Seksualitet er tabu i sygeplejen

Foto: iStock
 

For at kunne tale med patienterne om seksualitet er det vigtigt at vide, hvad begrebet seksualitet betyder, og kende til seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom.

Årsagen til, at det er væsentligt at inddrage patientens seksualitet i plejen, er, at sygdom og behandling griber ind på alle niveauer af patientens eksistens, og ofte er seksualiteten og parforholdet blandt de første steder, hvor en ændret livssituation sætter sig spor (1). Yderligere beskriver WHO seksualitet som et basalt behov og et aspekt af at være menneske. WHO nævner, at seksualitet ikke nødvendigvis handler om samleje, men lige så meget handler om at være sensuel (2).

Sundhedsstyrelsen udgav i 2005 ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser”. Vejledningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens opfattelse af, hvad kravene til autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed indebærer. Denne vejledning beskriver derfor de elementer, som skal inddrages i den sygeplejefaglige dokumentation for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Vejledningen beskriver, at dokumentationen som minimum skal omhandle, hvorvidt patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer i forhold til seksualitet. Ved klage- eller tilsynssager kan manglende dokumentation derfor medføre straf for sygeplejersken, som oftest består af kritik fra patientombuddet eller patientklagenævnet (3).

Set i lyset af denne vejledning har patienterne, såfremt de ønsker det, et reelt krav på, at sygeplejersker inddrager patientens seksualitet i plejen og behandlingen.

En undersøgelse foretaget blandt gynækologiske patienter beskriver, at mange patienter ønsker at tale om seksualitet, og at de har et stort behov for information, som de ofte ikke får. Der er ligeledes flere undersøgelser, der bekræfter, at der foreligger en problematik i forhold til, at mange sygeplejersker ikke taler om seksualitet med deres patienter, som det er påkrævet (4,5). Derfor er det væsentligt at se på, hvilke forhold der kan forhindre samtalen om seksualitet.

En undersøgelse foretaget i England blandt læger og sygeplejersker finder bl.a., at manglende viden og tid er barrierer for samtalen om seksualitet (6).

En mindre spørgeskemaundersøgelse er foretaget blandt sygeplejersker på en gynækologisk sengeafdeling og et gynækologisk ambulatorium i forbindelse med samtalen om seksualitet med kvinder med genital prolaps. Formålet var at afdække og sammenligne eventuelle barrierer på de to forskellige afdelinger.

Spørgeskema til 20 sygeplejersker

Som primær kilde er der indsamlet empirisk datamateriale via spørgeskemaer. Undersøgelsen er udformet som et prospektivt studie med i alt 13 kvantitative og kvalitative, strukturerede spørgsmål, som er opdelt i forskellige temaer: tre spørgsmål om sygeplejerskernes holdning til samtalen om seksualitet, fire spørgsmål om omfanget af samtalen samt seks spørgsmål om de barrierer, der kan forhindre samtalen om seksualitet.

Derudover er spørgeskemaet afsluttet med baggrundsspørgsmål i form af sygeplejerskens alder og køn. Hensigten var at beskrive gruppen af informanter og sammenligne disse.

Inklusionskriterierne for at deltage i undersøgelsen var, at sygeplejerskerne skulle arbejde med kvinder med genital prolaps. I alt blev 15 sygeplejersker fra en gynækologisk sengeafdeling og seks sygeplejersker fra et gynækologisk ambulatorium inkluderet i undersøgelsen. Begge afdelinger er valgt, da det på denne måde vil være muligt at vurdere, hvilke barrierer der kan være ved samtalen om seksualitet på den enkelte arbejdsplads.

Forud for undersøgelsen var der sikret formel godkendelse fra afdelingsledelsen, og alle deltagere var både mundtligt og skriftligt informeret om undersøgelsen.

Undersøgelsen opnåede 15 deltagende sygeplejersker fra sengeafdelingen og fem sygeplejersker fra ambulatoriet. På grund af undersøgelsens begrænsede omfang kan resultatet ikke generaliseres, men må betragtes som hypotesegenererende.

De i alt 20 deltagende sygeplejersker var alle kvinder. Sygeplejerskernes alder på sengeafdelingen fordelte sig mellem 24 og 42 år, hvilket resulterer i en gennemsnitsalder på 31 år. Sygeplejerskerne i ambulatoriet var mellem 32 og 55 år, og de har dermed en gennemsnitsalder på 48 år.
 

Lægens ansvar at tale om sex

I undersøgelsen blev sygeplejerskerne spurgt til, hvem de mente havde ansvaret for at åbne samtalen om seksualitet. Hertil svarede 10 af 15 sygeplejersker på sengeafdelingen, at det er lægens ansvar. Dette mener de fem sygeplejersker fra ambulatoriet også.

Alle sygeplejerskerne mener, at det i meget høj grad eller i høj grad er væsentligt at tale med patienterne om seksualitet, og de blev derfor også spurgt, i hvilken grad de gør dette. Til dette spørgsmål faldt de to afdelingers svar forskelligt ud, se figur 1.  

Af sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarer 12 ud af 15, at de kun i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke taler med deres patienter om seksualitet, mens fire af fem sygeplejersker fra ambulatoriet svarer, at de i høj grad taler med patienterne om seksualitet.
 

Ingen fælles definition på seksualitet

Det ses i undersøgelsen, at sygeplejerskerne svarede på spørgsmålene ud fra forskellige opfattelser af, hvad seksualitet er. Det viste sig ved, at sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarede ud fra en mere omfattende definition på begrebet seksualitet, hvorimod sygeplejerskerne fra ambulatoriet svarede på en måde, der kunne tyde på, at de anser seksualitet som et spørgsmål om at have samleje eller ej.

I et spørgsmål bliver sygeplejerskerne spurgt, om de har en åbning, de ofte anvender til samtalen om seksualitet. Sygeplejerskerne fra ambulatoriet beskriver åbninger med ”har du samliv?” eller ”er du seksuelt aktiv?” Mens sygeplejerskerne fra sengeafdelingen beskriver, at de anvender åbninger som ”i hvilken grad har det haft indvirkning på seksuallivet?” og ”mange patienter i din situation oplever at have seksuelle problemer, er det noget, du har oplevet?”

De sygeplejersker, der havde angivet, at de i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke talte med patienterne om seksualitet, blev bedt om at begrunde svaret, se figur 2.

Grundene var manglende fysiske rammer på afdelingen, manglende tid samt at det kan være grænseoverskridende for patienten. En stor del af sygeplejerskerne svarer desuden, at de mangler viden om især seksualitet og etik og samtaleteknikker. Sygeplejerskerne fra ambulatoriet begrundede den manglende kommunikation med, at de ikke fandt det relevant i forhold til deres arbejdsområde med patienten med genital prolaps.

Resultaterne viser, at der er stor forskel på, om sygeplejerskerne på henholdsvis sengeafdelingen og i ambulatoriet taler med deres patienter om seksualitet. Dette leder umiddelbart til spørgsmålet: Hvordan kan det være, at sygeplejerskerne i ambulatoriet i langt højere grad taler med patienterne om seksualitet end sygeplejerskerne fra sengeafdelingen?

Grunden til den store forskel på de to afdelingers svar kan måske være de forskellige opfattelser af begrebet seksualitet.

Dette kan sandsynligvis skyldes, at spørgeskemaet ikke definerede begrebet seksualitet, så alle informanter havde samme reference i besvarelsen. Derfor kan forskellen i begrebsforståelsen skyldes de forskellige behandlingsmåder, der er i et ambulatorium og på en sengeafdeling, og være årsag til, om sygeplejerskerne mener, at omsorg for patienten indbefatter at tale seksualitet med hende.

Årsagen til usikkerhed om begrebet seksualitet kan også være, at sygeplejerskeuddannelsen ikke inddrager seksualitet i undervisningen. Begrebet seksualitet bliver på den måde det, den enkelte tillægger det. I undersøgelsen ses derfor en usikkerhed om, hvorvidt sygeplejerskerne har svaret ud fra den samme begrebsforståelse.
 

Tvivl om dokumentationskravene

At mange sygeplejersker mener, at det er lægens ansvar at åbne for samtalen om seksualitet, kan tyde på, at der er tvivl om, hvilke mindstekrav der stilles til sygeplejerskers virksomhedsområde i forhold til at afholde og dokumentere samtalen om patientens seksualitet.

Dokumentation i forbindelse med patientens seksualitet ses på nuværende tidspunkt bl.a. i dokumentationsformen VIPS i kategorien ”seksualitet/reproduktion”. Hensigten med dette punkt er, at information om patientens seksualitet skal dokumenteres her (7). Omfanget af samtalen og dokumentationen herfor er med andre ord udtryk for, i hvilken grad Sundhedsstyrelsens mindstekrav er opfyldt.

Sygeplejersker, der bevidst eller ubevidst har fravalgt samtalen om seksualitet, har angivet årsagerne til, hvorfor de i mindre grad eller slet ikke taler med patienterne om seksualitet.

Sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarer, at de mangler fysiske rammer til at kunne tale om seksualitet. Netop de fysiske rammer er meget forskellige på de to afsnit og kan derfor være en afgørende faktor i forhold til, hvor lang tid samtalen om seksualitet varer.

En anden faktor, der gør sig gældende, er sygeplejerskens alder og erfaring.

Undersøgelsen har ikke belyst, om sygeplejerskerne i ambulatoriet har længere erfaring, selv om gennemsnitsalderen er højere end på sengeafdelingen. Derfor kan det kun formodes, at erfaring er en positiv faktor i samtalen om seksualitet.
 

Ikke et obligatorisk fag

Når det diskuteres, hvilke barrierer sygeplejersker kan have for at tale om seksualitet, er det væsentligt at se på, hvilke forudsætninger sygeplejersker har for at tale om seksualitet.

Seksualitet er ikke et obligatorisk fag i uddannelsen, og sygeplejersker har derfor ikke nødvendigvis stiftet bekendtskab med begrebet seksualitet gennem uddannelsen og heller ikke seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom. Måske prioriteres samtalen om seksualitet derfor langt nede i rækken af andre arbejdsopgaver, som sygeplejerskerne skønner mere betydningsfulde. I den forbindelse kan samtalen om seksualitet afhænge af, om der på afdelingen er fokus på og en legitim og åben holdning til emnet. Hertil indgår også lægernes fokusområder og praksis.

På medicinstudiet er seksualitet på lige vilkår med sygeplejerskeuddannelsen ikke en obligatorisk del af undervisningen, og lægerne må derfor stå over for tilsvarende barrierer (8).
 

På bar bund

Flere sygeplejersker svarede i undersøgelsen, at de manglede viden om seksualitetens betydning for patienten og ikke mindst viden om, hvordan en samtale om emnet kan foregå. Hvis seksualitet skal integreres i sygeplejen, er det ikke kun den enkelte sygeplejerskes ansvar, også ledelsen har ansvar for at skabe en høj kvalitet i sygeplejen (9). Et optimalt grundlag for samtalen om seksualitet ville være, at der fælles på hele afdelingen blev reflekteret over, hvordan samtalen skal føres. Refleksionen kan indeholde forskellige emner som f.eks. at blive bevidst om ordvalg og om samtalens indhold (10), se boks 1.

Det kræver ligeledes øget fokus, hvis dokumentationen skal leve op til de mindstekrav, Sundhedsstyrelsen nævner, og ikke mindst, hvis sygeplejersker skal kunne varetage patienternes eventuelle ønske om en samtale om seksualitet.
Denne undersøgelse belyser ikke, hvorvidt patienter med genitalprolaps ønsker og har behov for en samtale om seksualitet, det kunne være interessant at afdække dette i en supplerende undersøgelse.

Video om seksuel sundhed

Litteratur

1. Graugaard C, Møhl B, Hertoft P. Krop, sygdom & seksualitet. København: Hans Reitzels Forlag; 2006.
2. Langfeldt T,  Porter M Sexuality and family planning. Report of consultation and research findings. World Health Organization, Regional office for Europe, Copenhagen; 1986.
3. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser. VEJ nr. 9229 af 29/04/2005 (Gældende). (cited 2010 okt. 19.); p. 1-10.
4. Sommer C, Christensen K. Bryd tabuet – tal om sex. Sygeplejersken 2007;(6):22-3.
5. Jensen P, Højgaard A, Petersen A, Bang L, Karlqvist S, Hviid U, Petersen C. Sexologiske problemer i gynækologien. 2008 (cited 2010 nov. 30.); p. 1-24. 
6. Stead ML, Brown JM, Fallowfield L, Selby P. Lack of communication between healthcare professionals and women with ovarian cancer about sexual issues. British Journal of Cancer 2003;(88):666-71.
7. Björvell C. Sygeplejerskernes dokumentation – en praktisk håndbog. Lund: Catrin Björvell og Studentlitteratur; 2001. 
8. Methling I. Patienter svigtes af læger, der ikke tør tale om sex. 2006 marts (cites 2010 nov. 30.); p.1-2. 
9. Engelund C. Kompetenceudvikling. I: Hertz J, Scharff-Smith B og Zäll E, editors. Organisering og ledelse af sygeplejen. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.
10. Sigaard L. Seksualitet – en omsorgsdimension. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.