Katastofalt at skære i antallet af hjemmebesøg

”Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan en familie har det,” siger sundhedsplejerske Inge-Lise Bøilerehauge (tv). Både hun og kollegaen Birgitte Møller Jensen arbejder med fattige familier på Langeland, og de mener, at hjemmebesøg er essentielle for at kende til problemerne og hjælpe familierne. Foto. Søren Skarby

Sundhedsplejens lille røde bil snor sig mellem de berømte hatbakker på Langeland, der blev dannet under den sidste istid.

De to sundhedsplejersker Birgitte Møller Jensen og Inge-Lise Bøilerehauge viser rundt i Inge-Lises distrikt på den sydlige del af øen. Mellem de smukke bakker ligger stråtækte sommerhuse og velholdte gårde side om side med faldefærdige landbrugsejendomme, der som Inge-Lise Bøilerehauge udtrykker det: ”er så fugtige og utætte, at de ikke burde bruges som menneskeboliger.”

Men det bliver de. De billige landhuse tiltrækker ofte børnefamilier med sociale og økonomiske problemer.

Langeland har 13.000 indbyggere og er en af landets mindste kommuner. Med sine store godser og fattige landarbejderboliger har øen altid været præget af store skel mellem rig og fattig. Men i disse år forstærkes problemerne, fordi Langelands mange ufaglærte har svært ved at finde job.

Sidste år viste en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Langeland ligger nr. 3 på listen over kommuner med flest fattige børn. 8,2 pct. af øens børn vokser op i familier, hvor forældrene kan betegnes som fattige (se boks nedenfor).    

Og problemerne er ikke blevet mindre, efter at Vestas i slutningen af 2010 besluttede at nedlægge sin fabrik på Langeland og fyre 235 medarbejdere.

Der er i alt fire sundhedsplejersker på øen, og de sårbare familier fylder meget i arbejdet. Profilen på de udsatte familier er sammensat: En del er tilflyttere fra f.eks. Lolland-Falster. Andre har altid boet på Langeland og er i en del tilfælde opvokset i familier, der i flere generationer har været på overførselsindkomst. Denne vinter har mange af familierne haft svært ved at få råd til brændsel og ordentligt vintertøj til deres børn.

”Jeg møder da skolebørn, der helt frit fra leveren siger: ”Jeg kan ikke komme på efterskole eller dyrke fritidsinteresser, for det har vi ikke råd til.” Det er ikke noget, de skammer sig over. På småbørnsområdet har vi gjort op, at 53 pct. af hjemmebesøgene er behovsbesøg ud over de fem besøg, vi tilbyder i barnets første leveår. Det vil sige, at familierne virkelig har brug for hjælp. Det kan godt være, at fødselstallet daler, men alligevel stiger efterspørgslen efter vores arbejde,” fortæller sundhedsplejerske Birgitte Møller Jensen, som understreger, at samarbejdet med de familier, der har brug for særlig hjælp, er meget positivt.

Tværfagligt samarbejde

Sundhedsplejen på Langeland har base på det tidligere Rudkøbing Sygehus, der i dag er omdannet til rådhus. I bygningen over for deres kontor bor jordemødrene, og dagplejen har kontor lige ved siden af. I det hele taget er den tætte tværfaglige kontakt til andre faggrupper som jordemødre, socialrådgivere, pædagogisk/psykologisk konsulent og øens særlige børne-/misbrugskonsulent krumtappen i indsatsen over for de dårligst stillede familier:

”Vi har f.eks. en del misbrugsfamilier. I de tilfælde taler vi med vores børnekonsulent på misbrugsområdet, som er uddannet til at tage samtaler med forældre og børn. Som sundhedsplejersker er vores force, at vi kommer i hvert eneste hjem og kan se, hvordan familierne fungerer, og når noget i en familie ikke fungerer, kan vi med det samme få hjælp fra andre fagfolk,” siger Birgitte Møller Jensen.

Hun fremhæver sundhedsplejens tilbud om et besøg hos samtlige gravide som et andet initiativ, der kan bidrage til en tidlig tværfaglig indsats i familierne.

Gæster i familien

Hjemmebesøg og god personlig kontakt er altafgørende i støtten til de sårbare, lyder et af budskaberne fra sundhedsplejen på Langeland.

”I disse år skærer mange kommuner i antallet af hjemmebesøg for at spare penge. Men det er katastrofalt for denne her gruppe. Vi skal jo kun stå på dørtrinnet, så kan vi fornemme, hvordan familien har det. For nylig var jeg f.eks. på besøg hos en familie, hvor jeg kunne mærke, at der var noget galt. Da moderen bød på kaffe, satte faderen sig med ryggen til. Det viste sig, at han var blevet afskediget, og nu var både mor og far arbejdsløse og skulle forsørge to små børn. I mit videre arbejde med familien er det vigtigt at fokusere på, hvordan de klarer problemerne, og hvad de skal prioritere, så børnene ikke lider under situationen,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Sundhedsplejerskerne oplever, at familiernes økonomiske og sociale problemer i en del tilfælde går ud over relationerne i familien:

”At have en god relation og tilknytning mellem forældre og børn har ikke altid noget med penge at gøre. Men vi ser ofte, at desperationen over økonomien kan påvirke forholdene i familien. Så er det måske, at manden slår konen og glemmer børnene. Vi kan også opleve, at familier taler hårdt og nedladende til deres børn. Eller siger: ”Børnene tager ikke skade af at få én over fingrene.” I de tilfælde er det vigtigt, at vi er med til at påvirke familiedynamikken, og det kan vi kun gøre, hvis vi besøger familierne og har en tæt personlig og vedvarende kontakt til dem,” siger Inge-Lise Bøilerehauge.

Hun fremhæver en yderligere fordel ved hjemmebesøg:

”Det er os, der er gæster, og derved får vi også de historier, som kan være svære at fortælle, hvis man sidder i kommunens sundhedshus. Konsultationer i et kommunalt sundhedshus kan være et rigtigt godt ekstra tilbud for familierne. Men det kan ikke erstatte hjemmebesøget. Den viden og indsigt, vi får ved at besøge familierne i hjemmene, giver et værdifuldt grundlag for vores faglige vejledning i familien," siger Inge-Lise Bøilerehauge:

Fedme er et problem

Livsstil og kost er et andet gennemgående tema i sundhedsplejerskernes arbejde:

”Vi har f.eks. nogle gode samtaler med familierne om, at det ikke behøver være dyrt at leve sundt. De kan sagtens lave god mad med billige råvarer som kylling, kål, kartofler og gulerødder,” siger Birgitte Møller Jensen.

I et forsøg på at hjælpe børn med vægtproblemer startede skolesundhedsplejen et projekt op for overvægtige børn, men måtte desværre droppe det igen, fordi børnene ikke dukkede op.

”Når vi ikke har kunnet få fat i børnene, har vi valgt at gå gennem forældrene. Men vi har ikke opgivet og overvejer nu, hvordan vi skal gå videre med børnene,” siger sundhedsplejerske Vibeke Wittenberg.