patienterne angav for spørgsmålene om information, at de for 79-90 pct. vedkommende var inddraget. For medicinsk behandling drejede det sig om 15-47 pct., og for spørgsmålene om fastsættelse af mål og behov angav 29-38 pct. af patienterne, at de havde været inddraget.
Bemærkninger: Undersøgelsen fastslår, at patienterne i en vis udstrækning inddrages, når det gælder området information, men mht. behandling og fastsættelse af mål og behov lader det til at være problematisk. Netop disse områder er relevante set i lyset af rehabiliteringsbegrebet, hvor det drejer sig om et samarbejde om det videre forløb. Det kunne være interessant at foretage undersøgelsen på en dansk population. Rehabiliteringsafdelinger kunne overveje at benytte fremgangsmåden med henblik på udvikling af den lokale kvalitet.
Preben Ulrich Pedersen er ansat på Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; kontakt@kliniskeretningslinjer.dk