Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et lille selskab med store ambitioner

Sygeplejersken 2010 nr. 7, s. 40-41

Af:

Birgitte Rasmussen, sygeplejerske, cand.cur.,

Bodil Gyllembourg Lissau, sygeplejerske

Fagligt Selskab for sygeplejersker med interesse for komplementær og alternativ behandling er et lille, visionært selskab med store ambitioner og med det overordnede mål: at fremme en sygepleje, der styrker menneskets selvhelbredende kræfter. Endvidere ønsker vi at fremme brobygning og brug af komplementær og alternativ behandling (KAB) i sundhedsvæsenet.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at 29 pct. af alle alternative behandlere også har en sundhedsuddannelse, og vi ved, at en stor del af disse er sygeplejersker.

Vi arbejder derfor langsigtet på at fremme muligheden for, at sygeplejersker kan bruge deres alternative behandleruddannelse, både i forhold til de patienter, der måtte ønske det, og i forhold til relevante lidelser. Andre undersøgelser viser, at det er os, sygeplejerskerne, patienterne rådfører sig med angående komplementær og alternativ behandling, og at de fleste sygeplejersker mener, de selv ved for lidt om KAB. Det er et godt sted at begynde, og oplysnings- og undervisningsaktiviteter er derfor noget, bestyrelsen prioriterer højt! Vi gør det dels i kraft af vores job, dels som noget, vi påtager os i fritiden. F.eks. har University College Nordjylland et fjorten dages tilvalgsfag i KAB, som afholdes fire gange årligt og er meget populært blandt de studerende. Tilsvarende har UC Sjælland tilvalgsfag i KAB, hvor vi også tager ud og underviser. Vi bliver desuden ofte bedt om at holde oplæg på hospices og på efter- og videreuddannelser inden for sygeplejen, og vi stiller gerne op. Ydermere er en spørgeskemaundersøgelse udgående fra SDU ved at kortlægge danske sygeplejerskers viden om KAB.

Befolkningens interesse for og forbrug af KAB er støt stigende, så der er masser af opgaver at tage fat på, og vi håber derfor, at det kommer til at afspejle sig i et stigende medlemstal. Vi kan endnu ikke tilbyde egentlige landskurser, men vi kan tilbyde et fagligt netværk, vidensformidling, arrangementer med foredrag og mulighed for at være med til at påvirke udviklingen bl.a. via Dansk Sygeplejeråd og dasys (Dansk Sygepleje Selskab).

Vi vil gerne appellere til alle, der har kendskab til projekter med KAB i sundhedsvæsenet, om at kontakte os.

Læs mere om os på www.dsr.dk/fs33

Birgitte Rasmussen er formand og Bodil Lissau næstformand for FS komplementærsygeplejersker.