"Akuttelefon, det er sygeplejersken"

​

Foto: Simon Klein Knudsen

En kakofoni af ringende telefoner og højtlydt snak lyder i det lille kontor i Herlev. Ved et hævet skrivebord står sygeplejerske og daglig leder Jette Toft omkranset af tre store computerskærme og med røret til øret.

”Akuttelefonen, det er sygeplejersken,” siger hun i munden på de fire andre sygeplejersker, der denne eftermiddag bemander Region Hovedstadens nye akuttelefon.

I den anden ende af den sorte proptrækkerkrøllede ledning lyder høje skrig og hulk. En kvinde har ringet ind for at få hjælp til at håndtere sin søster, der efter Jette Tofts vurdering er psykotisk og skal tvangsindlægges. ”Det er heller ikke nemt for dig,” siger Jette Toft medfølende til kvinden i den anden ende. ”Vil du gerne have, at jeg bliver i røret, indtil politiet kommer?”

Et råb får Jette Toft til at trække røret lidt væk fra øret. Lyden i telefonen er med vilje meget høj, så den erfarne sygeplejerske kan høre alle detaljer. ”Det er udfordrende, at jeg ikke kan se patienterne. Derfor bruger jeg min lyttesans enormt meget i arbejdet,” forklarer hun og eksemplificerer: ”Hvis bekymrede forældre ringer om deres syge barn, og jeg kan høre barnet pludre eller kravle i baggrunden, så er sygdommen højst sandsynlig ikke så alvorlig, som forældrene frygter.” 

Imens Jette Toft taler med borgerne, slår hun op i et fagligt indeks på en af sine skærme, der beskriver symptomer og behandling, som hun kan vejlede ud fra. Mellem hvert opkald har sygeplejerskerne 30 sekunder til at notere opkaldet ned i computersystemet, som kan dele informationerne med regionens akutmodtagelser. Så snart Jette Toft er klar til at modtage et nyt opkald, ringer telefonen igen. Siden telefonen åbnede den 30. januar 2012, er antallet af opkald steget støt. Mellem 400-600 opkald bliver det efterhånden til i hverdagene og 900-1.000 opkald pr. døgn i weekenderne.

En håndværker har fået en metalplade ned gennem pege- og langfingeren. Det har blødt i to timer, og han er i tvivl om, hvorvidt han skal tage på skadestuen. Jette Toft kigger på sin egen hånd for at visualisere patientens sår og anbefaler ham at tage på akutmodtagelsen i Hillerød, hvor ventetiden er kortest. I løbet af den næste halve time henvender borgere sig med alt fra dyrebid til atrieflimmer og forkølelser.

”Det er fra den ene yderlighed til den anden. Man skal være meget omstillingsparat,” siger Jette Toft, der oplever, at især forældre med små børn og ældre, der ikke vil ulejlige systemet, ringer for at få hjælp.

På tavlen bagved hænger et udklip af en artikel om Forbrugerrådets og Lægeforeningens kritik af akuttelefonens reklamer, der også pryder gangene med spørgsmålene om ”ro eller røntgen”. Sundhedsstyrelsen har sidenhen udtalt, at det er i orden, at sygeplejersker stiller diagnoser.

”Vi hører på borgernes problemer og vejleder dem ud fra vores indeks, så de kan få den rigtige behandling og henvende sig på det rette sted,” understreger Jette Toft og vender sig mod tavlen, hvor et læserbrev roser akuttelefonens fantastiske service.
Utrætteligt ringer telefonen endnu en gang, fordi en mor har en søn med skoldkopper, der klør frygteligt meget. Efter et par gode råd om salveindsmøring og et par opklarende spørgsmål om skoldkopper blandt forældrene afslutter Jette Toft samtalen med et venligt: ”God bedring.”