Studerende i praksis: Observationer fra ventetiden

Jeg havde lovet at følge min far til undersøgelse på hospitalet, og det skulle foregå på en almindelig sengeafdeling. Vi kommer til undersøgelsen kl. 8.00. Vi bliver venligt modtaget af lægesekretæren, som beder os om at vente på sygeplejersken. Vi venter blandt brochurer om kræft, jeg lægger også mærke til en patient, som har blod bag på underbukserne.

Vi prøver at få tiden til at gå med at snakke hyggeligt, selvom vi bare gerne vil have det overstået og komme hjem. Jeg ser bioanalytikeren komme forbi på sin runde. Jeg tænker: ”Hende skulle vi nok lige have haft fat i”, for min far skulle starte med at få taget en blodprøve.

Arkivfoto: IStock

Lidt senere er en sygeplejerske på vej ud ad en dør. Hun ser os, vender lidt omkring og spørger så ind i lokalet bag hende, så vi kan høre det: ”Er der nogen, der har set laboranten?” Jeg er lige ved at svare: ”Ja, det har vi”, og pege. Jeg tager mig i det, men tænker, at det jo er min fars sygeplejerske. Så kommer der en hel masse læger i blå bukser og kirurgtøj, og der bliver stille på hele afdelingen i 10 minutter.

Klokken er nu 20 minutter over 8. Stadig ingen tegn på nogen, der vil snakke med os. Kl. 8.30 kommer sygeplejersken hen til os – og ja, det var hende fra før. Hun præsenterer sig, hilser på min far, men ikke på mig. Jeg tænker, at jeg altid vil huske at hilse på de pårørende, når jeg bliver sygeplejerske. Hun undskylder ikke, at hun er en halv time forsinket. Jeg tror simpelthen ikke, hun tænker over det. Jeg tænker, at hun har spildt vores tid. Hvis hun havde været forudseende og tilrettelagt sin dag ordentligt, ville hun have fået fat i bioanalytikeren til kl. 8-runden, så min far kunne få taget den blodprøve. Jeg tænker også, at hvis hun ikke kunne have nået det, så kunne hun i det mindste undskylde.

Jeg har set det før. I min praktik har jeg været på en afdeling, hvor patienter ofte fik lov at vente. Heller ikke der blev der altid givet undskyldninger ved ventetid. Det er, som om patientens tid ikke er noget værd.

Jeg synes, det er mangel på respekt for patienterne og deres tid, at de skal vente. Selvfølgelig vil der være situationer, hvor det kan ske, men så mener jeg, at personalet bør sige undskyld. Og de pårørende – dem vil jeg huske at hilse på.
PS. Min far kom til undersøgelse efter syv timer, hvoraf blodprøven tog to minutter og undersøgelsen 20 minutter. Men vi var glade, han fejlede ikke noget. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.