Godt arbejdsmiljø og færre tryksår går hånd i hånd

Illustration: Lars Andersen

Som pårørende er mobilisering nok ikke det første, man tænker på, når man besøger et familiemedlem på Klinik for Intensiv Terapi på Rigshospitalet. Patienterne er ofte så afhængige af avanceret behandling og respirator, at det næsten overskygger alt andet, også for sygeplejerskerne, læger og de andre faggrupper i klinikkens omkring 200 mand store personalegruppe.

”Vi oplevede, at behandlingen var blevet så højteknologisk, at helt basal pleje som det at mobilisere patienten var gledet lidt i baggrunden,” siger oversygeplejerske Susanne Sebens.

Derudover er mobilisering forbundet med flere udfordringer. Pårørende, men måske også plejepersonalet, kan mene, at det er synd, at den svært syge patient skal mobiliseres oven i sygdom og behandling, og for mange sygeplejersker er det arbejde tit ensbetydende med tunge løft og frygten for arbejdsskader.

Sådan var det i hvert fald på Klinik for Intensiv Terapi et par år tilbage, fortæller Susanne Sebens.

”Vi havde en kultur, hvor sygeplejerskerne tænkte tunge løft og var afhængige af portørhjælp i forbindelse med mobilisering. De var forståeligt nok bange for at ødelægge deres rygge, og den frygt blev ikke mindre af, at vi i 2009 fik beskåret vores adgang til portørhjælp endnu en gang.”

På omkring samme tidspunkt lavede en sygeplejerske på klinikken en prævalensundersøgelse i forbindelse med sin videreuddannelse. Den viste, at 28 pct. af patienterne havde tryksår. Landsgennemsnittet lå på 32,5 pct., og derudover mister mange intensivpatienter generelt muskelmasse under indlæggelse. Der var altså tydeligt tegn på, at patienterne ikke blev tilstrækkeligt mobiliseret.

Det fik i første omgang en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af bl.a. en overlæge, sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter, portører, en fysioterapeut fra Rigshospitalets Klinik for Ergo- og Fysioterapi samt sygeplejerske med særligt ansvar, Gitte Meldgaard Nielsen, til at undersøge, hvorfor det stod så skidt til med patientmobiliseringen.

”Vi fandt bl.a. ud af, at meget af personalet manglede erfaring, praktiske færdigheder og hjælpemidler, f.eks. havde vi kun to stole til at mobilisere 18 patienter i,” fortæller Gitte Meldgaard Nielsen.

Flere hjælpemidler og scoresystem

Siden 2009 har klinikken derfor investeret i flere behandlingssenge, stole, glidestykker, fodcykel og loftlifte med forskellige løftestykker. Der er blevet uddannet to forflytningsvejledere, og yderligere to er på vej.

Og de seneste to år har klinikken haft en fysioterapeut fra Klinik for Ergo- og Fysioterapi ansat 25 timer om ugen. Hendes opgave er at styrke mobiliseringen af patienterne i samarbejde med personalet, men også vejlede medarbejderne, så de undgår tunge og forkerte løft.

Endelig udarbejdede arbejdsgruppen en instruks for mobilisering af patienterne. Nu bliver alle patienter scoret i fem grupper under den daglige stuegang, hvor patientens læge, sygeplejerske og fysioterapeuten så vidt muligt deltager.

Nogle patienter, f.eks. traumepatienter med brækket ryg, må slet ikke mobiliseres, mens andre f.eks. kan tåle, at hovedgærdet hæves, at sidde på sengekanten, at sidde i stol eller som noget af det ”vildeste” at gå ved hjælp af rollator.

”Når patienten er blevet scoret, noteres det i dokumentationsskemaet, og der sættes også et skilt på patientens seng med den besluttede mobiliseringsgrad. Så kan portørerne også se, hvad vi har kategoriseret patienten til, og så ved de, hvad de skal være med til, når de kommer,” fortæller Gitte Meldgaard Nielsen og henviser til, at mobiliseringen af patienterne oftest foregår i et tværfagligt samarbejde mellem portør, fysioterapeut og sygeplejerske.

Og netop tværfagligheden har været i fokus gennem hele forløbet.

”Der har fra start af været tale om et tværfagligt kvalitetsudviklingsprojekt, hvor både læger og plejepersonalet har et ansvar for, at patienterne bliver mobiliseret,” siger hun.

Ingen rygskader

Økonomisk har Susanne Sebens skullet finde midlerne til bl.a. fast fysioterapeut i den daglige drift, og selvom det konkrete regnestykke er svært at gøre op, er hun ikke i tvivl om, at midlerne og den ekstra tid, det tager at mobilisere alle patienter hver dag, er godt givet ud.

Konkret er antallet af patienter med tryksår faldet dramatisk fra de 28 pct. i foråret 2009 til under 7 pct. i april 2011. Antallet af rygskader er minimeret som arbejdsmiljøskade, og tilbagemeldingerne fra de afdelinger, intensivpatienterne sendes tilbage til, er positive. 

”Stamafdelingerne melder, at de aldrig har oplevet de intensive patienter i så god fysisk og psykisk form før. Og hvad er dyrest – en fysioterapeut i 25 timer eller 10 sygemeldte sygeplejersker? Intensivafdelinger er nogle af de økonomisk tungeste at drive i sundhedsvæsenet, og patienterne er måneder, nogle gange år om at komme sig efter indlæggelse. Det giver ikke mening, at vi bruger tusindvis af kroner på akut at redde patienterne og så glemmer den basale sygepleje. Det er det højteknologiske intensive niveau, det tværfaglige samarbejde og den basale sygepleje, som giver de gode resultater,” siger Susanne Sebens.