Studerende i praksis: Når accelererede patientforløb går for stærkt

Foto : Ole Bo Jensen

I min seneste praktik var jeg på mave-tarm-kirurgisk afdeling, der arbejdede med accelererede patientforløb med fokus på information, smertebehandling, mobilisering og ernæring.

Der var altså primært fokus på patientens fysiske behov. 

En dag havde jeg fået tildelt en elektiv patient med cancer, som skulle have anlagt en stomi. Jeg fik at vide, at hun præoperativt havde virket velinformeret og afklaret. Da jeg mødte hende på første postoperative dag, var hun træt, havde kvalme og smerter, men ellers havde hun det godt.

Jeg skulle oplære hende i stomipleje, og det var hun indforstået med. Vi skiftede hendes stomi på badeværelset, men pludselig vendte hun hovedet væk. Situationen ændrede sig fra at være normal, til at jeg stod med en grædende patient.

Hun var chokeret og sagde: ”Hvor er den stor og modbydelig.”

Det slog hende, at stomien skulle sidde der resten af hendes liv. Hun fortalte mig, at hun var utryg, og at hun var usikker på, om hun kunne klare det efter udskrivelsen. Jeg forsøgte at trøste hende, men det var svært.

Jeg fornemmede, at hun var psykisk påvirket af situationen og havde svært ved at acceptere den kropslige forandring. Hun blev ved med at tage afstand fra stomien ved at trække sin trøje ned over den. Hun væmmedes og stillede ikke konstruktive spørgsmål til at håndtere den. Jeg forsøgte at oplære hende i stomipleje, og det gik op og ned. Det var svært at nå ind til hende.

Efterfølgende har jeg spurgt mig selv, om der er tid til at værne om patientens psykiske behov i et accelereret patientforløb?

Situationen har lært mig at prioritere anderledes, for jeg mener, at der skal være tid til at imødekomme patientens fysiske behov såvel som de psykiske behov.

Min patient var fysisk, men langtfra psykisk klar til at komme hjem.

Hun havde fået konstateret cancer og gennemgået en markant kropslig forandring, så det var ikke underligt, at hun reagerede voldsomt psykisk, men det var tydeligt, at der ikke havde været tilstrækkelig tid til at tage sig af hende.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.