Sygeplejersken
Sygeplejersker, forén jer
Fagfællesskab. Danske Christiane Reimann trodsede familien og normerne for datidens bedre borgerskab og blev sygeplejerske. Hun dedikerede størstedelen af sit arbejdsliv til at fremme faget internationalt og forene sygeplejersker i hele verden.
Sygeplejersken 2010 nr. 9, s. 39
Af:
Mille Dreyer-Kramshøj, journalist
L
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Den danske sygeplejerske Christiane Reimann (1888-1979) var en engageret kvinde, som trodsede samtidens klasseforestillinger og sprang ud både som den første dansker med akademisk grad i sygepleje og senere som fagforkæmper i den internationale sammenslutning for sygeplejersker, International Council of Nursing (ICN).
Som kvinde af det bedre borgerskab i starten af sidste århundrede var det bestemt ikke populært, da Christiane Reimann meddelte familien, at hun ville være sygeplejerske. "En sygeplejerske er ikke en dame," muggede en onkel, og familien var meget imod, at hun forfulgte sin drøm. Ikke desto mindre startede Christiane Reimann sin uddannelse på Bispebjerg Hospital i 1913 og tog senere til USA for at videreuddanne sig og tage en master i sygepleje. Engagementet rakte også ud over patientpleje, og efter nogle år som praktiserende sygeplejerske blev Christiane Reimann aktiv i ICN som sekretær.
Hun ønskede at gøre organisationen til en stærk markør og medspiller for sygeplejersker i hele verden og arbejdede for at skabe netværk og få kontakt til samarbejdspartnere i andre organisationer, bl.a. det internationale Røde Kors og den internationale arbejderbevægelse, International Labour Organization. Ikke alle var lige begejstrede for Christiane Reimanns valg af samarbejdspartnere, og hun ragede uklar med flere fra toppen af ICN, bl.a. stifteren Ethel Bedford Fenwick, som mente, at den respektable sygeplejeprofession ikke skulle sættes i forbindelse med en socialistisk arbejderorganisation.
Christiane Reimann lod sig ikke stoppe, men arbejdede videre, ofte for egen regning, for at ICN kunne blive en stor og markant organisation. I de 12 år hun var sekretær, blev antallet af medlemsorganisationer mere end fordoblet fra 13 til 29. Hun startede også internationale udviklingsprogrammer for sygeplejersker op og etablerede et fast tidsskrift for ICN.
Christiane Reimann døde 92 år gammel i Italien. Inden da havde hun doneret en del af sin formue til en "sygeplejerskernes nobelpris", der skulle uddeles af ICN. Det er siden blevet til sygeplejerskernes fornemmeste pris, Christiane Reimann-prisen. Siden 1985 er den hvert fjerde år blevet givet til en sygeplejerske, som har haft en ekstraordinær indflydelse på sygeplejefaget internationalt, eller som via faget har bidraget til gavn for menneskeheden gennem forskning eller praktisk sygepleje.