Hun stod med 11 sårede pirater

Foto: Nils Lund og Polfoto

Selvom hun befandt sig på skibets hospital, kunne Kirsten Mollerup høre, at der blev fyret en lang skudsalve af fra et af de tunge maskingeværer på dækket udenfor. Det var lige omkring daggry, og kort forinden var det danske krigsskib Esbern Snare blevet beskudt af formodede, somaliske pirater ved Afrikas Horn, og nu skød skibets soldater igen. Kirsten Mollerup havde sammenlagt været på mission med søværnet i fire måneder, men situationen denne majmorgen i 2011 var usædvanlig. Foran hende ventede en dag, der ville blive den mest intense og udfordrende i hendes karriere som anæstesisygeplejerske.

Det anede hun fortsat ikke, da telefonen ringede på det flydende hospital kort efter skudvekslingen. I den anden ende var skibets eneste læge, som fulgte situationen tæt fra kontrolrummet et par dæk længere oppe. Han fortalte, at ingen af skibets egne folk var kommet til skade, men at hun til gengæld skulle gøre klar til fem hårdt sårede somaliere. Da der kun var plads til fire på skibets hospital, der består af tre små rum, besluttede Kirsten Mollerup at oprette et akut felthospital på Esbern Snares indvendige dæk. Samtidig nåede hun at tænke, at de ikke havde noget blod, og at de ikke havde særlig meget udstyr til rådighed.

Hun var den eneste sygeplejerske om bord, men en del andre hænder kunne tage fat. Der var skibets sanitetsmand, og så var der køkkenpersonalet, som i søværnet hjælper til på hospitalet, når der er brug for det.

”Jeg fortalte sanitetsmanden, bageren, kokkene og opvaskerdrengene, at vi skulle have gjort drop og et bord klar. Vi havde ikke feltsenge nok, så vi måtte rulle brune skraldesække ud, som vi kunne lægge dem på,” fortæller Kirsten Mollerup tilbage i sin lejlighed i Odense.

Det gik dog snart op for hende, at de skulle rulle endnu flere sække ud. ”Da frømændene kom ind på skibet med de sårede, råbte en af dem: ”Der kommer 11.” Der tænkte jeg: Pis!”

På eventyr i forsvaret

Det var anden gang, at den 39-årige Kirsten Mollerup var af sted som militærsygeplejerske på et dansk krigsskib. Til daglig arbejder hun som anæstesisygeplejerske på Odense Universitetshospital (OUH), men i 2007 meldte hun sig til forsvaret, fordi hun savnede ekstra udfordringer og havde en udlængsel og en eventyrlyst, hun måtte udleve. Først var hun udsendt med hæren i Afghanistan, før hun i 2008 tog til Afrikas Horn for søværnet, der siden det år har forsøgt at beskytte den internationale skibsfart mod somaliske pirater i området. På krigsskibene er der en præst, en jurist, et par tolke, køkkenpersonale, en læge og en sygeplejerske foruden de omkring 150 marinesoldater.

For Kirsten Mollerup begynder de fleste dage modsat morgenstunden i maj roligt. Efter morgenmaden går hun typisk ned på hospitalet, hvor folk fra besætningen skal møde op, hvis de er syge. For det meste er det problemer med dårlig mave, fodvorter og knopper, de kommer med. Hvis de ikke fejler noget særligt, bruger Kirsten Mollerup resten af dagene på at gå rundt med sin kaffekop mellem soldaterne. Aldrig har hun oplevet det som et problem, at der kun er omkring 15 kvinder om bord.

”Hjemme bliver jeg tit spurgt, om der er nogle søde, og jeg svarer altid, at der er 160 søde mennesker om bord, og at de alle har respekt for én.”

Samtidig påpeger hun, at en af sygeplejerskens vigtigste funktioner på skibet er at være social og tale med besætningen:
”Man bliver involveret i soldaternes problemer og glæder. Jeg tror, det er ret befriende for dem, at der kommer én udefra uden rang, som de kan tale med.

Frømænd i operationstøj

Anæstesisygeplejerskens sociale funktion trådte imidlertid i baggrunden til fordel for den faglige, da de 11 sårede somaliere kom ind på felthospitalet. Kirsten Mollerup husker, at patienterne var meget stille, selvom én var skudt gennem venstre lunge, en anden var skudt i siden, mens en tredje var ramt gennem begge ben.

Hos den værst tilredte var projektiler gået gennem hans arm, bækkenet og det ene knæ, og både hans fod og hans hånd var skudt i stykker. Hvis han var kommet ind på en traumeafdeling i Danmark, ville han nok have overlevet, men fordi der kun var én læge og én sygeplejerske, måtte lægen prioritere. Under sin triagering vurderede han, at det ville tage minimum seks timer at operere ham, og at to af de andre ville dø, hvis de ikke blev behandlet inden da. Lægen besluttede derfor, at de måtte nøjes med at give ham noget smertestillende og lade ham ligge. En overkonstabel holdt ham på panden, da han kort efter døde.

Da klokken var ni om morgenen, bedøvede Kirsten Mollerup den første formodede pirat. Hun havde været vågen i tre timer og havde ikke fået morgenmad. Der havde ikke været tid til det, men hun nåede at tage en tår vand, inden hun gik i gang en smule stresset. I modsætning til afdelingen på OUH er der ikke en anæstesilæge på skibet, som vurderer patienterne, inden Kirsten Mollerup går i gang.

”Det er fuldstændig min vurdering, hvordan jeg vil bedøve. Men jeg tænkte, at selvfølgelig kunne jeg det,” siger hun og fortsætter:
”Sådan er det ofte, hvis man er den eneste, der kan noget. Så kan man, når man skal.”

I løbet af de næste 24 timer blev alle de 10 sårede somaliere opereret. I begyndelsen var det Kirsten Mollerup, lægen og køkkenpersonalet, der stod for operationerne, men i løbet af dagen trak flere af frømændene i det sterile operationstøj og assisterede, så godt de kunne. Da udstyret var knapt, var operationerne krævende. Ingen havde forestillet sig, at de akut skulle operere så mange, og at de kunne løbe tør for både forbindinger, antibiotika og i.v.-væske og måtte sænke kravene til hygiejnen.
”Jeg måtte køre med den samme respirationsslange og de samme fire sprøjter i tre døgn. I Danmark ville man skifte mellem hver patient, men jeg havde ikke flere, fortæller Kirsten Mollerup.

På OUH er der en anæstesisygeplejerske tilknyttet hver narkosepatient, men på skibet skulle Kirsten Mollerup være der for alle de sårede. Derfor måtte hun hurtigt oplære præsten og skibets smede i at holde øje med somaliernes blodtryk og vejrtrækning.
”Det var helt fantastisk at opleve, at alle hjalp til, og at det fungerede.”

Omsorg for pirater

Efter at Kirsten Mollerup er vendt hjem, er hun flere gange blevet spurgt, hvorfor søværnet bruger ressourcer på at behandle de formodede pirater. Det er en humanitær indstilling, at man hjælper mennesker i nød. Også selv om det er folk, der har skudt på én selv. Derfor skal de formodede pirater have hjælp, mener Kirsten Mollerup.

”De bliver behandlet ordentligt, men får et minimum af omsorg. Det er lidt det samme, som hvis man i Danmark får én ind, der har slået et andet menneske halvt ihjel. Han får det, han har ret til, men man yder mere omsorg over for den, det er gået ud over. Sådan har man det som menneske,” siger hun og understreger, at hun havde reageret anderledes, hvis det var 10 sårede danskere, der var kommet ind.

”Så havde jeg været presset på en helt anden måde. Man kommer tæt på hinanden på skibet, og det vil være noget andet, hvis det var ens venner, der lå og var skudt i stykker,” siger hun.

Anæstesisygeplejersken har kontrakt med søværnet indtil 2014, og hun regner med, at hun skal af sted igen. For hende er blandingen af at være militærsygeplejerske og hospitalssygeplejerske ideel, og hun ønsker ikke at blive fastansat i søværnet.
”Hvis jeg blev fastansat, ville jeg miste min rutine, og om et år ville jeg have svært ved at håndtere en situation som den i maj. Man får træningen i sit daglige arbejde, og det er en fordel. Samtidig får afdelingen på OUH også noget igen, fordi jeg lærer andre ting af at være udsendt,” fortæller Kirsten Mollerup.

Hun fortæller dog, at vekslingen mellem de to arbejdspladser kan være svær, når hun lige er kommet hjem fra en sejlads:
”Jeg skal altid lige vænne mig til, at jeg ikke må gøre alting selv, når jeg vender tilbage på arbejde.”

Soldaterrespekt

Et døgn efter skudvekslingen havde Kirsten Mollerup og lægen fortsat ikke sovet, men de kunne med glæde konstatere, at 10 ud af de 11 sårede var i live og infektionsfrie på trods af det knappe udstyr. I dagene efter blev flere af somalierne opereret igen, og ellers havde sygeplejersken travlt med at holde deres sår rene. Samtidig blev der sendt en ekstra læge, to ekstra sygeplejersker og masser af nyt udstyr ned til dem, men trykket var taget af, da de endelig nåede frem.

Siden er det blevet besluttet, at der fremover både skal være en skadestue- og en anæstesisygeplejerske på de danske krigsskibe ved Afrikas Horn, så man er bedre rustet, hvis mange igen skal behandles på én gang.

Selv er Kirsten Mollerup glad for, at hun var med til at klare de udfordringer, de stod i. Episoden i maj lærte hende meget, og hun følte bagefter, at dagen ændrede flere af soldaternes syn på lægen og hende selv.

”Der var en anden respekt for os bagefter. De syntes, at det var imponerende, og de vidste nu, at jeg som sygeplejerske kunne andet end at behandle fodvorter og søsyge.”

Sygeplejerske i søværnet

Man kan blive fastansat som sygeplejerske i forsvaret, eller man kan blive ansat på en fireårig kontrakt, der kan forlænges med to eller fire år. For at blive ansat skal man bestå en optagelsesprøve, en fysisk test og en helbredsundersøgelse. Oveni skal man gennemføre en femugers basisuddannelse og tre modulers efteruddannelse i international politik, medicinsk etik, katastrofehåndtering, tropemedicin og hygiejne.

Hvis man har kontrakt med forsvaret, har ens arbejdsplads pligt til at give fri, hvis det bliver varslet tre måneder i forvejen. Ofte bliver man dog sendt af sted med kortere varsel.

Kirsten Mollerups erfaring er, at man som sygeplejerske i søværnet skal kunne være væk hjemmefra, kunne leve tæt sammen med andre og kunne indordne sig efter faste rutiner. Derudover skal man have faglig selvtillid og være god til at få tiden til at gå de dage, hvor der ikke er meget sygefagligt arbejde at udføre.