Studerende i praksis: Så tal dog sammen

Da jeg blev indlagt på kirurgisk afdeling, oplevede jeg, hvordan manglende kommunikation mellem sygeplejerskerne kan medføre, at indlæggelsen bliver en rigtig dårlig oplevelse for patienten.

Jeg var godt 14 dage inde i min praktik, da jeg blev indlagt på en kirurgisk afdeling. Jeg blev modtaget af en sygeplejerske, som kort hilste på og viste mig ind på den stue, hvor jeg skulle ligge.

Højest 10 minutter senere kom en anden sygeplejerske ind på stuen, og hun fortalte mig, at min medpatient var blevet testet positiv for norovirus, og at stuen derfor nu blev en isolationsstue. Det betød, at jeg var i stor risiko for at få virussen og dermed skulle betragtes som smittet.

For mit ophold på sygehuset kom det til at betyde, at jeg sjældent så en sygeplejerske, fordi de kun går ind på isolationsstuer, når det er absolut nødvendigt. Når mine pårørende kom på besøg, skulle de pakkes ind i forklæde, mundbind, handsker og hue, og de skulle stå en meter fra min seng og måtte ikke have fysisk kontakt med mig.

Jeg følte mig helt alene, og det var ikke lige, hvad jeg havde brug for i en sårbar situation. Selve udredelsesforløbet blev forlænget, fordi lægen efter min kikkertoperation ville have mig scannet, men da man ikke ville have smittede personer i CT-scanneren, måtte jeg få en ambulant tid en måned senere.

Konsekvensen var, at min sygemelding fra uddannelsen blev længere, da jeg ikke kunne vende tilbage til min praktikplads på intensiv afdeling, før man havde fået svar på min prøve og kunne garantere, at jeg ikke var smittet med virussen.

I det lange løb kommer det til at koste mig en forlængelse af uddannelsen, da mit fravær bliver for højt til, at jeg kan indstilles til eksamen på modul 11. Alt dette pga. manglende kommunikation mellem sygeplejerskerne.

Da jeg ankom til afdelingen, var man fuldt klar over, at patienten på stuen havde virussen. Havde man været opmærksom på, at alt personale var informeret om dette, og havde man placeret mig på den tomme stue ved siden af, kunne man have sparet mig for meget.

Oplevelsen lærte mig, hvor vigtig kommunikationen mellem personalet er. Det kan få store konsekvenser for patienterne, både under og efter indlæggelsen, hvis personalet ikke taler sammen.

Når jeg tænker tilbage på indlæggelsen, har jeg intet positivt at sige, sådan ønsker jeg ikke, at mine patienter skal have det, når jeg bliver sygeplejerske.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.