Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skrot myten om den forsagte engel

Kontroversielle kvinder ændrede ikke blot sygeplejen, men gav også omverdenen et gok i fagfordommene. Palliativ pleje, hospicer og holdninger til fri prævention er nået langt takket være historiens handlekraftige sygeplejersker og fagteoretikere.

Sygeplejersken 2010 nr. 9, s. 36-37

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

La%20Panne
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Sygeplejerske. SUBST.  -n, plur. -r, -rne. ”En person, der er uddannet til at foretage den daglige pleje af syge mennesker og sørge for, at det, lægen ordinerer, bliver gjort.”

Således lyder den redaktionelle ordbogs definition af en sygeplejerske. En definition, der ikke levner voldsomt meget rum til hverken formidling eller udvikling af faget. ”Sygeplejersker er engle i behagelige sko” lyder et navnløst citat. Det passer måske meget rammende på det historiske billede, der har været af sygeplejersker. En lidt anonym hvidklædt engel, der fornuftbetonet og uden de store armsving står parat i kulissen til at ledsage og hjælpe den – oftest – mandlige læge.

En sjælden gang imellem dukker et navn op, de fleste kender: Florence Nightingale. Damen med lampen, som opnåede mytisk heltindestatus, da hun uselvisk og utrætteligt reddede sårede soldater under Krimkrigen. Senere krakelerede glansbilledet af den altopofrende blide kvinde, og der er blevet sået tvivl om hendes resultater og metoder. Alligevel er hun stadig en af de mest berømte sygeplejersker, selvom mange andre efterfølgende har fremmet og professionaliseret faget. Palliativ pleje, hospicer og fri prævention er i dag noget, vi kan takke tidligere tiders sygeplejersker for.

”Sygeplejersker støtter og lindrer – det er andre, især læger, der leder og inspirerer,” skrev redaktøren på det britiske magasin Nursing Times, Alastair McLellan, i 2008. Han ironiserede over synet på faget og opfordrede til at aflive myten om sygeplejersken som et hvidklædt vedhæng i fornuftige sko.

Sygeplejersken har taget opfordringen op og bringer her et par af de nogle gange meget kontroversielle kvinder, som ikke kun ændrede sygeplejen, men også gav omverdenen et gok i fagfordommene.