Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg må have været en røvbelastende kollega

Maria Staghøj har altid villet være sygeplejerske og elsker sit job højt. Men i januar 2010 blev hun sygemeldt med stress og har siden måttet erkende, at hendes engagement for patienterne havde taget overhånd og fyldte alt for meget i hendes liv.

Sygeplejersken 2011 nr. 11, s. 22-23

Af:

Christina Sommer, journalist

SY-2011-11-22-1aI godt et år har Maria Staghøj holdt en pause fra arbejdet med akutte patienter: ”Det har gjort mig godt, men jeg vil altid være draget af det akutte, og jeg føler mig også klar til at kunne vende tilbage til feltet igen,” siger sygeplejersken. Foto: Christoffer Regild

Maria Staghøjs mand havde sagt det til hende mange gange: ”Du har fri, skat, og så skal du altså holde fri.” Men lige meget hjalp det den nu 33-årige sygeplejerske. Hun kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på sine patienter og tale om sit arbejde, selvom hun havde fri.

”Jeg har altid haft svært ved at slippe mine patienter efter arbejdstid. Jeg tog stort set alle mine patienter med hjem og tænkte over, om der var noget, jeg kunne have gjort bedre og anderledes. Og hvis jeg fik ræsonneret mig frem til, at det kunne jeg, så kunne jeg ikke tænke på andet, indtil jeg mødte på arbejde igen,” fortæller Maria Staghøj.

Og bare det at gå hjem, når hun fik fri, kunne være en udfordring. ”Jeg blev ofte hængende på afdelingen en time eller to, efter min vagt var forbi, så nattevagter var bedst, for der skulle jeg ikke hente børn.

Jeg fik aldrig afleveret journalerne til tiden, for jeg var ikke særlig god til at koordinere min tid og skulle altid sikre mig, at den kollega, jeg overleverede mine patienter til, fik alt at vide,” siger Maria Staghøj, der foruden at tænke på sine patienter også brugte en del af sin fritid på at ringe til sit arbejde.

”Jeg kunne pludselig komme i tanke om, at jeg havde glemt at skrive et eller andet i journalen, og det måtte jeg jo lige ringe og fortælle en af de andre. Selv når jeg var på legepladsen med mine børn, ringede jeg ofte for at høre, hvordan det gik med forskellige patienter, eller for at være sikker på, at mine kolleger nu ikke havde overset noget. Jeg må have været en af de der røvbelastende kolleger,” erkender Maria Staghøj.

Tre uger i fosterstilling

Det var der dog ingen kolleger, der fortalte hende, at hun var. Og selvom hendes mand og to børn på nu to og 10 år mente, at hun som mor og kone var konstant fraværende, kunne Maria Staghøj længe ikke selv se det.

”På et tidspunkt begyndte min mand at ringe til mig, når han vidste, at jeg havde fået fri. Bare for at sikre sig, at jeg var taget af sted. Jeg blev vildt sur, fordi jeg følte, han stressede mig, men nu kan jeg jo godt se, at han gjorde det af ren omsorg for mig. Jeg var helt derude, hvor jeg tilbød at komme på arbejde, selvom jeg havde fri. Og jeg kunne næsten ikke finde ud af at holde fri. Jeg sad nærmest bare og ventede på, at jeg skulle på arbejde igen,” husker Maria Staghøj, der blev sygeplejerske i 2006, men har arbejdet som ufaglært timelønnet i faget mere eller mindre på fuldtid siden 1997.

Stille og roligt begyndte Maria Staghøjs krop dog at sige fra. Hun fik problemer med at sove efter nattevagter, og det blev sværere og sværere at vende døgnet ved skiftende vagter.

”Mit humør var dårligt, jeg var opfarende og uden overskud og overblik, og jeg påtog mig flere opgaver og mere ansvar på jobbet. En dag sad jeg hjemme i køkkenet og kom til at tænke på, at jeg de sidste dage havde fået hjertebanken og følte, jeg skulle besvime, når jeg stod ved patienterne. Jeg ønskede mest af alt bare at kunne forsvinde og blive væk, og tanken om at skulle på nattevagt lige om lidt gav mig hjertebanken og en fornemmelse af at blive kvalt,” fortæller Maria Staghøj.
Hun bad sin mand om at sygemelde hende og gik i seng.

”De første tre uger lå jeg bare i fosterstilling og græd inde i min seng. Jeg følte mig helt tom, og de obligatoriske fraværssamtaler med min daværende arbejdsplads fremprovokerede angstanfald, da jeg slet ikke kunne sætte ord på, hvad der skete med mig, og jeg kunne heller ikke overskue tanken om en dag at skulle vende tilbage. Jeg følte, jeg var en fiasko for mit arbejde, og at jeg var svag. Jeg er rask igen, men det krævede en sygemelding på tre måneder og rigtig meget arbejde med supervision for at lære at give slip.”
 

En pause fra det akutte

At det skulle komme så vidt, har Maria Staghøj ikke en entydig forklaring på. Måske det kan skyldes, at hun primært har arbejdet på psykiatriske og somatiske afdelinger med akutfunktioner, men også at hun i sit første ”rigtige” job som nyuddannet sygeplejerske på en lukket akut psykiatrisk afdeling pga. sygdom ikke fik den oplæring, hun havde brug for, selvom hun havde været ansat samme sted under sine studier.

”Jeg vidste godt, hvad det handlede om, men at gå fra en position som ufaglært til en ansvarshavende funktion en fredag eftermiddag, hvor afdelingen væltede i rød tvang, resulterede i, at jeg nok påtog mig mere ansvar, end jeg skulle og fagligt formåede. Der var ingen, der skulle komme og sige, at jeg ikke havde gjort det godt nok. Som ny fik jeg ikke den sparring og supervision, som jeg nu kan se, at jeg havde brug for. Og det blev så et mønster, jeg har taget med mig i andre job,” siger hun.

Maria Staghøj tror, at sygemeldingen kunne være undgået, hvis nogle af hendes ledere havde taget fat i hende og sagt, hun skulle tale med en supervisor et par timer hver uge.

”Det kom stille og roligt, for jeg og mange andre sygeplejersker vil virkelig gerne de her patienter, men vi løber stærkere og stærkere, og mange tilbud som supervision og psykologhjælp på arbejdsmedicinske klinikker, når skaden er sket, er sparet væk.”

Efter råd fra sin læge og psykolog og en helt uvurderlig kollega valgte Maria Staghøj at tage en pause fra det akutte område og har siden maj 2010 arbejdet på et heroinprojekt i Københavns Kommune. Hun er blevet bedre til at slippe sit job og patienterne, når hun har fri, men det kræver en bevidst og aktiv indsats.

”Jeg skal f.eks. helst cykle hjem fra arbejde og tænke på noget så simpelt som, at nu træder jeg højre pedal, venstre pedal, højre, venstre, alt imens jeg har musik i ørerne, for det gør det umuligt at tænke på patienterne.”