5 faglige minutter: Sengebordet sladrer

Hver gang en af mine pårørende bliver indlagt, må jeg tøjle mig selv for ikke at omdanne deres sengebord til Bo Bedre, mens jeg samtidig forsøger at overbevise dem om, at man godt kan have sit eget tøj på under indlæggelsen. I lang tid var jeg sikker på, at min iver efter at medbringe familiefotos og andre personlige ejendele var et udtryk for omsorg og min forkærlighed for indretning og æstetik.

Jeg må erkende, at det langtfra kun er det, det handler om. Når jeg oplever trang til at trimme mine kæres sengeborde, er det ikke tilfældigt. Og når jeg ved hvert besøg pisker rundt og fjerner medicinbægre, halvtomme glas med gammelt saftevand, brugte latexhandsker og tuber med eksplorationscreme, er det heller ikke kun et udtryk for en manisk ordenssans. Sengebordet fortæller nemlig sin egen historie om det menneske, der for en kortere eller længere periode må nøjes med en seng og et bord på hjul som eneste private arena.

Jeg husker det fra min tid i praksis. Jeg ser patienter for mig, som havde så mange blomstervaser på sengebordet, at bordet var omdannet til en underafdeling af den lokale Interflora. Jeg husker patienter, der ikke havde deres egen toilettaske med, og hvis eneste kulturelle input var det krøllede og fedtede Se og Hør, som en venlig sjæl havde hentet i opholdsstuen og placeret på det kaffeplettede sengebord. Sengebordene fortalte deres egne historier, som personalet havde travlt med at læse.

For det betyder noget, hvordan indretningen af sengebordet falder ud.

Men hvorfor skulle vi være fredet for at blive sorteret i farver, segmenter og grupper, fordi vi er syge og indlagt på hospitalet? I mange tilfælde plukker sygdom, smerter og krise fjerene af ellers identitetsstærke mennesker. Det sker, selvom personale og pårørende i mange tilfælde gør alt, hvad de kan, for at blive ved med at se mennesket bag sygdommen. Identiteten blegner, og den enkelte ser sig selv tabe terræn i forhold til mange af de roller, som han/hun normalt udfylder.

Under en indlæggelse skubbes der yderligere til den falmende identitet, når patienten, ofte som noget af det første, iklædes de hvide patientgevandter og lægges under dynen i det hvide sengetøj. Nogle vil finde denne neutralitet befriende, mens andre vil føle den kvælende og skadende for den personlige gennemslagskraft. Og der bliver mere og mere brug for gennemslagskraft under en indlæggelse.

I takt med, at servicen mange steder er proportionalt faldende med udhulningen af pengekasserne, er det nødvendigt at kunne rejse sig fra dynerne og stille de rigtige spørgsmål, måske slå i (senge-) bordet og forsvare sin identitet. Og det er så her, sengebordet ikke kun er et nyttigt møbel, men samtidig en platform, der rummer en massiv signalværdi i forhold til det menneske, personalet møder.

I bedste fald kan personalets afkodning bruges til at forbedre muligheden for at møde mennesket bag diagnosen, i værste fald kan det være med til at skabe ulighed og forskelsbehandling. Men det sker naturligvis ikke, sygeplejersker falder nemlig ikke på halen for billige trick som lødig litteratur, chokolade, familiefotografier, smukke blomster og lækre plejeprodukter. Vi behandler alle lige – eller gør vi?

Blå bog

Eva Hoffmann er 39 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann blev sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008. Hun har p.t. barselsorlov.