Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sagfører, samarbejdspartner og sjælesørger

Tillidsrepræsentanten skal rumme det hele og være limen mellem ledelse og kolleger. Der er brug for, at flere kandidater melder sig, især de unge skal på banen og sætte sygeplejen på den politiske dagsorden.

Sygeplejersken 2011 nr. 7, s. 26

Af:

Mille Dreyer-Kramshøj, journalist

Det er en stor og udfordrende opgave at være med til at holde sammen på organisationen i en tid, hvor sundhedsvæsenet er ramt af omstruktureringer og nedskæringer.

Men det vil ændre sig, fortæller professor Flemming Ibsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

”Det er en kort, men barsk periode, vi er i nu, hvor sygeplejerskerne oplever fyringer, voldsomme omstruktureringer og effektiviseringer. Det er de store udfordringer, tillidsfolkene står over for i dag, men jeg mener ikke, det vil fortsætte sådan. Hovedproblemet på længere sigt vil blive, at man kommer til at mangle arbejdskraft og sygeplejersker,” siger Flemming Ibsen.

Fremtidens tillidsrepræsentanter vil ifølge Flemming Ibsen komme til at beskæftige sig mere med faglig udvikling og visioner for sygeplejens muligheder i et forandret sundhedsvæsen. I dag er meget af arbejdet løn- og personalepolitisk, men det vil ændre sig med den nye sygehusstruktur.

”Tillidsfolkene kommer til at få mange flere udviklingsopgaver. På sigt bliver der bygget nye, store sygehuse, måske med et helt nyt koncept for helbredelse og sygepleje, så det er en stor opgave at være med til at udvikle det projekt. Hvordan skal det fysiske og psykiske miljø se ud, og hvad lægger man i det hele taget i pleje, helbredelse og behandling? Det er nogle af de ting, man fremover vil komme til at beskæftige sig med,” vurderer han.

Det betyder samtidig, at tillidsrepræsentanternes opgaver og muligheder vil ændre sig i en ny retning. 

”Man kommer til at kombinere det sygeplejefaglige mere med det personalepolitiske, og det vil give nye, spændende opgaver. Men det vil også give muligheder i retning af en karriere i f.eks. HR-afdelingerne på de store sygehuse, så man kan satse på begge dele.”
 

Yngre tillidsfolk er en mangelvare

Det er blevet sværere at rekruttere til tillidsrepræsentantposterne, selvom der i høj grad er brug for medarbejdere, der har lyst til at engagere sig i det politiske og arbejdsmiljørelaterede arbejde.

”Fødekæden er svær at holde i gang. Typisk er tillidsfolk lidt ældre medarbejdere, for det er en tidsrøver, der kan forstyrre familie- og fritidslivet. Mange vil også mene, det generer deres karriereudvikling. Du har ikke tid til at udvikle dig fagligt, hvis du bruger al din tid på tillidsmandsarbejde. Det bliver i stedet en karrieresti, hvor man efterfølgende kan vælges til leder eller blive ansat i forbundet.”

Samtidig er det vigtigt, at man som tillidsrepræsentant har lyst til at navigere mellem kolleger og ledelse og har opbakning fra begge sider:

”Du skal være respekteret af dine kolleger, have en stor portion social kapital og være god til at håndtere personlige og faglige konflikter. Det er vigtigt, du også er respekteret af ledelsen samtidig med, at du er dine kollegers advokat,” siger Flemming Ibsen.

Han peger på, at man måske kan få flere til at interessere sig for tillidshvervene, hvis man frikøber repræsentanternes tid, men det er ikke en optimal løsning:

”Den ideelle løsning er, at kollegerne vælger den bedste blandt ligemænd. Det skal være én, som har et stort personligt og fagligt engagement,” siger han.  

Læs også "Rasmus Olsen arbejder for 800 kollegers vilkår".

Ikke alle har en tillidsrepræsentant

Der er ca. 1.300 tillidsrepræsentanter og 136 fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i Danmark, men ikke alle har en repræsentant. På arbejdspladser med under fem medarbejdere er der ikke krav om en repræsentant, ligesom det ikke er alle steder, der har været en kandidat opstillet. På landsplan har 10 pct. af sygeplejerskerne ingen lokal tillidsperson.

Kilde: DSR Analyse.

 

Tillidspersoner har lang levetid

Selvom det kan være svært at finde en kandidat blandt kollegerne, der har lyst til at være tillidsrepræsentant, er det til gengæld let at få dem til at blive på posten.
I gennemsnit arbejder tillidsrepræsentanterne 5,1 år i deres funktion, mens fællestillidsrepræsentanterne er oppe på 8,5 år.

Kilde: Undersøgelsen ”DSR-tillidsrepræsentanten i et forandret sundhedsfelt” (2007).

Tillidsrepræsentanten flytter ind i det virtuelle rum

www.dsr.dk kan du læse meget mere om, hvilke muligheder du har som fællestillids- og tillidsrepræsentant. Find TR-kompasset i venstre menu på forsiden under ”Tillidsrepræsentant”, eller find dine lokale grupper i topmenuen under ”Karriere & netværk”.

Som tillidsrepræsentant eller fællestillidsrepræsentant kan du deltage i debatter, diskussioner og faglig sparring i grupperne, der er opdelt efter geografi, interesser mv. Du kan f.eks. tilmelde dig en gruppe, der tager udgangspunkt i dit særlige område, hvis du f.eks. er sygeplejerske i forsvaret, arbejder med spædbørn eller lignende. På TR-kompasset kan du læse om bl.a. uddannelsesmuligheder, konferencer, TR-kollegierne, ny som tillidsrepræsentant, eller hvad der sker lokalt i din kreds. Her kan du også se de mest relevante nyheder ved at klikke på den dagsaktuelle presseklipfunktion.

Som tillidsrepræsentant kan du desuden på din profil se, hvem du til hver en tid er tillidsrepræsentant for. I øjeblikket står dine medlemmer listet med medlemsnummer, men en ny og forbedret udgave af ”Hvem er jeg TR for” er på trapperne, og du vil snart kunne sortere i visningen efter navn og afdeling.