"Det er fedt at studere igen – men det har sin pris"

Foto: Søren Svendsen 

Ups, det var ikke så godt. Der dukkede pludselig en studerende op på afdelingen, som klinisk vejleder Mette Høgsbjerg Holm ikke havde nået at orientere om på forhånd. Og øv, så gik der endnu en weekend, hvor Mettes datter ikke så særlig meget til sin mor, fordi hun skulle studere.

 ”Det har sin pris både på jobbet og derhjemme, at man videreuddanner sig. Det er træls for dem, som det går ud over. Men det er alligevel prisen værd, for uddannelsen er voldsomt relevant for mit videre arbejde, og reelt lider mit barn ikke nogen overlast. For mig personligt er det fedt at studere igen efter at have været ude i praksis i nogle år,” siger sygeplejerske Mette Høgsbjerg Holm, der er klinisk vejleder på gynækologisk/obstetrisk afdeling på Hvidovre Hospital og i gang med en master i klinisk sygepleje på Aarhus Universitet.

Tidnød er et vilkår, når man vil videreuddanne sig og samtidig arbejde. Det må man bare erkende og prøve at prioritere undervejs, hvad man bruger døgnets timer til, opfordrer Mette Høgsbjerg Holm.

Selv erkendte hun i løbet af første modul, at hun umuligt kunne nå de anbefalede 20 timers studieforberedende arbejde om ugen oven i 37 timer på jobbet og familielivet derhjemme. Selv om uddannelsen ”kun” fordrer, at man møder op i Århus to dage om måneden, er der også masser af læsestof, opgaver og en studiegruppe at passe. På den baggrund besluttede Mette Høgsbjerg Holm, at det var timerne på jobbet, der måtte skæres i.

”Jeg gik ind og forhandlede mig til en ugentlig studiedag med løn i de uger, hvor jeg ikke er i Århus. Jeg argumenterede med, at hospitalet gav otte timers forberedelse, og jeg gav 12 i de uger. For jeg vidste godt, at vores oversygeplejerske vil uddannelse rigtig meget, men samtidig mener hun, at man ikke må forvente, at det ikke er hårdt at studere,” siger hun.

Kolleger må trække et læs

Dermed kom Mette Høgsbjerg Holm ned på 30 timers arbejde om ugen til opgaver, som normalt tager 37. Derfor måtte hun igen prioritere.

”Jeg måtte gøre mig klart, hvilke opgaver jeg selv kunne nå, og hvilke jeg måtte bede andre tage sig af,” forklarer hun med en rynke i panden og en hånd, som peger i retning af det sted på hospitalet, hvor kollegerne sidder.

”Jeg har en kollega, en klinisk vejleder, som har måttet yde mere pga. mig. Det er ikke ukompliceret. Det er mig, der får uddannelse. Det gør hun ikke, selv om hun også gerne vil. Hun får i stedet mere arbejde,” siger Mette Høgsbjerg Holm, der synes, at man lige så godt kan se de udfordringer i øjnene, som udløses af videreuddannelse på arbejdspladsen.

En af dem er risikoen for dårlig stemning. Det imødegås bedst ved at have en åben dialog og en ledelse, der står ved beslutningen om, at uddannelse er vigtigt, og at hverdagen skal fungere for alle.

”Samtidig er man nødt til selv at være lidt barsk og stå ved sin beslutning. Hvis man får dårlig samvittighed og prøver at nå det hele, selv om man ikke kan, risikerer man at gå ned med stress. Jeg har oplevet mange kolleger, der blev sygemeldt i slutningen af et uddannelsesforløb. Det blev simpelthen for meget for dem, og jeg har besluttet, at den pris vil jeg ikke betale,” siger hun.

Sådan skaffer man penge

Mette Høgsbjerg Holm blev uddannet sygeplejerske i 2005. Hun har siden ofte tænkt, at det ville være interessant at lære mere, og hun mener, at man som klinisk vejleder bør have en videregående uddannelse. Især når man som hun vejleder studerende i slutningen af sygeplejerske- og jordemoderuddannelserne.

I praksis opstod muligheden for at tage en master lidt tilfældigt. Mette greb chancen i 2010, da sygeplejersker kunne søge penge fra de såkaldte trepartsmidler til kompetenceudvikling, som var aftalt mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Det gav 25.000 kr., hvilket var under halvdelen af prisen på uddannelsen. Men den første bevilling viste sig at blive løftestang for den næste.

Mette Høgsbjerg Holm søgte efterfølgende – efter indstilling fra afdelingens ledelse – penge fra Hvidovre Hospitals uddannelsesmidler. Hun fik ”bid”, og hun har i alt opnået økonomisk støtte på ca. 78.000 kr. Dermed er alt betalt, også undervisningsmaterialer og transport.

Det lyder nemt at få penge, men det er det ikke nødvendigvis. Der var mange kolleger, der fik nej, og Mette Høgsbjerg Holm har selv lagt en del kræfter i at undersøge muligheder for finansiering og skrive ansøgning.

”Jeg brugte i hvert fald 15 timer på at skrive de maks. 500 ord, der var plads til i ansøgningen til hospitalet,” fortæller hun. Det tog så lang tid, fordi hun havde en ambition om både at formulere sine egne visioner og flette argumenter ind, som matchede hospitalets egne strategier, så hun ville være sværere at afvise.

”Jeg var meget strategisk i min ansøgning og også i studievalget, som jeg vidste skulle ligge tæt op ad det sygeplejefaglige for at få støtte. Jeg var inde at kigge på hospitalets visioner, og jeg havde det gode kort, at hospitalet har en politik om, at alle kliniske vejledere skal videreuddannes.”

It-system gav de største frustrationer

 Halvandet år efter den første ansøgning om penge blev sendt, kunne Mette Høgsbjerg Holm begynde på sin uddannelse i september 2011.

Til hendes store overraskelse blev det sværeste ikke at følge med fagligt, selv om det kunne være svært nok at vænne sig til fjernundervisning og den akademiske undervisningsform, hvor den studerende ikke bliver taget nær så meget ved hånden som på sygeplejerskeuddannelsen.

Det mest frustrerende viste sig at være besvær med at håndtere et online studiesystem. ”Alting er elektronisk. Det første, man skal, er at oprette sig i deres informationssystem ”Mit AU”, og det var virkelig besværligt. Det kunne jeg ikke finde ud af, og så skulle jeg ind i ”Aula”, hvor man får den litteratur, man skal læse, og hvor al mulig info bliver lagt ud. Også dér mødte jeg hele tiden forhindringer, og jeg var altid bagefter,” husker hun. ”Men efterhånden gik det bedre med god hjælp fra studiesekretæren og de medstuderende,” siger hun.

Ny viden er allerede i spil

 På første modul er der fokus på sygeplejefagets kliniske praksis. Har Mette Høgsbjerg Holm kunnet bruge den undervisning til noget?

”Absolut. Det har taget et halvt år at vænne sig til undervisningsformen, men jeg har lært en masse undervejs. Især om at søge videnskabelig litteratur og vurdere forskningsartikler. Det er gået op for mig, at der bliver skrevet virkelig meget, der ikke er i top. Og jeg er helt klart blevet meget bedre til at vurdere forskningsartikler, end jeg var før,” siger Mette, der i dag er 32 år og forventer, at uddannelsen vil være en gevinst i resten af arbejdslivet.

Hun har også haft glæde af en gennemgang af sygeplejefagets historie, hvor de studerende f.eks. så på, hvorfor tendensen til egenomsorg opstod i 1980’erne.

”Den slags havde jeg ikke forstået en lyd af, da jeg var sygeplejestuderende. Det kan jeg nu, fordi jeg har noget praksis at have det i. Samtidig er det skønt at sidde på et hold med studerende, der har en kæmpe klinisk viden, som de deler ud af. Det spiller rigtig godt sammen med undervisernes forskningsbaserede tilgang,” siger hun.

Mettes afsluttende opgave på modul 1 handlede om patientdeltagelse i de accelererede forløb, som kvinder, der får fjernet livmoderen på Hvidovre Hospital, er igennem.

”Kvinderne udskrives to dage efter operationen, og jeg konkluderede, at det er de ikke klar til, for det har vi faktisk ikke forberedt dem ordentligt på,” fortæller Mette Høgsbjerg Holm, som altså allerede efter få måneder på skolebænken kunne bidrage med konstruktivt input til afdelingen.