Øget armod i landkommunerne

Hvad siger du til den børnefattigdom i landkommunerne, som sundhedsplejerskerne fortæller om?

”Det er skræmmende udtalelser fra sundhedsplejerskerne. Jeg er selv vokset op under svære vilkår på Vestlolland i 70’erne, og når man læser sundhedsplejerskernes beretning, er det en beskrivelse af mine oplevelser dengang. Det er ikke blevet bedre. Men forskellen er, at dengang jeg rendte rundt med huller i bukserne og lus i håret, havde de almindelige børn ikke så mange ting som i dag. I dag er børn i fattige familier hægtet af fællesskabet på en helt anden måde end tidligere. Disse børns situation står i skærende kontrast til, hvad samfundet kan og skal acceptere.”

Hvad skal vi som samfund stille op med den udvikling?

”De seneste års stramninger af kontanthjælpen har haft voldsomme konsekvenser for børn. De går direkte fra børnenes sunde mad, fritidsinteresser, mobiltelefon m.m. I efteråret indførte regeringen en ordning med fritidspas, så børn har mulighed for at få betalt deres fritidsinteresser, hvis forældrene ikke har råd. Den slags ordninger skal vi have flere af. Og så skal samfundet blive bedre til at give forældre og børn en tidlig hjælp, der er tilpasset familiens behov.”
”Noget andet er civilsamfundets rolle. Artiklen fortæller om en skoledreng på seks år, der ikke kan komme på skoleudflugt, fordi han mangler en cykel. Hvorfor er der ikke en voksen, der tager fat i de andre forældre og spørger, om de har en cykel stående? Vi lider lidt af systembedøvelse og siger: ”Det tager systemet sig af.” I sin tid gjorde det hele forskellen for mig, at naboer, lærere og pædagoger rakte hånden frem og tog sig af mig.”

Hvad kan sundhedsplejen gøre?

”Samfundet skal ikke skære ned på sundhedspleje og jordemoderhjælp, for det er den tidlige indsats, som kan forebygge senere katastrofer. Samtidig er det vigtigt, at sundhedsplejerskerne får lavet de nødvendige underretninger til det sociale system. Man bliver måske en lille smule mere hårdhudet, fordi man ser nogle ting hver dag, men det er vigtigt, at sundhedsplejersker ikke bliver blinde over for den daglige armod.”