Derfor bliver kvinden

Sygeplejersken Stine ønsker mere åbenhed om voldsramte kvinders situation. Derfor har hun sammen med en pædagog fra sin terapigruppe holdt foredrag for sygeplejestuderende. Foto: Christoffer Regild

Det fleste voldelige forhold begynder med en stormende forelskelse og masser af kærlighed, fortæller socialrådgiver i Mødrehjælpen, Marianne Sandfeld.

”Den voldelige mand ser ofte ikke anderledes ud end alle andre mænd, og i begyndelsen af forholdet forguder manden kvinden. Men han har et problem. Han magter ikke at have et ligeværdigt forhold og ønsker at etablere et dominans-underkastelses-mønster,” siger Marianne Sandfeld, der sammen med sine kolleger i Mødrehjælpen hvert år behandler 500-700 voldsramte kvinder i kortere og længere forløb.

Derfor bruger manden mere eller mindre ubevidst forskellige strategier til at opnå dominansen, og det mest virkningsfulde middel er at nedbryde kvinden ved at få hende til at føle sig lille, bange, alene og afmægtig og samtidig afhængig af ham, fortæller Marianne Sandfeld.

”Men det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden. Og første strategi eller trin på det, vi kalder voldstrappen (se boks), er kærlighedsbombning. Manden sætter kvinden op på en piedestal. Han vil være sammen med hende hele tiden og gøre alt for hende, og han fortæller hende konstant, hvor vidunderlig hun er,” siger Marianne Sandfeld.

Op og ned ad voldstrappen

Det lyder måske lidt som en lidenskabelig forelskelse, og kvinden reagerer da også ved at blive smigret og tillidsfuld.

”Men hun tolker hans besidderagtige opmærksomhed som tegn på lidenskabelig kærlighed, og det er jo ikke kun det, der er tale om,” siger Marianne Sandfeld.

Stille og roligt bevæger manden sig videre til de næste trin af i alt ni på voldstrappen.

”Manden begynder med kærlighedsbombning, og så sniger der sig noget psykisk vold ind, så lidt af noget andet og noget tredje, og så lidt kærlighedsbombning igen. Det lyder, som om han planlægger det hele, men det tror vi nu ikke, han gør. Men det er et velkendt mønster, som de fleste voldelige mænd ubevidst følger,” fortæller Marianne Sandfeld.

Bevidst eller ej, lige så stille og roligt, som volden eskalerer, lige så stille og roligt begynder nedbrydningen af kvinden.

”Det kan være svært for kvinden at forstå, at det hele er vold, og hun har også svært ved at forstå, hvad der sker. ”Han mente det nok ikke, nu er han jo sød igen.” Og selvom manden f.eks. kontrollerer kvinden hele tiden, tolker hun det også ofte som tegn på kærlighed, ”Det er, fordi han er så vild med mig, at han vil hente og bringe mig hele tiden.” De færreste kvinder tænker, at der er noget galt, men tvivlen er nok plantet, mange har allerede her en fornemmelse af, at ikke alt er, som det skal være,” siger socialrådgiveren.
 

Mister kontakten til det normale

De fleste voldsramte kvinder lever mange år i det voldelige forhold, før de får mod på at bryde ud. Ikke alle har venner og familie, der kan hjælpe dem med praktiske forhold og økonomi og evt. børn, hvis de vil gå fra deres mand.

Andre grunde kan være håb om, at alt bliver bedre, kærlighed til manden, skam over at skulle opgive ægteskabet eller frygt for, at manden vil skade hende og børnene i forbindelse med et brud. Alt dette forstærkes af, at kvinden i takt med, at volden eskalerer, ofte mister mod og selvværd og ikke mindst kontakten til omverdenen og opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert.

”Manden isolerer ofte kvinden, og det er en meget effektiv måde at bryde et andet menneske ned på. Hun har jo kun ham, og så bliver hun endnu mere afhængig af ham,” siger Marianne Sandfeld.

Fysisk vold optræder faktisk kun i en tredjedel af forholdene, og netop det kan være skyld i, at mange kvinder ikke bryder ud tidligere.

”Den psykiske vold kan være meget værre end den fysiske. I forhold uden fysisk vold bliver mange kvinder forvirrede og ofte i tvivl, om det nu også er vold, de udsættes for, og om det overhovedet er sket,” siger Marianne Sandfeld.

I fasen med forvirring mister kvinden ofte for alvor kontakten til venner og familie, som er trætte af at høre kvinden forsvare sin mand, og hun bliver derfor mere og mere alene med manden. På dette tidspunkt tyer manden også ofte til periodisk belønning. Han fornemmer måske, at kvinden er ved at mobilisere noget modstand, og derfor går han over i den anden grøft og foreslår f.eks. selv parterapi.

”Og her siger mange kvinder, at det er parterapeuten, der åbner deres øjne for, at det er et fuldstændigt vanvittigt forhold, de lever i. For kvinden er det blevet normalt, at manden åbner hendes breve, læser hendes mail og forfølger hende. Så meget har kvindernes grænser rykket sig. Grænserne er brudt ned på så mange områder, at kvinderne simpelthen mister kontakten til alt, der er normalt,” siger Marianne Sandfeld.
 

Plant et frø

Marianne Sandfeld mener, at sygeplejersker, læger og andre offentligt ansatte har et stort ansvar for at hjælpe kvinderne og deres børn.

”Kvinderne er meget svære at genkende. De gør meget for at skjule volden og er ekstremt dygtige til bortforklaringer og undskyldninger,” siger Marianne Sandfeld.

Et råd til sundhedspersonalet er at følge sin mavefornemmelse.

”Hvis man fornemmer, at et eller andet er mærkeligt, kan man med fordel spørge kvinden direkte, udtrykke sin bekymring og vise, at man er villig til at lytte. Det handler om at plante et frø. Afviser hun, skal man nødvendigvis ikke bore mere i det. Men bare det, at kvinden er blevet set og anerkendt og indirekte blevet gjort opmærksom på, at hun ikke lever i et normalt forhold, kan med stor sandsynlighed føre til, at hun kommer tilbage eller søger hjælp et andet sted,” siger Marianne Sandfeld.