5 faglige minutter: Sygeplejen sår

Ja, og som man sår, høster man. I et helt år skal sygeplejersker så, og udbyttet bliver vurderet i maj 2012.

Det hele begyndte på Florence Nightingales 191-års fødselsdag, og jeg har overvejet, hvad hun ville sige til det nye initiativ.

Måske ville hun stramme båndene i kysen og i al hemmelighed klappe lidt på den kæleugle, hun ofte bar i sin lomme. Athena hed den, og hun havde reddet den, da den faldt ud af sin rede i Parthenontemplet på Akropolis i Athen. Nu til dags iagttager uglen sine omgivelser fra en glasmontre på Florence Nightingale museet i London.

Ud over at klappe lommeuglen ville Florence rømme sig og sige: ”Husk nu, hvem det handler om.” Hvis man ser spørgende på hende, bliver hun en anelse utålmodig og vrisser:

”Patienterne, eller hvad det nu er, I kalder dem nu til dags. Borgere, klienter, ja endda brugere. Good Lord!”

Og det er en god påmindelse: Husk patienterne.

Vi kan begynde med at komme dem i møde ved at så nogle tiltrængte sprogrensningsfrø.

Det må aldrig blive sådan, at patienter eller andre samarbejdspartnere tænker, at de ville være bedre underholdt, hvis de satte sig foran deres vaskemaskine, når sygeplejersker taler eller skriver.

Teksten eller talen skal have ægte liv. Ud med dunkle omskrivninger, ind med jordnære og forståelige sætninger, hvilket ikke er det samme som at skrotte fagsproget eller det akademiske sprog til fordel for et banalt hverdagssprog, det er at lægge energi i at skrive sundt og konkret. Det giver den lyttende eller læsende mulighed for at identificere sig med indholdet frem for pr. instinkt at tage afstand fra det.

Vi kan desuden lade os inspirere af medierne, f.eks. læsegruppen Sundholm. Hvis ikke navnene Edmund, Michael, Anita og Rahim er bekendte, så prøv at google Læsegruppen Sundholm og se programmerne. At tv om en læsegruppe med fire hjemløse mennesker kan være en stor oplevelse, lyder måske usandsynligt, men sådan er det.

De fire læser bøger for første gang i mange år, og de taler lige ud af posen om det, de læser. Bøgerne åbner op for sider af dem og deres personlige fortælling, som var forblevet gedulgte, havde det ikke været for Michael Berthelsen og Mads Brügger på DR.

I England ved man godt, at bøger kan åbne kringlede sind. Sygeplejersker og andre personalegrupper har brugt læsekredse i psykiatrien og i fængselsvæsenet med stor succes. Sindslidende, som ikke har kommunikeret med nogen i lange perioder, har formuleret sig engageret om klassiske værker, fordi det er nemmere at tale om følelser beskrevet i en bog end om egne følelser og indre konflikter. Så hvem sår en læsekreds i en psykiatrisk afdeling eller i lokalpsykiatrien i Danmark?

Endelig er der den stille og store historie ”Sømanden og juristen”. En dokumentar fra Anker Fjord Hospice i Hvide Sande fortalt af journalisten Anders Agger, der arbejdede som frivillig på hospice i seks uger. Sygeplejersker skal se serien og forsøge at beskrive sygeplejen på samme måde, som serien viser den. Her er man udgået for kompetenceløft, sammenhængskraft, coaching og kronikere. Journalistens sprog er direkte og billedrigt, og personalets sprog dæmpet og rationeret til det vigtigste.

Eksemplerne viser, at der er livsduelige frø at hente i andre verdener end vores egen, frøene ligger lige for næsen af os, det er bare at gøde jorden og så.

Den udstoppede Athena vurderer indsatsen fra sin gren bag glasset på museet. Som man sår, høster man, tænker den og blinker venligt til den forbipasserende sygeplejerske fra Danmark. 

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.