Sygeplejersken
Gennemført hygiejne ruster afdelingen mod MRSA
Stram hygiejne i hverdagen er nødvendigt i en tid, hvor resistente bakterier breder sig. Det har Karkirurgisk afdeling i Kolding lært af et MRSA -angreb.
Sygeplejersken 2012 nr. 13, s. 32-33
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Foto : Nils Lund Pedersen
I foråret 2012 blev Sygehus Lillebælts karkirurgiske afdeling i Kolding ramt af MRSA, og det var en rigtig ubehagelig oplevelse for alle.
Den oprindelige smittekilde blev aldrig fundet, men en del patienter blev ramt, før angrebet kom under kontrol, og det var ikke bare besværligt og tidskrævende, det gik også den faglige stolthed for nær.
”Vi syntes, det var flovt,” fortæller sygeplejerske Nina Damgaard, mens hun tager plastikforklæde på før et forbindingsskift. ”Det var ikke rart at få spørgsmål fra pårørende og patienter, der havde hørt noget om bakterier og Kolding Sygehus. Eller at mærke reaktionen, når man skulle overflytte patienter til andre afdelinger. Men vi er blevet ærekære af den oplevelse, og efterhånden er flovheden ved at blive til stolthed over, at alle faggrupper i afdelingen har en god hygiejne.”
Engangsforklæderne er et eksempel på de mange mindre ændringer, der tilsammen skal forhindre, at smitten spredes, hvis der igen kommer en patient med MRSA. De gamle tunge forklæder er skiftet ud med en lettere model, som nu findes i skyllerum og på samtlige sengestuer sammen med handsker i alle størrelser.
Patienten Ingolf Pedersen skal have tilset og renset et meget langt operationssår fra under knæet helt op til lysken, og da han ligger på firesengsstue, ruller Nina Damgaard en skærm hen foran sengen. De forhæng, der tidligere hang om hver seng, er taget ned, og efter forbindingsskiftet triller Nina Damgaard skærmen ud af stuen og spritter rammen af.
Der skal sprittes hænder utallige gange i løbet af en vagt, og der står hospitalssprit alle vegne, hvor der foregår arbejdsprocesser. Ikke bare i skyllerum og ved håndvaske, men også på kontoret og madvognen. Patienterne får udleveret hver sin håndsprit ved indlæggelsen, og når de går i bad, får de hældt shampoo op i et medicinbæger i stedet for at bruge en fælles literflaske.
Der er ikke længere selvbetjening til drikkevarer, og den medicin, patienterne har med hjemmefra, bliver opbevaret i plastikbokse, én for hver patient.
De nye rutiner skal bare sidde, og det er en aftale, at man godt må huske hinanden på ikke at arbejde med patienterne i lange ærmer og sjælevarmere. ”Det er klart, at det tager længere tid, når personalet f. eks. skal rundt med drikkevarer, i stedet for at patienterne kan tage selv fra en vogn, der står på gangen,” siger Nina Damgaard.
”Men så minder vi hinanden om, hvor træls det var, da vi havde patienter i isolation, og vi kom i lokal-tv.”
”Det var med en patient, der fra at nægte alt, personlig hygiejne, mobilisering, mad, drikke, behandling, endte med at sige ja og endda selv tage initiativet. En skæv eksistens, og dem vil jeg gerne. Vi handlede lidt om sagerne, så han også kom til at bestemme, f.eks. at det ikke skulle være lige nu, men senere.”