Sygeplejersken
Samarbejde på tværs er nødvendigt
Sundhedsplejerskerne spiller en væsentlig rolle i forhold til de fattige familier, og samarbejdet skal styrkes på tværs af sektorer, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
Sygeplejersken 2011 nr. 4, s. 23
Af:
Julie Winther Bengtson, journalist,
Britta Søndergaard, journalist
Hvad siger du til den børnefattigdom i landkommunerne, som sundhedsplejerskerne fortæller om?
”Historierne viser, at fattigdom ikke kun kan isoleres til belastede sociale boligområder i storbyerne. Det er derimod et landsdækkende problem, som desværre går ud over sundhed og trivsel for børn og voksne i hele landet. Problematikkerne understreger samtidig, hvor vigtig sundhedsplejen er.”
Hvad kan sundhedsplejen gøre?
”Sundhedsplejen gør allerede en stor indsats for at varetage børnenes tarv. Men her kan der være brug for politisk opbakning til flere støttende hjemmebesøg. Desuden kan sundhedsplejerskerne bruge deres viden og erfaring til at vejlede i den vigtige grundlæggende kost, som ikke behøver at være dyr, og i, hvordan familien kan sikre god stimulation af barnet, uden at det koster penge. Samtidig er det vigtigt, at samarbejdet med de sociale myndigheder fungerer i forhold til at give ekstra hjælp til familierne. Det kan være i form af fripladser i daginstitutionerne eller på feriekolonier, hvis familien ikke har råd til at betale. Sundhedsplejen kan også være opmærksom på gratis aktiviteter i familiens nærområde.”
Hvad kunne løsningen på problemet være?
”Sundhedsplejerskerne skal bruges endnu mere aktivt i forhold til de udsatte familier. Man kunne øge det tværsektorielle samarbejde i de familier, hvor forældrene er arbejdsløse, og lægge en særlig indsats her. Deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet vil have den største betydning for familiernes børn og unge. Noget andet kunne være at øge antallet af fripladser i daginstitutioner, SFO’er og klubber og tilbyde flere gratis ferieophold. Desuden er det værd at se nærmere på starthjælpen til flygtninge og indvandrere. Den giver ikke et tilstrækkeligt grundlag at leve for, og vi ved, at det går ud over børnene i form af færre penge til sund mad, cykler, sportstøj og motion i fritiden.”
”Løsningerne koster, men det er gode investeringer, hvis vi kan sikre børnene en sund start på livet og give dem adgang til uddannelse.”