Hvorfor skulle min bror dø?

Foto: Nils Lund Pedersen

Den 10. november 2008 er en regnfuld og blæsende efterårsdag. På Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling ligger den 37-årige pædagog Erik Bech i sin seng. Han er bæltefikseret, og sengen er placeret, så han kigger på gardinerne, som er trukket for.

Vagten ved stuen sidder ved døren, så Erik Bech ikke kan se ham. Der er ingen billeder på væggen, intet fjernsyn og ingen radio, for personalet skønner, at den maniodepressive Erik Bech har brug for at være i et miljø uden ydre stimulanser.

Erik Bech har på det tidspunkt været indlagt for bipolar affektiv lidelse (tidligere maniodepressiv psykose, red.) i syv uger.

Journalerne fortæller om en patient, hvis tilstand umiddelbart bliver forbedret efter indlæggelsen den 28. september. Men efter et par uger får han det igen meget dårligt, og i journalen beskrives han som opkørt, voldsom, åbenlyst psykotisk og i nogle tilfælde aggressiv over for personalet. Erik Bechs forældre besøger deres søn hver dag, og det er i forbindelse med deres besøg mandag den 10. november, at der pludselig sker noget uventet.

”Erik havde på det tidspunkt ligget bæltefikseret i fire døgn.  I forbindelse med vores besøg blev det aftalt, at fodremmene kunne løsnes.  Han var glad for vores besøg, og det virkede, som om han var ved at falde til ro. Han var ikke vred mere, og vi fik en god snak om fremtiden. Han havde ligget fire dage uden at komme i bad, og derfor spurgte jeg sygeplejersken, om han kunne få et bad og komme på toilettet. Det kunne ikke lade sig gøre på det tidspunkt, så Erik måtte igen tisse i en flaske. Da han løftede sædet for at tisse, sagde han: ”Av, min ryg,” hvorefter han faldt bagover i sengen, og øjnene rullede op,” fortæller Erik Bechs far, Jørgen Bech.

Jørgen Bech ilede ud af stuen for at få hjælp. Men for sent. Mens personalet forsøgte genoplivning, blev Jørgen Bech og hans kone ført ind til afdelingens café. 30 minutter senere blev deres søn erklæret død.

God sygepleje blev tilsidesat

Det er to år siden, at Jørgen Bech mistede sin søn. I dag mener Jørgen Bech og hans datter, sygeplejerske Laila Bech Albjerg, at dødsfaldet kunne være undgået. Laila Bech Albjerg har sammen med sin far valgt at fortælle om forløbet til Sygeplejersken, fordi de håber, at historien kan være med til at skabe øget opmærksomhed omkring behandlingen af psykiatriske patienter blandt sygeplejersker.

Laila Bech Albjerg, der arbejder som lærer på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, mener, at principper for god behandling og sygepleje er blevet tilsidesat i forløbet.

”Obduktionen viste, at min bror døde af lungeemboli. Blodproppen havde bevæget sig fra benet. Min bror havde ligget fastspændt i fire dage uden at blive mobiliseret. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lade psykiatriske patienter ligge fastspændt så længe, uden at de kan bevæge sig, når vi ved, hvor afgørende det er at mobilisere patienter. Min bror var fysisk i god form. Han hverken røg eller drak og levede meget sundt. Derfor kom dødsfaldet meget uventet. Jeg undrer mig også over, hvorfor den psykiatriske afdeling ikke i langt højere grad har brugt de pårørendes ressourcer. Erik havde et meget tæt forhold til mine forældre, og i flere situationer tror jeg, at de kunne have hjulpet med at berolige ham. Men det var, som om at personalet slet ikke så på Erik som person og hans relationer til familien. Jeg tror, at personalet kunne have undgået nogle af tvangssituationerne, hvis de havde brugt lidt mere tid på at lære Erik at kende,” siger Laila Bech Albjerg.

Kreativ og velfungerende

Som barn havde Erik Bech en god og harmonisk opvækst sammen med sine tre søskende på Fyn. Han var en lidt tilbageholdende, men velfungerende dreng, der elskede at spille guitar og tegne, og senere brugte han sine kreative evner i uddannelsen som pædagog. 

Da han var 33 år, brød hans bipolare sygdom ud for første gang. Fra 2004 til 2008 var han indlagt tre perioder på Psykiatrisk Afdeling, men trods sygdommen lykkedes det ham at fastholde jobbet som pædagog.

”I de raske perioder levede han et godt liv. Han arbejdede på en skolefritidsordning, og børnene var meget glade for ham. Han rejste som rygsækturist i Asien, havde dykkercertifikat og holdt sig i form. Han havde en god erkendelse af sin sygdom og tog sin medicin,” fortæller Laila Bech Albjerg. 

I september 2008 følte Erik Bech en begyndende mani, og han henvendte sig selv til Odense Universitetshospital for at blive indlagt. Efter kort tid forbedredes hans tilstand så meget, at han kunne besøge sine forældre en weekend.

Men fra midten af oktober gik det ned ad bakke. Erik Bech beskrives i journalerne som tiltagende urolig. På et tidspunkt spillede han konstant meget høj musik, trommede på væggen og forstyrrede de øvrige patienter. Han blev overflyttet til skærmet afdeling, fordi lægerne vurderede, at han var stærkt psykotisk. Her fortsatte han med at tromme på toilettet med det resultat, at en cisterne gik i stykker. På det tidspunkt var han ifølge journalen forpint og uden sygdomserkendelse, slog ud efter personalet og forsøgte at ”nikke skaller”. Overlægen besluttede derfor, at han skulle bæltefikseres, og i en periode fik forældrene forbud mod at besøge deres søn. 

Efter efterårsferien startede Erik Bech på elektrochokbehandlinger, og derefter forsvandt manien. I de følgende uger var han meget trist og ked af det. Journalerne fortæller, at han i perioder var aggressiv, spyttede medicin ud og slog efter personalet. Derfor blev han bæltefikseret med hånd- og fodremme fire dage før sin død.

Ulykkelig og vred

Jørgen Bech besøgte sin søn weekenden før dødsfaldet:

”Erik var meget ulykkelig og vred og spurgte, om han dog ikke kunne slippe for bæltet. Han sagde, at når hans far ikke kunne hjælpe, så var jeg ikke hans far. En frygtelig besked, som viser, hvor fortvivlet han var.”

Jørgen Bech tilbød at sidde ved sin søns side, blot fikseringen kunne blive ophævet. Men han fik at vide, at fikseringen var overlægens beslutning, og at den ikke kunne ændres, før han kom på arbejde mandag. Jørgen Bech forsøgte også at få sin søn udskrevet, så han kunne tage ham med hjem. Han fik imidlertid afslag med den begrundelse, at han var tvangsfikseret.

Den 10. november 2008 om eftermiddagen fik Erik Bech hjertestop. Efter forgæves forsøg på genoplivning, blev han erklæret død klokken 15.53. Forældrene fik overbragt beskeden om dødsfaldet af en overlæge, der også forklarede, at Erik Bech sandsynligvis var død af en stor blodprop i lungen.

”Han sagde, at hvis det var tilfældet, skulle de måske i fremtiden give blodfortyndende medicin til bæltefikserede patienter.  Jeg blev vred og spurgte, om han ikke vidste, at patienter, som var blevet opereret, altid skulle ud af sengen så hurtigt som muligt for at forebygge blodpropper. Men lægen kunne kun beklage,” fortæller Jørgen Bech.

Umiddelbart efter kørte Jørgen Bech og hans kone til Fredericia for at tale med deres datter:

”Mine forældre var stærkt chokerede. Ingen på afdelingen havde tilsyneladende spurgt, om de var i stand til at køre hjem. Det rystede mig, at personalet ikke havde vist større omsorg for mine forældre,” siger Laila Bech Albjerg.

Dagen efter var familien til samtale hos overlægen om forløbet.

”Lægen fortalte, at personalet havde løsnet Eriks venstre ben og højre arm flere gange i de fire dage, han havde været fikseret, men ellers havde de ikke gjort noget for at forhindre blodpropper,” fortæller Laila Bech Albjerg.

Menneskelig kontakt havde gavnet

Erik Bech blev obduceret. Det viste sig, at overlægens teori holdt stik. Erik var død af en blodprop i lungekredsløbet, der udgik fra vener i det venstre ben. Ud over den dræbende blodprop havde Erik Bech adskillige blodpropper, som var op til 13 cm lange. Kort tid efter dødsfaldet skrev Jørgen Bech en klage til Patientklagenævnet. I februar 2010 kom svaret:

Patientklagenævnet konkluderede, at behandlingen af Erik Bech havde levet op til normen for almindelig anerkendt faglig standard.

”Der foreligger ikke evidens for direkte sammenhæng mellem fiksering og udvikling af blodpropper, og der er kun fremkommet beskrivelse af enkelte eller få sygdomstilfælde om en mulig sammenhæng. Der er ikke fra Sundhedsstyrelsen udstedt generelle retningslinjer for blodfortyndende behandling af bæltefikserede patienter,” hedder det bl.a. i svaret fra Patientklagenævnet.

Efter en kerneårsagsanalyse af Erik Bechs forløb besluttede Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital dog at indføre en procedure, så afdelingen i hvert enkelt tilfælde vurderer, om tvangsfikserede patienter skal mobiliseres og behandles med blodfortyndende medicin.

”Det undrer mig, at Patientklagenævnet svarer, som de gør, når afdelingen i Odense samtidig indfører en ny procedure for at forebygge blodpropper blandt tvangsfikserede patienter,” siger Jørgen Bech.

For den pensionerede lærer er tabet af sønnen en sorg, som han aldrig kommer sig over. Han forstår stadig ikke, at indlæggelsen skulle udvikle sig så dramatisk, for Erik Bech var inden sygdomsudbruddet velfungerende og tog sin medicin:

”Der er mange ting i behandlingen af Erik, som vi som pårørende er dybt foruroligede over. Jeg tror, at lidt mere menneskelig kontakt under behandlingen havde gavnet. Vi besøgte Erik hver dag, og jeg mindes ikke at have set personalet ude blandt patienterne. Personalets menneskesyn var efter vores mening koldt. Hvis de havde brugt lidt tid på at lære Erik at kende, tror jeg ikke, det hele var endt på denne sørgelige måde.”