Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Går ikke på kompromis med sygeplejen

Beboerne på Hospicegården Filadelfia i Dianalund har lov at være dem, de er, og de erfarne sygeplejersker har ressourcer nok til at yde optimal sygepleje. Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen har været i klinik.

Sygeplejersken 2011 nr. 12, s. 44-45

Af:

Mads Krøll Christensen, journalist

SY-2011-12-44-1a
Foto: Simon Klein-Knudsen

I Dianalund lidt nord for Sorø i Vestsjælland ligger Hospicegården Filadelfia. På hospicet er der plads til 12 beboere, som visiteres fra egen læge eller fra hospitalet.

”Visitationen foregår efter, hvem der har størst behov. Alle er meget syge, og deres situation kan hurtig ændres og forværres, derfor sker der løbende en revurdering”.

”Beboerne er her for at få lindret komplekse symptomer og for at modtage pleje og omsorg til livets afslutning. Vi tilbyder palliative ophold for at lindre symptomerne, så beboeren kan udskrives for at leve og afslutte livet i deres eget hjem.

Ingelise Krüth er en af de i alt 21 sygeplejersker, som er ansat på Hospicegården Filadelfia. Sammen med kollegaen, sygeplejerske Annette Milvertz, har hun inviteret Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i klinik på deres arbejdsplads.

Både Ingelise Krüth og Annette Milvertz har været ansat på Hospicegården Filadelfia, siden det slog dørene op den 1. marts 2010. Og ligesom hovedparten af de øvrige sygeplejersker på arbejdspladsen er de begge meget rutinerede. Ingelise Krüth har bl.a. en årelang erfaring fra psykiatrien med i bagagen, mens Annette Milvertz kan skrive erfaringer fra både den primære og den sekundære sektor på sit CV.

”Det er vidunderligt ikke at skulle gå på kompromis med sin sygepleje, som jeg har oplevet at være nødt til andre steder i sundhedsvæsenet,” fortæller Annette Milvertz.

SY-2011-12-44-1bPlads til det individuelle

De to sygeplejersker viser Grete Christensen rundt på hospicet, der er i ét plan og har form som en trelænget gård. Vægge og loft er holdt i lyse farver, og fra bl.a. store loftsvinduer strømmer solskinnet ned. En lokal kunstner har prydet væggene med malerier i stærke farver. Og 10 af de i alt 12 beboerstuer har udgang mod en fælles sansehave med et utal af farver, lyde og dufte.

”Alle stuerne er indrettet ens. Men beboerne må gerne selv tage ting med hjemmefra, når de flytter ind. Beboerne må også gerne have kæledyr med, så længe de selv passer dem,” fortæller Annette Milvertz.

Der er plads og rum til individuelle ønsker fra beboernes side på Hospicegården Filadelfia i Dianalund. Foto: Simon Klein-Knudsen

Ingelise Krüth supplerer: ”Det er vigtigt, at beboerne kan få lov til, at være den de er, med alt hvad det indebærer. Grænserne er meget vide. Vi mennesker lever vores liv på mange forskellige måder og det skal der være mulighed for på vores hospice.”

Kun ansat sygeplejersker

Ingelise Krüth og Annette Milvertz fortæller, at det frie sygehusvalg betyder, at Hospicegården Filadelfia også har beboere fra andre regioner end Region Sjælland. Ofte er der tale om beboere, som har nære pårørende, der bor i nærheden af hospicet.

”Der er udelukkende ansat sygeplejersker til at varetage den daglige pleje. Dels fordi beboerne og de pårørende bør møde så få medarbejdere som muligt, og dels fordi arbejdsopgaverne er på et højt komplekst niveau,” siger Ingelise Krüth.

Besøget har imponeret Grete Christensen: ”Det er tydeligt, at jeres sygepleje er præget af et stort engagement og en meget høj faglighed. Og jeg har fået flere pointer med fra besøget, som jeg kan bruge i vores politiske arbejde. Jeg tænker på jeres samarbejde med de frivillige, jeres behov for uddannelse, og ikke mindst at vi skal gøre mere for at få sygeplejersker på hospice til at melde sig ind i det faglige selskab.”

Sygeplejerskernes kerneopgaver på Hospicegården Filadelfia

Sygeplejerskernes kerneopgaver definerer de selv som dét at arbejde med systematisk indsigt i de fysiske, psykiske, sociale og åndelige dimensioner i alle symptomer og gener, som den syge måtte opleve. Det kan være specielt plagsomme symptomer i det palliative forløb: Smerter, kvalme, opkast, åndedrætsbesvær, uro, angst, søvnbesvær, madlede og træthed.

Sygeplejerskerne yder en lindrende behandling i form af omfattende pleje, omsorg, lindring og sjælesorg for døende og uhelbredeligt syge mennesker med en fremadskridende dødelig sygdom. Der ydes også støtte, vejledning og sjælesorg til pårørende og senere efterladte.

Der lægges stor vægt på at gøre beboernes sidste tid til en naturlig og væsentlig del af livet. Pleje, behandling og omsorg tager udgangspunkt i det enkelte menneskes individuelle ønsker, behov, værdier og ressourcer. Opgaverne løses i nært samarbejde med beboeren og de pårørende – og med fokus på at bevare og styrke disse relationer.

Kilde: Hospicegården Filadelfia.

Læs mere om hospicesygeplejersker på hjemmesiden for Fagligt Selskab for Palliations- og Hospicesygeplejersker.