Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Sygeplejen har brug for krøllede hjerner

”Krøllede hjerner, som leverer løsninger og tager hånd om skæve udfordringer, er ikke forbeholdt iværksættere, Georg Gearløs eller andre, som tænker nyt og stort.”

Sygeplejersken 2010 nr. 4, s. 84

Af:

Eva Hoffmann, lektor, MKS

"Tag med på en skøn rejse, hvor vi sammen oplever kreative sider af sygeplejen. Pak kufferten og tag alle dine inspirerende idéer og idealer med dig. Vi tager et vue ud over nogle af de fantastiske muligheder, som sygeplejen byder på."Sådan lyder opfordringen til de ca. 25 sygeplejestuderende, som har indløst billet til valgfaget "Kreativitet og Sygepleje" ved University College Syddanmarks Sygeplejeskole i uge 9. I løbet af dette ugekursus vil de studerende bl.a. høre om makeup til cancerramte kvinder, visualisering, mindfulness, coaching, kreativ problemløsning, innovation og entreprenørskab samt helbredende arkitektur.

Valgfagskurset, der er rettet mod studerende, som snart afslutter studiet, er opstået, fordi innovation og entreprenørskab ikke er begreber, som den merkantile del af verden har patent på.

I et fag, hvor kerneværdierne har dybe rødder i menneskers levede liv, bør begreber, der lægger op til kreativ tænkning og handling, have plads. Krøllede hjerner, som leverer løsninger og tager hånd om skæve udfordringer, er ikke forbeholdt iværksættere, Georg Gearløs eller andre, som tænker nyt og stort. Patienten har brug for, at de sygeplejersker, han møder, er i kontakt med deres innovative og entreprenante sider. Innovation kan i sit nye og bredere paradigme være så meget. Traditionelt betød innovation og entreprenørskab, at der var tale om nyopfundne dippedutter, nystartede virksomheder eller andet i den kapitalistiske boldgade, men i 2010 taler man i langt højere grad om at kombinere de forhåndenværende midler på nye måder og uddanne mod en mulighedssøgende adfærd.

Ordene har fundet en ny, spændende plads i smørhullet mellem kapitalisme og humanisme og kan for sygeplejersker både betyde opfindelse af nye hjælpemidler og dannelse og udvikling af sociale værdier til gavn for patienten. Det, der skabes, skal have værdi for andre mennesker og ikke kun en nytteværdi, der kan måles i kroner og øre. Begrebet hedder social innovation og betyder, at sygeplejersken involverer sig og ser efter muligheder frem for at sidde fast i begrænsninger.

Entreprenørskab og innovation. Gammel vin på nye flasker" Måske. Florence Nightingale var vel lidt af en gazelle på sit felt, og det var i virkeligheden ret entreprenante og innovative løsninger, som damen med lampen kastede lys over. Nu skriver vi 2010, og jeg synes ikke, det gør noget, at vi ved fodenden af uddannelsen får mindet kommende sygeplejersker om, at sygeplejen er fyldt med vidunderlige muligheder for forandring. At entreprenørskab handler om mennesker, og at også sygeplejersker har gode muligheder for at tænke proaktivt og få ting til at ske både i det store og i det små.

Tager man de sorte briller på, vil nogle mene, at det er synd for de studerende, at de skal beskæftige sig med begreber, der kan have trange kår i en presset virkelighed. For hvem har tid til at lægge makeup på den cancerramte kvinde, og hvem har overskud til at lave mindfulness-øvelser med patienten, som har svært ved at slappe af" Hér tænker jeg imidlertid, at det er vigtigt, at vi bliver ved med at sigte højt og stile mod det allerbedste. For som det siges: Sigt efter månen, og rammer du ikke, er du sikker på at lande blandt stjernerne.

Det er i spændingsfeltet mellem "det, jeg står i" og "det, jeg gerne vil være", der kan opstå fantastiske idéer og kræfter, som kan bane vejen for en positiv forandring for patienten.


SY-2010-04-evaEva Hoffmann er 36 år og har været ansat på UC Syd, Sygeplejerske­uddan­nelsen, siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann er uddannet sygeplejerske fra den Sønderjyske Sygeplejeskole i 1996.

Herefter arbejdede hun i fem år på parenkymkirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. -Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.