Sygenærvær på arbejdspladsen

Et stigende antal danskere diagnosticeres med, behandles for og overlever i dag en kræftsygdom. Sammenligner man Danmark med de øvrige nordiske lande, kan man se, at forekomsten af de hyppigste kræftsygdomme samt dødeligheden heraf er højere i Danmark (1).

Fra politisk side har der de seneste 10 år været stor bevågenhed på kræftområdet. Dette har bl.a. resulteret i de nationale kræftplaner I og II fra henholdsvis 2000 og 2005 (1). Hensigten med kræftplanerne var at opstille nationale anbefalinger til en forbedret indsats på kræftområdet. Forventningen var, at Danmark fremover skulle ligge på niveau med de øvrige nordiske lande, for så vidt angik forekomst og dødelighed af kræftsygdom (1).

Usund livsstil giver høj dødelighed

Vi bliver bedre til at behandle kræft i Danmark (1).

Derfor er det tilsyneladende danskernes usunde livsstil (rygning, alkohol og overvægt) samt den sene diagnosticering, der er årsag til den højere dødelighed sammenlignet med de øvrige nordiske lande (1). Politisk set blev der med Kræftplan II øget fokus på forebyggelse og tidligere udredning.

Kræftplan II banede vejen for, at screeningsprogrammerne for henholdsvis livmoderhalskræft og brystkræft blev sat i system (1).

Da vi bliver flere ældre målt i procent af den samlede befolkning samt har en stigende gennemsnitsalder, kan danskerne forvente, at incidensen af kræfttilfælde øges (2). Desuden vil iværksættelsen af screeningsprogrammer på sigt resultere i tidligere diagnosticering (1), og sammenholdt med at vi bliver bedre til at behandle kræft, vil det resultere i flere og yngre kræftoverlevere. I 2005 levede ca. 230.000 danskere, som var eller havde været i behandling for en kræftsygdom. Ca. 1/3 af disse er i den erhvervsaktive alder. Dette er en samfundsøkonomisk udfordring (3).

Ifølge Danmarks Statistik forskydes danskernes aldersfordeling. I 2010 udgjorde antallet af danskere over 67 år 13,8 pct. af den samlede befolkning. I 2030 forventes andelen at være steget til 20 pct. (2). Det er et problem, der i de kommende år vil resultere i mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Måske er det en af grundene til, at interessen for rehabilitering fra politisk side er vakt. Meget tyder på, at der er samfundsøkonomiske fordele ved at fokusere på rehabilitering (4). Heldigvis lader det til, at der tillige er fordele for den enkelte patient (4).

Formålet med litteraturstudiet er at afdække, hvorvidt der er fordele ved at have tilknytning til arbejdspladsen frem for at være fuldtidssygemeldt for patienten med brystkræft, som er i adjuverende behandling (behandling, som tilbydes ud over operation ved mistanke om, at kræftsygdommen har spredt sig. Adjuverende behandling er ofte medicinsk behandling og kan gives for at forebygge, at kræftsygdomme udvikler sig og vender tilbage).

Metode

Søgningen med søgeordene breast cancer OR cancer survivor AND support AND return to work resulterede i 63 artikler i PubMed og syv artikler i CINAHL. Artiklerne blev sorteret på overskriftsniveau, hvilket resulterede i 18 artikler, hvoraf tre blev frasorteret på abstract-niveau. De resterende 15 artiklers metodeafsnit blev herefter grundigt gennemgået og vurderet i forhold til evidensniveau, andel af brystkræftpatienter i studiet, og om studiet var lavet i lande sammenlignelige med Danmark. Med det formål at belyse problemstillingen ud fra forskellige vinkler valgtes et litteraturstudie, et kvantitativt studie og et kvalitativt studie, se tabel 1.

Som ovennævnte tydeligt viser, findes der en begrænset mængde litteratur om problemstillingen, og denne bør generelt undersøges nærmere.

En ph.d.-afhandling af antropolog Bettina Hauge (8) blev fundet via Herlev Hospitals socialrådgiver Mette Juul Hansen, som blev kontaktet telefonisk og spurgt, om hun kendte til undersøgelser om kræftpatienter og arbejdsliv.

Resultater

Resultatet af litteratursøgningen blev et belgisk litteraturstudie af Corine Tiedtke et al. (5), et finsk kvantitativt studie af Taina Taskila et al. (6), og et dansk kvalitativt studie af Dorte M. Rasmussen og Beth Elverdam (7).

Corine Tiedtke et al. (5) har udarbejdet et litteraturstudie, hvor hun undersøgte brystkræftpatienters oplevelse af at være uarbejdsdygtige i behandlingsperioden. Tiedtke et al. (5) har søgt i databaserne PubMed, Psychinfo, Embase og Web of Science med søgeordene ”breast cancer”, ”breast cancer survivor”, ”return to work” og ”employment” kombineret på forskellig vis. Studiet tager udgangspunkt i tre kvalitative og tre kvantitative studier.

Konklusionen i studiet er, at et mindretal arbejder under onkologisk behandling, samt at den største arbejdsreduktion ses seks måneder efter diagnosen, hvilket er under kemoterapibehandlingen (5). Endvidere konkluderer Tiedtke et al. (5), at patienterne oplever at modtage støtte og råd fra arbejdspladsen, samt at uarbejdsdygtige har et stort ønske om at komme tilbage til arbejdspladsen. Begrundelsen er ønsket om at være normal, at arbejdet distraherer fra sygdom samt økonomi.

Et kvantitativt studie af Taskila et al. (6) konkluderer, at der er mere støtte at hente for patienterne på arbejdspladsen end i behandlingssystemet, når man er i behandling for en kræftsygdom. Patienterne var mest tilfredse med den støtte, de fik fra deres kolleger, og der var mest støtte at hente på arbejdspladsen for patienter, som modtog kemoterapi (6).

Rasmussen og Elverdam (7) har udarbejdet et dansk kvalitativt studie, hvori de konkluderer, at på trods af patienternes bekymringer og problemer relateret til at skulle tilbage til arbejdspladsen efter behandling for kræftsygdom, har størstedelen et ønske om at komme tilbage. Dette ønske begrundes med, at arbejdslivet bibringer de fleste mening og tilfredsstillelse, mulighed for socialt samvær, meningsfuldhed og struktur i hverdagslivet, samt at arbejdslivet for mange er en markør for sundhed og velvære (7).

Studiet konkluderer endvidere, at en sygemelding synliggør værdien af arbejdet og betydningen af dette for hverdagslivets struktur. De sygemeldte mister en stor del af det sociale netværk og en del af deres identitet. Nogle beskriver ligefrem, at sygdom er lig med ikke at kunne arbejde (7).

I forbindelse med sin ph.d. har Hauge (8) udarbejdet et kvalitativt studie med det formål at undersøge, hvad der får livstruende syge i behandling med kemoterapi til at gå på arbejde. Gennem  hele afhandlingen bruger Hauge begrebet sygenærvær, som hun definerer således:

”Det fænomen, at mennesker trods lidelse og dårligt helbred, der burde foranledige hvile og fravær af arbejde, alligevel dukker op på deres arbejdsplads.” (Aronsson, Gustafsson & Dallner 2000, oversat af Bettina Hauge).

Sygenærvær kan praktiseres på forskellig vis. Der kan være tale om fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen på et for patienten ønsket timeantal, alene mødedeltagelse, hjemmearbejdsplads med telefon- eller e-mail-kontakt eller udelukkende telefonisk kontakt af ikke arbejdsmæssig karakter (8).

Data er indsamlet ved hjælp af kvalitative dybdegående interview med 16 patienter, heraf 14 patienter med brystkræft som var i adjuverende kemoterapi. Patienterne er fundet på to onkologiske afdelinger i Danmark. Hauge (8) konkluderer, at sygenærvær har fordele og er værdifuldt for den enkelte. Hun når frem til, at arbejdet rummer et særligt potentiale, da det giver mulighed for at tale mere frit med kolleger end med nære pårørende.

De færreste har samme følelsesmæssige tilknytning til kollegerne som til de nærmeste pårørende. Derfor kan det være nemmere at sætte ord på frygt og bekymringer over for kolleger, da de forventeligt bliver mindre følelsesmæssigt berørte end nære pårørende. Alle oplevede desuden stor støtte fra arbejdspladsen ved sygenærværet. Den enkelte oplevede en følelse af at være almindelig og ikke syg. Desuden sås sygenærværet som et modtræk mod hverdagslivets sammenbrud (8).

Sygenærværet konkluderedes også at være værdifuldt i forhold til opretholdelse af identitet, faglige og sociale relationer, forestillingen om at være rask, stolthed ved sit arbejde, tilfredsstillelse ved at bidrage til samfundet og glæde ved at være en del af en gruppe, og det gav mulighed for at kunne fortælle om noget hjemme. Alle arbejdede, fordi de havde lyst til det, og arbejdspladsen oplevedes som et frirum i forhold til rollen som syg (8).

Diskussion

Den valgte litteratur viser, at der er fordele ved at have tilknytning til arbejdspladsen frem for at være fuldtidssygemeldt for patienter med brystkræft, som var i adjuverende behandling. Der er både emotionel og praktisk støtte at hente på arbejdspladsen. Derudover spiller tilknytningen til arbejdspladsen en vigtig rolle i forhold til bibeholdelse af det sociale netværk, opretholdelse af den enkeltes identitet samt struktureringen af hverdagslivet.

Tiedtke et al.s (5). litteraturstudie inddrager to amerikanske, en engelsk og tre canadiske undersøgelser. I modsætning til de to danske studier (7,8) angiver litteraturstudiet (5), at økonomi spiller en rolle for ønsket om at vende tilbage til arbejdet. Denne antagelse undersøttes af andre undersøgelser.

Et amerikansk kohortestudie (9) konkluderer, at 70 pct. af de patienter, der har modtaget adjuverende kemoterapi, er på arbejde efter tre måneder og 90 pct. efter seks måneder. I modsætning hertil konkluderer et hollandsk kohortestudie (10), at patienter med brystkræft i adjuverende kemoterapi i gennemsnit er sygemeldt mellem syv og 11 måneder. Årsagen er formentlig, at mange lande ikke har et tilbud om sygedagpenge, og økonomien derfor kan være drivkraften til at vende tilbage til arbejde.

Taskila et al.s (6) kvantitative studie er retrospektivt, hvilket giver risiko for recall bias. Desuden er risikoen for, at uafstemte forventninger mellem forventet og modtaget støtte udgør en bias, til stede. Modtager patienterne uventet støtte fra arbejdspladsen, kan dette fejlagtigt betyde, at patienterne tillægger denne støtte større betydning, end hvis den blev givet af sundhedspersonalet. På den anden side er det patienternes subjektive oplevelse, der er væsentlig i forhold til problemstillingen.

I Hauges kvalitative studie (8) kan man sætte spørgsmålstegn ved, om alle patienter med brystkræft, som er i adjuverende kemoterapi, vil drage fordel af at praktisere sygenærvær. I studiet har patienterne selv haft et stort ønske om at gå på arbejde. Hvordan ville konklusionen være blevet, hvis man udarbejdede en undersøgelse, hvor en gruppe patienter ufrivilligt praktiserede sygenærvær? Det skal her understreges, at en sådan undersøgelse kan være problematisk rent etisk. Det kan være en confounder, at det er en særlig type patienter, der vælger at gå på arbejde og derfor drager fordele heraf.

Rasmussen og Elverdams (7) konklusioner, at sygemeldte mister en del af deres identitet, en stor del af det sociale netværk samt strukturen i hverdagslivet, understøttes indirekte; Hauges (8) konklusioner, at sygenærværet opretholder identitet, sociale relationer samt opleves som et modtræk mod hverdagslivets sammenbrud.

Konklusion

Ud fra den fundne litteratur kan patienter med brystkræft, som er i adjuverende behandling, drage mange fordele af at have tilknytning til arbejdspladsen (sygenærvær) frem for at være fuldtidssygemeldt.

Patienterne modtager både emotionel og praktisk støtte på arbejdspladsen. Desuden oplever de mere støtte og er mere tilfredse med den støtte, de modtager på arbejdspladsen frem for i sundhedsvæsenet.

Tilknytningen til arbejdspladsen spiller en stor rolle i forhold til opretholdelse af det sociale netværk. Arbejdet giver mulighed for at tale mere frit med kolleger end de nære relationer og giver samtidig den enkelte mulighed for at kunne fortælle om noget hjemme. Derudover er arbejdet med til at strukturere og holde sammen på hverdagslivet.

At fortsætte med at arbejde under sygdom har stor betydning for opretholdelse af den enkeltes identitet samt følelsen af at være normal/almindelig. Tilknytningen fastholder den enkelte i rollen som ”rask” patient, der modtager forebyggende behandling. Patienterne oplever arbejdet som frirum og distraktion fra sygdom tillige som markør for sundhed og velvære.

Tak til Ellen Moseholm Larsen, sygeplejerske, cand.scient.san., for inspiration til denne artikel.

Litteratur

1. Sundhedsstyrelsen. Styrket indsats på kræftområdet – et sundhedsfagligt oplæg, 14. juni 2010, 63.
2. Danmarks Statistik http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1440 (06.12.2010).
3. Sundhedsstyrelsen. Kræftplan II, Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forbedring af indsatsen på kræftområdet, 1. juni 2005;5-70 (13.11.2010).
4. Hvidbog om Rehabiliteringsbegrebet – Rehabilitering i Danmark. Rehabiliteringsforum Danmark og Marselisborgcentret 2004, 70.
5. Tiedtke C, Rijk A, Dierckx B et al. Experiences and concerns about returning to work for women breast cancer survivors: A literature review. Psycho Oncology 2010;19:677-83.
6. Taskila T, Lindbohm ML, Martikainen R et al. Cancer survivors received and needed social support from their work place and the occupational health services. Support Care Cancer 2006;14:427-35.
7. Rasmussen DM, Elverdam B. The meaning of work and working life after cancer: An interview study. Psycho-Oncology 2008;17:1232-8.
8. Hauge B. Kræftramte – på arbejde. Betydninger af et arbejdsliv for livstruende syge. 1. udgave. Sociologisk Institut. Københavns Universitet; 2008 p. 71-110,193-250,283-95.
9. Bushonow PW, Yanqing S, Raubertas RF. Adjuvant chemotherapy does not affect employment in patients with early-stage breast cancer. Poster abstract at the San Antonio Breast Cancer Symposium. November 5-6 1993.
10. Balak F, Corné AMR, Koopmans PC et al. Return to work after early-stage breast cancer. A cohort study into the effects or treatment and cancer related symptoms. J Occup rehabil 2008;18:267-72.