Hver tiende ophober psykofarmaka i kroppen

Genetiske variationer gør, at hver tiende dansker er længere end normalt om at nedbryde en række antipsykotiske og antidepressive lægemidler. De aktive stoffer hober sig op i organismen, og langsomme omsættere har en øget risiko for bivirkninger, som kan være ganske alvorlige, f.eks. neurologiske som ufrivillige bevægelser og muskelstivhed, men også kardiologiske.

De langsomme omsættere, poor metabolizers, mangler enzymet CYP2D6, som spiller en vigtig rolle i leverens nedbrydning af omkring 30 forskellige lægemidler.

Den manglende produktion af enzymet betyder, at organismen har svært ved at skille sig af med en række meget brugte antipsykotika, f.eks. Nozinan og Serenase, og med tricykliske antidepressiva som f.eks. Saroten. CYP2D6 spiller også en rolle for omsætningen af opioider, betablokkere og antiarytmika.

Flere kendte genmutationer kan føre til manglende produktion af enzymet, mens andre genvarianter gør folk til særlig hurtige omsættere, ultrarapid metabolizers. For dem er risikoen ikke bivirkninger, men terapisvigt, fordi lægemidlet stort set er ude af kroppen, før det når at virke. De hurtige omsættere er der dog betydelig færre af end de langsomme, i hvert fald i Danmark.
Gentest, der kan afdække, om man har langsom, let nedsat, normal eller ultrahurtig omsætning, begyndte man at udvikle allerede i 90’erne. Målet var individuel medicinering, hvor man på baggrund af en gentest f.eks. kunne give den langsomme omsætter en passende lav dosis fra starten af behandlingen og undgå bivirkninger.

Flere psykiatriske hospitaler i Danmark har i dag taget disse CYP-test i brug. Men de har ikke fået den betydning i klinisk praksis, som man kunne forvente. Hidtil er det hverken lykkedes at dokumentere, at CYP-test giver bedre behandlingsresultater, eller at de sparer udgifter i form af sengedage eller andre omkostninger.

Kim Brøsen, der er professor i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet, beskrev i begyndelsen af 80’erne de genetiske variationer i CYP2D6 og udviklede en tilsvarende gentest. Men han er ikke overrasket over, at CYP-test har fået så begrænset betydning i klinisk praksis.

”Lægemidler er altid et spørgsmål om arv og miljø,” siger han. ”Der er altid en genetisk komponent i, hvorfor lægemidler virker forskelligt på forskellige patienter, og man kan finde de genvarianter, der har betydning for forskellene, men de kan ikke forklare det hele.

Resten ligger i værtsforhold som alder, køn, højde, vægt, race, i miljøpåvirkninger og i samspillet med andre lægemidler.”

Kilde: Brøsen K. Klassisk farmakogenetik. Ugeskrift for Læger 2005, s. 2143-46.