Studerende i praksis: Mødet med vildbasserne i Tirsdagsklubben

ArkivFoto: iStock

Som sygeplejestuderende på modul 6 var jeg ude i klinik i primær sektor, og for mig betød det seks uger på et plejehjem. Jeg må være ærlig og indrømme, at mine forventninger til netop den klinikperiode var små, og jeg så det som noget, der skulle overstås. I mit hoved var et plejehjem for ældre demente mennesker lig med beboere, som man har svært ved at gøre noget godt for. Men jeg tog fejl.

En dag blev jeg nemlig inviteret med i ”Tirsdagsklubben”, hvor en lille gruppe af demente borgere mødtes for at have en hyggelig eftermiddag sammen. Der blev tændt levende lys og lavet kaffe, man kunne se film, høre musik, eller hvad man ellers lige havde lyst til.

Ideen med Tirsdagsklubben er, at de demente borgere får lidt ekstra ro omkring sig. Personalet forsøger at motivere de ældre til f.eks. at genkalde sig minder fra svundne tider og få nogle samtaler i gang for på den måde at lave lidt hjernegymnastik.

Det var noget af en udfordring, da borgerne enten faldt i søvn eller havde glemt svaret på det, man eventuelt kunne finde på at spørge dem om. Min indstilling var opgivende, og efter 20 minutters stilhed så det hele lidt sort ud, men så skete der noget.

Et spil, bestående af en stor terning med farvede sider og tilhørende kort med tekst og billeder på, blev fundet frem. Spillet gik ud på, at man kastede terningen og derefter trak et tilhørende kort. Et stikord på kortet kunne f.eks. være ”Soldat i uniform”, og så skulle borgeren associere sig til nogle minder eller tanker om teksten. Her kom en ældre herre pludselig i tanke om, at han havde været soldat som ung. Han kunne dog ikke huske hvor, men samtalen om emnet holdt i lang tid, før terningen blev kastet igen.

Videre til næste kort, hvor der stod: ”Der er et yndigt land”, og kort efter brød alle ud i skønsang. De fortsatte endda med de vers, jeg ikke selv kunne huske.

Jeg blev noget forbløffet over, hvordan de ældre kunne vågne helt op og begynde at grine og hygge sig på en måde, som jeg ikke havde set tidligere.

En af borgerne måtte have set mit forbavsede ansigtsudtryk, da hun helt klar og fokuseret kiggede på mig og udbrød: ”Ja. Vi er nogle rigtige vildbasser!” 

Det var en rigtig skøn oplevelse, som jeg sent vil glemme. Jeg gik fra Tirsdagsklubben med et stort smil og skyldfølelse over at have stemplet de ældre, for de havde stadig en masse at byde på, det var bare gemt bag deres demens.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.