Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje til mænd skal være anderledes

Sygepleje til mænd kan og skal adskille sig fra sygepleje til kvinder for at inddrage mændene i plejen på deres egne præmisser. Artiklen er baseret på forfatterens bachelorprojekt.

Sygeplejersken 2011 nr. 3, s. 62-63

Af:

Tatiana Riisgaard, sygeplejerske

Da jeg var i gang med bachelorprojektet i slutningen af 2009, var der mangel på sygeplejersker, arbejdsmæssigt så fremtiden tiltrækkende ud. I februar 2010, da jeg afsluttede studiet, blev jeg sammen med andre nyuddannede sygeplejersker mødt af sygehusenes lukkede døre pga. ansættelsesstop.

Endelig ansat oplevede jeg glæde, men også frustration over de nye arbejdsvilkår. Flere patienter giver udtryk for, at de føler sig forsømte og oversete på trods af personalets bestræbelse på at bibeholde et højt professionelt niveau i tråd med afdelingens værdier.

Når personalet er blevet færre, er vi nødt til at blive mere bevidste om patienternes egne ressourcer og inddrage dem aktivt i sygeplejen.

Artiklens mål er på den baggrund at orientere om kendskab til mænds reaktioner og behov ved sygdom, samt hvordan man imødekommer disse ved hjælp af en kønsspecifik tilgang.

Målet er at aktivere mændenes egne ressourcer, dermed øges effektiviteten af sygeplejen, og patienterne får en positiv oplevelse af indlæggelsesforløbet.

I mit bachelorprojekt ”Sygepleje til mandlige apopleksiramte patienter” har jeg valgt at sætte fokus på mandlige patienter over 65 år. For det første fordi det er netop den gruppe, der udgør den største del af de apopleksiramte, for det andet på grund af en faglig konstatering af, at mændenes behov i dag bliver ringere tilgodeset end kvindernes, for det tredje fordi sygeplejersker mener, at de yder omsorg uden hensyn til patienternes køn, men de indrømmer samtidig, at de opfatter mandlige patienter som værende anderledes end kvindelige.

Uoverensstemmelse mellem sygeplejerskens hensigt om at få en mandlig patient til at åbne sig for at kunne tale om følelser og den mandlige patients behov kan medføre, at hensigten med omsorgen opfattes som grænseoverskridende af mændene.

Ifølge litteraturen (1,2,3) er der et udtalt behov for information og vejledning, som afspejler mænds ønske om at have kontrol over situationen, og som giver dem mulighed for at klare sig selv. Behovene er grundlæggende forbundet med mænds ønske om at bibeholde deres maskulinitet, som opfattes som truet ved sygdom.

Nedenstående behov formuleres af mændene som væsentlige for, at de kan vedligeholde deres maskuline identitet ved sygdom:

  • Information om sygdom og behandling præcist og hurtigt
  • Medbestemmelse
  • Respekt for og støtte til selvstændighed
  • At være beskæftiget og vedligeholde kontakten med arbejdspladsen
  • At personalet tager sig af pårørende
  • At sygeplejersker anvender humor.

Nogle gode råd

Hvis sygeplejersker ønsker at imødekomme mændenes behov, er det væsentligt, at mændene får

  • information om sygdom og behandlingsplan så hurtigt som muligt, primært af læger
  • formidling om funktioner hos det tværfaglige personale, som er involveret i behandlingsforløbet, og tid og sted, hvor personalet kan kontaktes.

Desuden er det vigtigt med

  • inddragelse af patienternes ægtefælle bl.a. i vejledning om livsstilsfaktorer vedrørende kost, da ældre mænds liv ofte er præget af kønsarbejdsdeling, som betyder, at kvindelige ægtefæller står for madlavningen.
  • støtte til pårørende, f.eks. gennem organisering af samtalegrupper
  • hjælp til afklaring af økonomiske spørgsmål, forholdet til arbejdspladsen, oplæring i informationssøgning samt demonstration af, hvordan mændene kan anvende afdelingens ressourcer og hjælpemidler
  • anvendelse af venlig humor i passende situationer
  • påmindelse om kontrol af blodtrykket efter udskrivelsen
  • anvendelse af anbefalinger til kommunikation og dialog med den mandlige patient via web-siden www.sundmand.dk

Tatiana Riisgaard er sygeplejerske på sengeafsnit 5441, Frederikssund, Psykiatrisk center Nordsjælland. Bachelorprojektet kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Litteratur

  1. Simonsen SS. Mænd, sundhed og sygdom – ronkedorfænomenet. Århus: Forlaget Kim; 2006.
  2. White AK. Interactions between nurses and men admitted with chest pain. Cardiovascular Nursing 2003 Apr; 2(1): 47-55.  Available from:
    Escardiocontent.org/periodicals/ejcn/article/S1474-5151(02)00090-7/fulltext Besøgt d. 23. Oktober 2009.
  3. Ølgod J. Mænds behov ved livstruende sygdom. I: Almind G, Hjortdahl P, ed. Medicinsk Årbog 2003. København: Munksgaard; 2002.