Praktik i et oligofreniteam

Oligofreni er en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig i løbet af barndommen. Tidligere blev tilstanden benævnt åndssvaghed, men i dag bruges begrebet psykisk udviklingshæmning (1).

Oligofreni kan være en følgetilstand hos barnet efter f.eks. en infektion eller forgiftning hos moderen under svangerskabet eller følger af skader hos barnet grundet f.eks. iltmangel under fødslen, stofskiftesygdomme, kromosomafvigelser eller lav fødselsvægt.

Der skønnes på landsplan at være omkring 8.000-10.000 oligofrene (2), og den grundlæggende udviklingshæmning er ikke mulig at behandle. Men der kan gives behandling og støtte i forhold til eventuelt psykiatriske sygdomme og andre psykiske lidelser, der optræder med langt større hyppighed hos udviklingshæmmede end i den øvrige befolkning. Dette er baggrunden for etableringen af de regionale oligofreniteam. Patienterne her er udviklingshæmmede med psykiatriske problemstillinger eller en adfærdsmæssig forstyrrelse, der kræver specifik faglig ekspertise (1).

Første studerende inden for oligofrenien
Jeg var, så vidt vides, den første sygeplejestuderende i et længerevarende praktikforløb inden for oligofrenien i Danmark. Praktikken (modul 8) fandt sted i oligofreniteamet i Region Syddanmark. Her varetages behandling og pleje af udviklingshæmmede med en IQ under eller lig med 70. Teamet består af en overlæge, to distriktssygeplejersker med psykiatrisk erfaring, en pædagogisk konsulent samt en sekretær.

Henvisning til teamet sker via den udviklingshæmmedes egen læge eller fra det sygehus, vedkommende evt. er indlagt på, og arbejdet foregår efter distriktspsykiatriske principper, dvs. at teamet besøger patienterne i deres vante miljø.

Først skal der observeres
I teamet besøger man for det meste patienterne to sammen, den ene fører samtale, og den anden kan supplere ved behov. Jeg følges med min vejleder det meste af tiden, til andre tider er teamets læge med, f.eks. ved supervision af personale og ved nye patienter. Andre gange er jeg med socialpædagogen.

Under den otte uger lange praktik skulle jeg arbejde specifikt med psykiatrisk helhedspleje, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde og kommunikation og samarbejde med patienten. Dette fik jeg mulighed for ved bl.a. at observere, hvordan de forskellige faggrupper navigerer i kommunikationen, også når det ikke er muligt at kommunikere direkte med patienten pga. komplicerende handicap som f.eks. epilepsi, lammelser, spasticitet og sansedefekter. I disse tilfælde sker kommunikationen gennem pårørende eller personale. Jeg fik også rig lejlighed til at iagttage, hvordan teamets medarbejdere indgår i relationer til både patienter, pårørende og personale fra bofællesskaber og arbejdsværksteder.

Teorierne afprøves
Efter den første observationsperiode skulle jeg selv afprøve tingene. Jeg følger her en patient (Y) på 25 år med diagnosen oligofreni F 70.0. Ved denne diagnose har man haft indlæringsvanskeligheder i skolen, men mange vil senere kunne klare et arbejde og begå sig socialt (4). Y har også diagnosen F 20.3, som betyder "udifferentieret skizofreni". Y's skizofrene symptomer er primært hørehallucinationer, herunder kommenterende stemmer og diskuterende stemmer.

Y er altid velsoigneret, hun bor i egen lejlighed og arbejder tre timer to gange om ugen. De resterende dage kommer hun i et bofællesskab, hvor hun tidligere har boet. Y har her en fast kontaktperson, som støtter hende i dagligdags gøremål, og Y kan altid ringe til bofællesskabet, når stemmerne i hendes hoved er værst.

Y er med på, at jeg følger hende over flere dage, bl.a. på hendes arbejde og i bofællesskabet, og i forhold til mit fokusområde om kommunikation og samarbejde med patienten bruger jeg jeg-styrkende sygepleje, relationsbehandling og redskaber inden for mestringsstrategier.

Den jeg-styrkende sygepleje består af det moderlige, som er den beskyttende mor, som lader barnet være, lader det vokse og lader det udvikle sig. Det faderlige princip består af et skub ud i verden, tilbud om at udvikle sig, tillære sig nye færdigheder og klare sig selv. Hovedbegreberne er omsorg og tillid. Det moderlige og faderlige princip har vi alle i os, og det bruges i sammenhæng til at styrke vores egofunktioner.

Egofunktioner deles op i seks funktioner, der kan være stærke eller svage. Y's store problem var, at hun hørte stemmer, som hun indimellem blev bange for, og hun havde svært ved at finde ud af, om stemmerne var virkelige eller ej. Dette betød, at Y havde et specielt behov for støtte i forhold til at styrke egofunktionen inden for 1) objekttilknytning: danne forhold over tid, tåle ambivalens og modsatrettede valg og tage hensyn til andre, 2) tolerance over for dysforisk affekt: bevidst kunne tolerere usikkerhed, angst og positive følelser, f.eks. hengivelse, og kunne tåle modstridende følelser, og 3) syntetisk funktion: evne at sætte enkeltdele sammen til en helhed, tænke abstrakt, vide, hvem man er, og leve i virkeligheden.

Den jeg-styrkende sygepleje består af i alt 12 principper (3), og de principper, jeg brugte i mit samvær med Y, var f.eks. i forhold til

• angst/depressivitet: Når Y var ramt af angst og plaget af hørehallucinationer, indebærer en jeg-styrkende sygepleje f.eks. realitetsorientering: Dvs. at man her forsøger at sætte sig ind i Y's følelser, tanker og vrangforestillinger og udviser respekt for, hvordan Y forstår virkeligheden, men på samme tid informerer hende om ens egen realitetsopfattelse. Man holder fast i virkeligheden.
• ved Y's manglende evne til at etablere, vedligeholde og/eller fastholde kontakt bruges den jeg-styrkende sygepleje vha. kontinuitet og regelmæssighed. Man viser, at man er til at stole på for at signalere, at man er interesseret i den anden, og laver aftaler, som man overholder.
• jeg-styrkende sygepleje, som også er krav og mål, f.eks. i form af faste mødetider i børnehaven, hvor Y arbejder, og faste ugedage, hvor hun er sammen med sin kontaktperson fra bofællesskabet.

Relationsbehandling i psykiatrien betyder, at der skal opbygges en relation mellem sygeplejerske og patient/borger, og denne relation skal bruges i behandlingen. En god relation er, at man føler sig hørt og respekteret, og på den måde er relationen et bærende element i forhold til at kunne hjælpe den anden (4). Jeg forsøgte derfor at få Y til at føle sig tryg, forstået og respekteret i mit samvær, ligesom jeg har lyttet, gået ture, været med på Y´s arbejde og fortalt om mit eget liv. I kommunikationen er det vigtigt via ord og kropssprog at vise, at man har interesse i at lytte, ligesom man ikke skal lyde formanende, når man kommer med råd, og man skal bruge ord som hvad, hvordan, hvornår og hvilken i sine spørgsmål, da disse får den anden til at komme på banen i en samtale.

Da Y havde megen humor, kunne jeg også anvende dette i kommunikationen, men det er vigtigt, at man har en fornemmelse for, om humoren passer ind med personen og dennes psykiske lidelse og den konkrete situation (5).

Redskaber inden for strategier omfatter bl.a. kognitive strategier, hvor man f.eks. tvinger sine tanker i anden retning eller indgår forskellige aftaler med stemmerne mundtligt eller skriftligt, så de bliver til at leve med. Når Y hørte stemmer, fortalte jeg hende derfor, at hun kunne bede stemmerne om at tie stille, da hun ikke har tid til dem, eller fortælle dem, at hun har andre vigtigere ting at tage sig til end at lytte til dem.

Mennesker med drømme som alle andre
Praktikopholdet lærte mig, at udviklingshæmmede, der samtidig er ramt af en psykisk lidelse, er mennesker med håb og drømme om fremtiden som alle andre.

De er mennesker, der ikke går i stykker, når vi som professionelle spørger ind til deres sygdom og hjælper dem med at håndtere psykiatriske symptomer og udfordringer i dagligdagen. Jeg har også set vigtigheden af oligofreniteam i forhold til patienternes velbefindende, forebyggelse af indlæggelse og som supervision til det øvrige personale inden for området.

Det har været lærerigt at se, hvordan personalet i bofællesskaber for udviklingshæmmede arbejder med at strukturere beboernes dagligdag samtidig med, at de lærer beboerne konkrete måder at mestre hverdagen på.

Jeg kan anbefale et oligofreniteam som et praktiksted, hvor man som sygeplejestuderende i høj grad kan få øvet sig i at bruge teorier inden for den psykiatriske og sociale sygepleje. Men jeg ville ønske, at området var mere belyst, hvilket denne artikel forhåbentlig har bidraget til.

Susanne Lund er sygeplejestuderende på modul 9 ved University College,Sønderborg.

Litteratur

1. Center for Oligofrenipsykiatri; www.oligo.dk
2. Regeringens psykiatriaftale med de kommunale parter for perioden 2003-2006. Kan læses på www.sum.dk >aktuelt > nyheder >psykiatri
3. Strand L. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. København: Munksgaard; 2005.41-134.
4. Thorgaard L, Haga E. Gode relationsbehandlere og god miljøterapi. Hertevig Forlag 2006.
5. Eide H, Eide T. Kommunikasjon i relasjoner - Samhandling, Konfliktløsning, Etikk. Oslo. Gyldendal Norsk Forlag, 2. udgave, 2007.