Sygeplejerskerne var for langt væk

Illustration: Lars Andersen

I årene op mod kommunalreformen hentede mange kommuner deres hjemmesygeplejersker ind fra lokalcentrene for at samle dem i en ren sygeplejerskegruppe med egen ledelse.

I Roskilde Kommune skete det i 2004, og som andre steder var formålet at give sygeplejerskerne bedre mulighed for at sparre med hinanden og udvikle deres fag.

Indtil da havde hjemmesygeplejerskerne siddet i hjemmeplejegrupper, hvor der sjældent var mere end en eller to sygeplejersker til stede. De var glade for deres nye organisering og det faglige miljø, den skabte. Men det faglige løft havde sin pris, konstaterer Roskilde Kommunes ældrechef Laila Hirschsprung, der dengang var områdeleder i kommunen.
”Det kørte fint, opgaverne blev løst, og sygeplejerskerne fik den faglige sparring internt. Men der var ingen sparring eller samarbejde med det øvrige plejepersonale. Vi lod de kortest uddannede passe de dårligste borgere uden faglig opbakning,” siger hun.

”Jeg husker flere gange, hvor andre medarbejdere havde forsøgt at kontakte sygeplejerskerne for at få råd og faglig vejledning. Men det var der stort set aldrig tid til.”

Dengang var det meget, meget lidt, social- og sundhedshjælper Inge Bødker så til sygeplejerskerne. ”Vi kunne ringe, hvis vi havde et problem. Men der gik lang tid imellem. Det var ikke hver uge,” husker hun. Sygeplejerskerne var simpelthen for langt væk, syntes Dorthe Jensen, der dengang var leder af en hjemmeplejegruppe uden sygeplejersker.

”Hjemmesygeplejersker har jo en tovholderfunktion i forhold til de komplekse situationer, og de er garanter for, at den pleje, hjælperne yder, er i orden. De skal sparre og supervisere og vejlede. Det manglede vi meget i den periode.”

Dorthe Jensen er selv sygeplejerske, og hun måtte ofte gå ind og udfylde tomrummet, for hjælperne var tilbageholdende med at ringe til sygeplejerskerne. De kendte dem ikke og ville ikke forstyrre dem, når de havde telefontid.

Tilbage til hjemmeplejen

Så Dorthe Jensen var glad, da hjemmesygeplejerskerne kom tilbage til hjemmeplejegrupperne. Det skete i 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen.

”Men vi valgte at gøre grupperne så store, at de kunne bære flere sygeplejersker, otte i den mindste gruppe, 12-14 i de andre,” siger Laila Hirschsprung.

”Det tilgodeser både sygeplejerskernes faglighed og samarbejdet med de andre medarbejdere. Og sygeplejerskerne blev faktisk overrasket over, hvor mange hjælpere der havde brug for deres sparring.”

En god model, synes hjemmesygeplejerske Margit Madsen. ”Det er godt, at vi har fælles leder med hjælperne. Det giver mere sammenhæng og gør det lettere at arbejde mod fælles mål hos borgeren,” oplever hun. ”Det kollegiale sammenhold var noget, jeg savnede, da vi sad meget få sygeplejersker sammen, men nu er vi hver dag en gruppe på 3-5 sygeplejersker, så vi kan altid få faglig sparring, og vi kan udnytte, at vi hver for sig har forskellige kompetencer.”

Margit Madsen arbejder ligesom Inge Bødker i hjemmeplejegruppen Margrethekær, hvor Dorthe Jensen er områdeleder. Der er otte sygeplejersker og 32 hjælpere fordelt på tre team. I hjælpergruppen indgår også fire assistenter.

Sygeplejersker og hjælpere møder sammen om morgenen, hvor sygeplejerskerne gennemgår meddelelser fra aften og nat med hjælperne, så hjælperne er forberedt på, hvad de vil møde, hvad de eventuelt skal lægge særlig mærke til osv. Midt på dagen spiser man frokost sammen.

Den løbende kontakt betyder, at der bliver videregivet mange flere oplysninger og observationer fra hjælpere til sygeplejersker, pointerer Dorthe Jensen. ”Hjælperne er gode til at kontakte sygeplejerskerne, men sygeplejerskerne er også meget mere opsøgende end før. Jeg hører tit: ”Ring lige, når du er hos fru Hansen, så kommer jeg forbi.” De tager ansvar for deres team, og det giver mig en stor tryghed som leder.”

Har ansvar for kvaliteten

Inge Bødker er glad for, at det er blevet let at få fat i sygeplejerskerne. ”For nylig fandt jeg en borger død, og der gik ikke mere end fem minutter, så stod sygeplejersken der. Jeg kan også ringe og sige: ”Nu synes jeg, det sår ser sådan og sådan ud, kan du ikke lige komme og kigge for en sikkerheds skyld.””

”Jeg tror, vi har fået mere fokus på, at vi har vores sygeplejefaglige ansvar. Det er blevet mere tydeligt,” siger Margit Madsen.
Hun kan selv planlægge tilsynsbesøg på baggrund af de tilbagemeldinger, hun får fra hjælperne.

”Men jeg gør f.eks. også det, at hvis jeg hører hjælperne snakke meget om en bestemt borger, så tænker jeg: ”Det her må jeg lige se på.” Og så laver jeg en opfølgning på pleje og behandling,” siger Margit Madsen.

Det bedste er, at der er kommet meget mere helhed i plejeforløbene, synes Dorthe Jensen: ”Og både sygeplejersker og hjælpere går ud med forebyggende øjne og griber ind, før en situation når at udvikle sig.”

Som et af de mindre hjemmeplejeområder i kommunen har Margrethekær etableret et samarbejde med to andre områder, så sygeplejerskerne ved, hvor de skal hente den ekspertise, der ikke lige er i deres egen gruppe.

Sideløbende bliver der kørt uddannelses- og udviklingsprojekter fra rådhuset, og Laila Hirschsprung har etableret et fagligt udviklingsråd for sygeplejen til at pege på de områder, der skal sættes ind på.

Den eneste svaghed, ældrechefen kan se i modellen, er, at aften- og natsygeplejerskerne stadig kører meget selvstændigt og til en vis grad isoleret fra den faglige udvikling i den øvrige sygeplejerskegruppe. Det er et skel, hun gerne vil fjerne.
”Og så vil jeg gerne have flere sygeplejersker, så vi kan løfte de komplekse opgaver, vi får.  Min vision er, at der ikke er den borger, vi ikke kan passe hjemme,” siger Laila Hirschsprung.