Dilemma: Den stationære gamle kone

Under et besøg opdager datteren Jette, som er sygeplejerske, at der er rod i medicinen. Doseringsæsken er erstattet af poser med navn, dato og klokkeslæt. Poserne viser, at Marie ikke har fået sin medicin regelmæssigt.

Jette kontakter Maries læge, som henviser til hjemmesygeplejersken. Hun oplyser, at de ikke kommer hos Marie mere, fordi Marie er en såkaldt stationær patient, som får den samme medicin gennem hele døgnet.

Jette spørger, hvem der så tilser Marie, observerer medicinens virkning, bivirkning og følger udviklingen i Alzheimer. Hjemmesygeplejersken svarer, at pga. besparelser må de ikke besøge stationære patienter mere, men at der kommer en social- og sundhedshjælper og tilser Marie en gang imellem.

Jette oplever at blive afvist uden faglig argumentation, hun er bekymret for sin mor og kontakter atter moderens læge. Han er enig i, at Marie har behov for kvalificeret tilsyn. Det resulterer i, at lægens konsultationssygeplejerske besøger Marie med faste mellemrum.

Lægen sørger for, at en hjælper tilser Marie hver morgen. Jette oplever, at hjemmesygeplejen tilsidesætter fagligheden til fordel for økonomi.

Hvad tænker du?
 

Svar 1.

Et klinisk etisk dilemma defineres bl.a. ved, at en patients ønsker og behov ikke er indfriet. Denne case starter med et problem, der bliver løst for Marie. Der bliver etableret de tilsyn og den hjælp, man ud af casen kan vurdere, Marie har brug for, og den er endda bedre end den hjælp, der initialt blev budt fra hjemmesygeplejerskernes side. Det er datteren Jette, der som privatperson får udvirket, at moderen får den nødvendige hjælp.

Casen er et eksempel på, at det er en fordel i rehabiliteringsforløbet at have et godt netværk. På samfundsniveau er det et etisk dilemma, at ”lige adgang til sundhedsvæsenet bevirker ulige hjælp”. Oplever man som sygeplejerske i sit arbejde, at der opstår sundhedsfaglige svigt på baggrund af mangelfulde ressourcer i hverdagen, skal man ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer synliggøre det.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Marie lider af Alzheimer og må formodes at have svært ved at holde styr på f.eks. medicin i poser. Hun har aldrig tidligere i sit liv fået medicin i små poser, som hun oven i købet skal huske at tage på bestemte tidspunkter.

Det er interessant, at Marie er kategoriseret som stationær, når det ikke er muligt for hende at indtage sin ordinerede medicin. Hvem sikrer, at Marie har forstået den information, der er givet? Det er ikke en mulighed at sige, at Marie har fået ordineret medicinen af sin læge, og derfor kan sygeplejersken trække sig fra opgaven. Der er stadig en forpligtelse til at sikre sig, at Marie får sin medicin, og hvad med opgaven der knytter sig til observationer?

I sygeplejen taler vi ikke om undladelsessynder, men det kunne være gavnligt for den enkelte sygeplejerske at gennemtænke konsekvenserne i forhold til de opgaver, vi ikke udfører, uanset hvor vi sidder i systemet.

Vi er forpligtede til at synliggøre konsekvenserne af ledelsesmæssige og politiske prioriteringer. Hvis vi forholder os tavse, er der fare for, at der bliver mange Marier, og hvad sker der for den Marie, der ikke har en opmærksom datter?

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd.