5 faglige minutter: Askeramt

Copenhagen Airport fredag. Moster Ida og hendes mopsede teenagerdatter Laura kommer hjem fra Portugal med fire dages forsinkelse. Hele familien er trommet sammen og står parate i terminal 3 med flag, champagne og brede smil. Endelig er de hjemme, de kære familiemedlemmer. Det er godt nok ikke hverken hver eller hver anden dag, himlen over Europa er stille pga. flyveforbud. Men hånden på hjertet, er vi ikke ved at tage prisen som verdens kedeligste og mest selvoptagne folk, når det eneste, der kan få os op af stolene, er en forsinket hjemkomst" Der er da sådan set rigeligt med alvorligere problemer at engagere sig i.

Da en dansker strandet i Beijing med patos og ansigt som en dødsmaske på tv sagde: "Nu ved jeg, hvordan det er at være asylansøger i Sandholmlejren og leve i uvished," var min første tanke "hvor må jeg brække mig!" Den blev hurtigt efterfulgt af en ny tanke. "Nej, du ved lige præcis ikke, hvordan det er at være asylansøger i Sandholmlejren. For der er forskel på den uvished, der varer i måneder og år, og den, der varer fra en til tre uger og med sikkerhed ophører på et eller andet tidspunkt." Men det kunne jeg ikke sige til ham, så jeg siger det her.

Hvis jeg må foreslå et par andre presserende emner, så er der situationen for det islandske folk, flyselskabernes balance på fallittens rand, herunder vores eget skrantende SAS, situationen i sundhedssektoren og den elendige danske økonomi.

Sygeplejersker er blevet sagt op fra den ene dag til den anden, og det kan jeg ikke mindes nogensinde at have oplevet før. Der er konkurrence om jobbene, det giver arbejdsgiverne mulighed for at fiske de bedst kvalificerede, så det er en god idé at blive ved med at gøre det, man altid har gjort: Holde sin viden ajour. Der bliver brug for at dokumentere, at man ikke har sovet faglig tornerosesøvn, mens arbejdslivet stilfærdigt passerede forbi.

Og de mandlige sygeplejersker, er sygeplejerskemajoriteten egentlig interesseret i at gøre sygeplejerske til et m/k-job, eller er det bare til pynt, vi taler om den sag" Det er i hvert fald ikke meget, vi gør for at øge de 3,6 pct. mænd i faget til noget, der ligner en ligelig fordeling og afspejler befolkningens sammensætning. Kvinder bliver jagerpiloter, koncerndirektører og rygkirurger, men mænd bliver stadigvæk ikke sygeplejersker.

Vi har 700.000 på overførselsindkomst i dette land, heraf mange unge mennesker med en forhistorie som sindslidende. De kan udmærket behandles og blive raske frem for at få tilkendt livslang førtidspension, men der er hverken psykiatrisk ekspertise nok eller evidensbaserede retningslinjer for, hvilken behandling der hjælper de unge bedst. Desuden viser forskningen, at vi hellere vil arbejde sammen med en blind end med en psykisk syg eller eks-syg. Det er åbenbart det absolut værste, man kan byde en normaldansker.

Befolkningen på Island blev askeramt, det gjorde flytrafikken også, og spørgsmålet er, om ikke vi danskere længe har befundet os i en eller anden form for askesky.

Vi bruger tid på at diskutere, om homoseksuelle må blive viet i en kirke eller ej, om tørklæder er undertrykkende eller frigørende, og om vejrværten på TV2 må stå foran Jylland, når hun fremsiger vejrudsigten. Jeg vil foreslå, at vi kollektivt stikker hovedet op over askeskyen og betragter verden omkring os. Måske dukker der i det klare lys nogle emner op, som det er værd at sætte på dagsordenen.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.