Sygeplejersken
Samtalegruppe for børn, som har mistet en forælder
En analyse af 20 referater fra en samtalegruppe for børn, som har mistet deres mor eller far, viser, at børnene er optaget af en række temaer, der går igen fra barn til barn. At tale disse temaer igennem synes at virke fremmende på barnets bearbejdelse af sorgen. Børnene er anonymiserede i artiklen.
Sygeplejersken 2011 nr. 12, s. 58-62
Af:
Helle Nordestgaard Matthiesen, klinisk sygeplejespecialist, master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling
Samtalegrupper for børn, der har mistet en forælder, har siden 2004 været et tilbud fra Det Palliative Team i Århus. Efter en nøje analyse af referater fra møderne kan vi se, at de børn, som har deltaget i samtalegruppen, får viden om og forståelse for deres egen og andres sorg og sorgreaktioner, og at forholdet til den tilbageværende forælder bliver påvirket i retning af mere åbenhed mellem forælder og barn.
”Det hjælper at tale med nogen, man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det,” fortæller et barn i evalueringen af samtalegruppen (se boks 1).
Samtalegruppen ledes af psykolog Charlotte Jensen og forfatteren. Begge har gennemgået uddannelse i samtaletræning, organisering og planlægning af samtalegrupper. Barnet og dets forælder inviteres til en samtale om formålet med samtalegruppen. Ved denne samtale understreger vi, at formålet med gruppen er at tilbyde psykosocial støtte, hvorfor børnene ikke må have andre væsentlige tab eller ubearbejdede traumer. Vi gør opmærksom på regler om tavshedspligt, og der udveksles gensidige forventninger.
Gruppen mødes hver anden uge i to timer og består af 8-10 børn i alderen 12-16 år.
Den teoretiske referenceramme er en kombination af eksistenspsykologi og systemisk tænkning. To teoretiske retninger, der i udgangspunktet har et meget forskelligt fokus. At mennesker lever i hver deres verden, er et fælles udgangspunkt for de to positioner. Hvor den ene teori taler om neutralitet, mønstre og strukturer og tager afsæt i det system, mennesket er en del af, taler den anden om dialog, møde og medleven. Begge teoretiske retninger har fokus på den aktuelle situation i modsætning til f.eks. den psykodynamiske metode, der har fokus på barndommen og det ubevidste.
Den systemiske tilgang tager afsæt i det system, et menneske er en del af. Her har det stor betydning, at hjælperen bevarer sin neutralitet. Neutralitet er her defineret som at være nysgerrig, undersøgende og spørgende. På den måde kan hjælperen bevare overblik og behørig afstand til sagen (4).
Eksistenspsykologiens fokus er at se, møde og forstå det menneske, man sidder over for. Den fortælling, der her udfolder sig, kan være med til at forene fortid, nutid og fremtid (5).
Artiklen bygger på en deskriptiv undersøgelse af 20 referater fra perioden marts 2009 til april 2010. Der er foretaget en narrativ strukturering og efterfølgende en meningsfortolkning af referaterne med henblik på at få indblik i, hvilke samtaleemner der tillægges betydning (6). Børnenes navne er anonymiserede. De børn, der er citeret, har i overensstemmelse med deres forælder givet tilladelse til dette.
Otte ud af ni børn har efter at have deltaget i samtalegruppen besvaret et evalueringsskema. Her beskriver de den positive betydning af sorgbearbejdning i samtalegruppen.
Særligt behov for støtte
Fra undersøgelser af børns sorgreaktioner ved man, at børn, der mister en forælder, har et særligt behov for støtte (1,2). Børnene er udsat for et forhøjet psykosocialt stress, hvor daglige rutiner og hverdagslivet bliver brudt. Barnet kan i forbindelse med forælderens sygdomsforløb og dødsfaldet opleve social stigmatisering og forandring af egen rolle i sociale relationer, også uden for familien. Det kan medføre alvorlige psykiske problemer for barnet. Manglende støtte til barnet giver risiko for, at barnet udvikler depression, angst, lav selvtillid og får problemer med at omgås andre.
Psykolog Peter Clausen beskriver i bogen ”Anvendelse af nyere psykologi” (3), at kærlighed i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at sikre et barns velbefindende på lang sigt. Selv om forældrene er opmærksomme, varme og engagerede, så er dette ikke nok, hvis de ikke forholder sig direkte til deres børn, når børnene er kede af det, bange eller vrede. Børnene får erfaringer med at håndtere deres følelser ved at være sammen med kompetente voksne, som kan håndtere børnenes følelser uden at blive forført af dem. Det betyder, at den voksne må leve sig ind i barnets følelser og må kunne rumme disse følelser, så barnet kan udtrykke, hvad det er ked af eller bange for (4).
Når den tilbageværende forælder efterspørger professionel støtte til at håndtere barnets sorg, kan det måske hænge sammen med ovennævnte forhold. Mange forældre har erfaring for og viden om, hvor store krav deres børn skal kunne håndtere for at opnå et velfungerende liv. Samtidig oplever de måske selv en form for inkompetence og angst. De mangler måske personligt overskud til at skulle tale med barnet og kunne rumme dets svære tanker og følelser som vrede, frygt, angst, sorg, skyld og skam, når de selv er ramt af de samme følelser.
Tegningen, der er udført af otte børn, viser den tid, der er gået fra børnene fik besked om forælderens sygdom, til forælderen
dør, og livet går videre.
Det gule område er glæde før sygdommen, det sorte område er diagnosetidspunktet, det røde område er sorgen, da det gik op for børnene, at forælderen var alvorligt syg, den blå dør er tabet af forælderen, luftrummet er tomhed omkring død og begravelsen, solen er glæde og et nyt liv.
Kirken symboliserer afslutninger og begyndelser.
Analyse af referater
Følgende temaer fremkom ved analyse af referaterne fra samtalegruppen
Genkendelighed ved spejling
Et centralt aspekt ved gruppeprocessen er deltagernes indbyrdes interaktion. Gruppedeltagerne opdager et fællesskab og høj grad af identifikation. Således oplever alle børnene i samtalegruppen genkendelighed i det, de andre børn fortæller, og det giver dem en fælles forståelse i forhold til det at have mistet en forælder. Som en konsekvens af dette fortæller de, at de har fået lettere ved at tale om sygdommen og døden, de er blevet klogere på, hvad sorg er, ligesom de har fået viden om, hvilke reaktioner der kan komme, når man mister en forælder. En pige på 13 år udtrykker det således: ”Det er, som om jeg har fået ryddet op i mine tanker … jeg føler mig ikke så alene mere, det hjælper at tale med nogen, man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det ... jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker ... mine meninger er o.k. ... nu ved jeg, at andre har det ligesom mig ... jeg føler mig ikke alene og anderledes mere.”
Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det, man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre i gruppen opleves som at ”få ryddet op” i tanker og følelser. På den måde bliver individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de oplever genklang.
Hver gang der starter et nyt barn i gruppen, får barnet mulighed for at fortælle om den forælder, det har mistet. Børnene bliver opfordret til at tage en ting med, som de forbinder med deres mor/far. Ud fra dette fortæller de så om, hvem deres mor/far var, hvad de lavede osv. De, som ikke selv kan fortælle, får hjælp ud fra spørgsmål som f.eks.: ”Hvad kunne hun/han godt lide? Hvad kunne du lide at lave sammen med mor/far? Kan du huske, hvornår hun/han blev syg? Er der noget, du særligt husker fra sygdomsforløbet?”
De andre børn lytter under denne fortælling og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt.
Noget karakteristisk her er, at de nye børns fortælling får dobbelt betydning. Dels skaber fortællingen sammenhæng for fortælleren, dels giver fortællingen mulighed for, at de gamle børn i gruppen kan spejle sig i fortællingen. F.eks. udtaler et barn: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham ... det er flot, at han kan fortælle så meget, og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger. Det er rart at få genopfrisket alt det, jeg engang følte og tænkte på, og som jeg næsten troede, jeg havde glemt.”
På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge parter får nye perspektiver. Det nye barn får mulighed for at se, at de gamle i gruppen er et andet sted nu, og de gamle i gruppen kan se, at hun/han har flyttet sig. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle i gruppen kan tage del i, aktivt eller bare ved at lytte. Gruppeprocessen bliver fødselshjælper for nye erkendelser.
Gruppen som et åndehul
Mange af børnene pointerer, at gruppen er det sted, hvor de er i kontakt med deres døde mor/far. En dreng på 12 år illustrerer dette ud fra et postkort med et luftfoto af domkirken i Firenze. Han fortæller: ”Når jeg er herinde, fylder min mor lige så meget som kirken på dette billede ... det er rart, og det gør også indimellem ondt ... men når man taler om det herinde, er det på en måde lettere at slippe det.”
En anden supplerer: ”Det er blevet lettere at snakke om det, som en normal ting ... her får vi mulighed for at tænke tilbage, hvilket kan være svært i en travl hverdag.”
I gruppen kan børnene bringe de ting frem, de i andre sammenhænge synes er vanskelige, og samtidig få inspiration og støtte til at håndtere kontakten med kammerater og voksne i deres omgivelser. Et barn siger: ”Jeg har fået nemmere ved at koncentrere mig, når jeg taler med mine kammerater ... samtalegruppen har gjort, at jeg har fået mere ro i min hverdag.
Børnene oplever, at gruppen er et fristed til eftertanke, et sted, hvor de tør vove sig frem med tanker og følelser: ”I vores gruppe er døden ikke et tabu, og det er selvfølgelig meget vigtigt, da døden er et meget centralt emne.”
Et barn siger: ”Jeg har især været glad for, at jeg herinde kan snakke med alle om alt, hvad der går mig på.”
Oplevelsen af, at der kan tales normalt om døden, deres reaktioner, tanker og følelser, er befriende. Det er vanskeligt i hverdagen, ikke blot i forhold til kammeraterne, men mange af børnene oplever også, at voksne har svært ved at ramme den bølgelængde, de har brug for: ”De vil snakke alt for meget om det, og det kan være ubehageligt og næsten voldsomt.”
Børnene oplever, at mange voksne gerne vil tale med dem, men at de voksne har svært ved at tune sig ind og finde den rette timing. Viljen er der, men børnene oplever, der bliver spurgt til dem i den forkerte sammenhæng og på den forkerte måde.
Gruppen som væksthus
Børnene oplever, at den viden og erfaring, de får i gruppen, kan anvendes i andre sammenhænge. Fra en evaluering efter ca. 1½ år i gruppen siger et barn: ”Jeg tror, jeg er blevet mere åben, mere klar, og jeg tror, jeg har lettere ved at fortælle.”
Et andet barn siger: ”Min far er blevet gladere, efter jeg er begyndt i gruppen, og vi har fået nemmere ved at snakke med hinanden ... jeg har lettere ved at håndtere det hele ... jeg er blevet mere afslappet ... jeg har mere lyst og energi til at leve mit liv.” Børnene erfarer, at de i gruppen har et fælles vilkår, og at det lader sig gøre at komme videre på trods af det vanskelige ved at have mistet en forælder.
Min døde forælders betydning for mig fremover
At bevare en klar erindring om den døde forælder er afgørende for børnene. Børnene har ofte brug for at tale om, hvordan de kan blive ved med at huske deres døde mor/far. Digtet nedenfor er skrevet af en pige, Karen på 14 år, der har mistet sin mor.
”Jeg har mistet min mor, men jeg har også haft hende,
jeg har grint med hende,
men også grædt over hende.
Det har været bedre at være, hårdere og sværere,
jeg har været igennem meget. Hun har også lært mig meget.
Jeg vil hellere gå gennem det og miste hende end aldrig at have haft hende.
Jeg savner hende meget, hendes indflydelse er stor.”
Specielt det, at Karens mor fortsat har stor indflydelse på Karens liv, blev i gruppen genstand for udveksling af tanker. Børnene fortæller, hvordan de fortsat rådfører sig med deres døde mor/far, f.eks. når de skal træffe en beslutning. De har en imaginær dialog med forælderen og oplever stor støtte ved denne dialog. Det at have et beredskab til at blive ved med at huske, og det at kunne skabe kontakt til den døde forælder er noget, der optager børnene. Mange har fået et smykke eller en ting, som kommer til at betyde rigtig meget for dem. Lige før Sørens mor døde, fik han en lille engel og et hjerte lavet i rosenkvarts.
I samtalen om, hvad de to ting betyder for ham, kommer det frem, at de symboliserer værdier hos moderen. Værdier som familie, fællesskab, åbenhed, kærlighed og det, at hun fortsat vil være hans skytsengel. Mange har i deres familie besluttet sig for at holde fast i nogle ritualer på f.eks. mindedage. Ritualer opleves således som en hjælp til at fastholde minder, men får også en symbolsk betydning, noget, der rækker ud over det, man umiddelbart kan se. F.eks. fortæller Sofie, at det armbånd, hun fik af sin mor, kort tid før hun døde, har stor symbolsk betydning for hende. Sofie siger, at armbåndet repræsenterer en meget personlig historie, som Sofie kan lukke op til, hvis hun ønsker det.
Kollage
En konkret metode til at hjælpe børnene med at holde fast i og blive bevidste om, hvilke værdier de ønsker at tage med sig fra deres døde forælder, er arbejdet med kollage. Børnene fik en opgave, hvor de skulle finde temaer, der repræsenterede den døde forælder. Disse temaer skulle de rive ud fra bøger og blade og sætte sammen til en kollage. Nedenfor er et eksempel, hvor Kirsten ved hjælp af seks temaer fortæller, hvad hun anser som nogle af de vigtigste egenskaber ved sin far: ”Åbenhed”, ”Poland”, ”humor”, ”synspunkt”, ”kamera” og ”rødderne af en rose”.
I forhold til åbenhed fortalte Kirsten, at åbenhed betød meget for hendes far. Han var altid parat til at tale, han var humoristisk og havde en stor evne til at se ting fra mange forskellige synsvinkler. Derfor var han i stand til at undgå et fastlåst synspunkt. Hendes far var født og opvokset i Polen, derfor betyder Polen også meget for Kirsten. Kameraet er med, fordi hendes far tog mange billeder. Kirsten fortæller her om et billede, han har taget af hende på den sidste ferie, de havde sammen, et billede, der har en særlig betydning for hende. Om billedet med rødderne på en rose, fortæller Kirsten, at hendes far har givet hende rødder, nu er det hendes opgave at få rosen til at vokse og blomstre.
Næste gang vi mødtes, fik børnene den samme opgave, blot skulle de nu finde de temaer frem, som repræsenterer værdier hos deres levende mor/far og fortælle om dem.
Den nye familie
Mange af børnene oplever at have fået nye roller i familien. Der bliver stillet andre krav til dem, hvilket nogle oplever som urimeligt, andre oplever, at det ikke kan være anderledes. Børnene giver udtryk for, at de er bange for at skuffe og såre og lægge ekstra byrder på den efterlevende forælder. De er meget bekymrede for deres forældres ve og vel og vil gøre meget for at støtte både praktisk og følelsesmæssigt.
En stor udfordring for den nye familie er, når mor/far får en kæreste. Her er et centralt tema, hvordan denne nye person skal placeres i forhold til deres døde forælder. En pige på 14 år fortæller, at det er vigtigt for hende at få fortalt fars nye kæreste, at hun ikke er en erstatning for hendes mor. For hende blev det vigtigt at blive klar på, hvordan man kan bringe et sådant budskab til torvs. Pigen besluttede i første omgang at tale med sin far om det, for at de så sammen på et senere tidspunkt kunne bringe emnet i spil sammen med den nye kæreste. Pigen her var glad på sin fars vegne, for hun kunne se, han havde fået det bedre og var blevet mere glad. En anden havde oplevet, at hendes far også havde fået en ny kæreste, men faderen havde bare ikke sagt noget om det. Affødt af denne oplevelse talte vi om det faktum, at børnene nogle gange må være isbrydere og dem, der tager initiativ til at bringe problemstillinger frem i lyset.
Samarbejde med den tilbageværende forælder
Et andet væsentligt aspekt er samarbejdet med barnets forælder. For at styrke forholdet mellem forælder og barn og familien som helhed inviteres forældrene hvert halve år til at deltage i et møde. For at skabe dialog mellem børne- og forældregruppen har børnene formuleret spørgsmål, som forældregruppen bliver bedt om at reflektere over, mens børnene lytter. Spørgsmålene var anonyme, de var skrevet ned, og papiret blev foldet sammen og lagt i en kurv. På skift trækker en af forældrene et spørgsmål, læser det op og fortæller, hvad han/hun mener. De andre forældre beskriver efterfølgende deres overvejelser.
Spørgsmålene til forældrene lød:
”Hvordan klarer du det hele med at være alene?”
”Hvis du er ked af det, skal jeg så snakke med dig om det eller lade dig være?”
”Bliver I kede af det, hvis vi ikke er hjemme?”
”Kan du se på mig, når jeg er ked af det? Og hvad tænker du?”
”Hvad bekymrer dig mest omkring mig?”
”Hvor tit tænker I på den person, som er væk?”
Flere børn gav på det efterfølgende møde udtryk for, at de følte sig glade og lettede, fordi de havde oplevet anerkendelse og forståelse i forhold til deres spørgsmål. F.eks. blev det påpeget, at det var rigtig dejligt at kunne tage hjemmefra med god samvittighed, fordi de nu vidste, at deres forældre var glade for, at de var sammen med deres kammerater. Fælles refleksioner over børnenes anonyme spørgsmål ser ud til at skabe en forbindelse og en samhørighed, hvor gensidige bekymringer er blevet set, forstået og anerkendt.
Udvikling gennem samtalegruppen
Børnene opnår viden og forståelse for deres egen og andres sorg og sorgreaktioner i den periode, de deltager i samtalegruppen. De oplever i kraft af gruppeprocessen, at egne tanker og følelser er legitime, og bliver bevidste om, hvordan de kan håndtere hverdagsproblemer. De har fået øje for tilgængelige ressourcer hos sig selv og andre, inklusive deres forælder.
Cand.psych. Peter Clausen beskriver, hvordan mennesker, der har været udsat for store forandringer, har glæde af at være en del af en social og kulturel sammenhæng, som tjener til at forene fortid, nutid og fremtid (3). Han argumenterer for, at den biografiske fortælling kan være med til at styrke barnets identitetsfølelse med henblik på at få en sammenhængende opfattelse af dets egen identitet.
Når børnene i så høj grad oplever at blive styrket i samtalegruppen, er det måske netop, fordi de her oplever at være en del af en meningsfuld social og kulturel sammenhæng, hvor hver enkelt barns historie får sin plads. Børnene giver udtryk for, hvordan deres fortælling om at have mistet en forælder over tid bliver en del af deres identitet. Noget, de har forsonet sig med, og at de på trods af tabet finder mening i livet. De oplever og får overblik over sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid både i forhold til dem selv, men også i forhold til andre.
Når børn er særligt udsatte i forbindelse med at miste en forælder, handler det bl.a. om, at de er afhængige af deres forældre. Deres personlighed udvikles i de første relationer og udspiller sig især i nære, personlige forhold. Den tilknytning, som for de fleste forbliver stabil livet igennem, er hos disse børn brudt. Man kunne derfor med rette være bekymret for, hvordan et barn, der mister en betydningsfuld forælder, vil udvikle sig. Imidlertid viser nyere forskning, hvordan barnets identitet videreudvikles, ved at barnet konstruerer og reorganiserer sit eget værdigrundlag ved at integrere den døde forælders værdier. Barnet er i sine refleksioner orienteret mod sin fremtid, men en fremtid, hvor den døde mor/far er med det (3).
Samtalegruppen her vidner om, at der i gruppen opstår meningsskabende og udviklingsmæssige processer. Der er ingen tvivl om, at børn med en normal sorgreaktion oplever positiv betydning af sorgbearbejdning ved at deltage i en sådan samtalegruppe.
Helle Nordestgaard Matthiesen er ansat i Det Palliative Team, Onkologisk afdeling, Århus Universitetshospital.
Link til rapport om samtalegruppen kan fås ved henvendelse til forfatteren.
Litteratur
- Dyregrov A. Sorg hos børn. København: Dansk Psykologisk Forlag, 1992.
- Dyregrov A. Sorg hos børn. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2007.
- Clausen P. Anvendelse af nyere psykologi. Børn og unges vilkår og udvikling i det senmoderne samfund. Århus: Systime; Århus 2004.
- Schilling B. Systemisk Supervision. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2002.
- Jacobsen B. Eksistensens Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag; 1998.
- Kvale S. InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
Nordestgaard Matthiesen H. Group therapy for children who have lost a parent. Sygeplejersken 2011;(12):58-62.
One study shows how group therapy for children strengthens the child's ability to cope with daily life after a mother's or father's death. The children meet together every other week for two hours. The group is led by trained staff who are responsible for the scope and content of the discussion. Analyses of the group's minutes have identified the following themes that children find crucial to discuss:
- Self-recognition reflected in others' experiences.
- The group is a haven
- The group fosters growth
- My deceased parents' significance for my future
- The new family
- Cooperating with the remaining parent.
The children describe how working within the group for about a year provided an overview of grief process they have been through. Offering and securing a framework in which children can receive support in processing their grief after having lost a mother or father should be part of nurses' professional skills. This skill can be developed in a cross-disciplinary collaboration among nurses, psychologists and/or clergy. Alternatively, it should be standard procedure to referral to other relevant providers.
Key words: Grief, grief process, group therapy, children, loss.