"Jeg er opdateret med den nyeste, relevante viden"

Sygeplejersker i kommunerne kommer ud, hvor borgerne lever hverdagen. Herude lykkes sygeplejerskens arbejde for bedre sundhed og rehabilitering kun, hvis man tager udgangspunkt i den enkelte borgers måder at mestre livet på, mener Marianne Mahler. Foto: Søren Svendsen.

Sygeplejersker i kommunerne kommer ud, hvor borgerne lever hverdagen. Herude lykkes sygeplejerskens arbejde for bedre sundhed og rehabilitering kun, hvis man tager udgangspunkt i den enkelte borgers måder at mestre livet på, mener Marianne Mahler. Foto: Søren Svendsen.

Der var alt for lange udsigter til et job som historiker, da Marianne Mahler var færdig med sin første uddannelse i 1977. Så hun valgte at blive sygeplejerske, og lige siden er det gået støt derudad med at bygge mere læring på.

”Jeg kan ikke læne mig tilbage. Jeg er nødt til at følge med og få nye perspektiver på det, som jeg går og laver. Det har været rigtig sjovt undervejs. Jeg nyder, at mine øjne bliver åbnet for nye horisonter, og hver uddannelse har haft stor betydning,” siger Marianne Mahler, der arbejder som sygeplejefaglig konsulent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
På CV’et står bl.a. efteruddannelse i psykiatri, diplomeksamen i ledelse, diplomeksamen og masteruddannelse i folkesundhed. Til efteråret vil der også stå ph.d., for lige nu er Marianne Mahler ved at afslutte en afhandling om gamle menneskers oplevelse af at falde ved Nordic School of Public Health i Göteborg.

”At holde balancen” lyder en del af titlen på ph.d.en, som bygger på kvalitative studier og tager udgangspunkt i gamle menneskers livsverden. Det er en hjertesag for Marianne Mahler, at hjemmesygeplejen formår at understøtte, at de ældre holder balancen i livet. Det kan kun lade sig gøre ved at tage udgangspunkt i de ældres egne måder at mestre livet på – i hvert fald når det gælder ”bløde” opgaver som f.eks. rehabilitering og sundhedsfremme. Hvis de ældre ikke kan se sig selv i den indsats, der foregår, er det reelt ikke nogen løsning for dem, påpeger Marianne Mahler.

”Der er så mange synspunkter på, hvordan gamle mennesker er. Der er så mange fordomme, som jeg gerne vil være med til at sejle op imod. Og for at kunne gøre det synes jeg, det er nødvendigt at holde min viden ajour og udvikle den,” siger hun.

Nye opgaver kræver mere uddannelse

Arbejdspladsen har bakket op om Marianne Mahlers ph.d. ved at give fri en måned hvert år til at forske og ved at tilbyde fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse. Arbejdspladsen får også meget til gengæld, når sygeplejersker videreuddanner sig, mener Marianne Mahler.

”Arbejdspladsen kan f.eks. være sikker på, at jeg er opdateret med den nyeste, relevante viden, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i et nyt felt, og at jeg er trænet i at formidle,” siger hun.

Men hun er ikke blind for, at den vedholdenhed, der kommer af uddannelse og indsigt, kan medføre irritation. Det kan f.eks. være, når der opstår sammenstød mellem ”en stringent medicinsk rationalitet” og ”en mere samfundsorienteret rationalitet med fokus på borgerperspektiver”, som hun siger. 

”Det kan sikkert være irriterende, når jeg bliver insisterende og argumenterer vedholdende for en rehabiliterende tankegang,” siger hun og smiler stille her ved det kommunale mødebord, hvor hun pga. travlhed stiller op til interview efter arbejdstid.
Det lille smil skyldes nok, at hun trods sin afdæmpede facon lever fint med at provokere en smule i den gode sags tjeneste.

Når ph.d.en er i hus, er Marianne Mahler én ud af ca. 100 sygeplejersker, der har en forskeruddannelse. Det overrasker hende at høre, at kun 0,12 pct. af alle sygeplejersker har en ph.d. Samt at blot 3.000 sygeplejersker – svarende til 3,5 pct. – har en master- eller kandidatuddannelse. Hun troede, at den danske sundhedssektor var bedre på vej.

Ser optimistisk på udviklingen

Marianne Mahler er nemlig overbevist om, at det fører til bedre sygepleje, hvis der på alle arbejdspladser er sygeplejersker, som er i gang med og færdige med videreuddannelse. Det er i den forbindelse vigtigt, at ledelserne sørger for, at sygeplejerskerne får mulighed for at bruge deres nye viden, de nye metoder og det nye overblik i praksis.

Behovet for videreuddannelse er betydeligt i kommunerne, der efter kommunalreformen overtog komplekse opgaver som sundhedsfremme, rehabilitering, forebyggelse og genoptræning.

”Det er nogle rigtig store størrelser, som man ikke vidste så meget om i forvejen. Men jeg er optimistisk med hensyn til muligheden for at løse opgaverne på en god måde. For set fra mit verdenshjørne vil kompetencerne vokse i den primære sundhedstjeneste i fremtiden,” siger Marianne Mahler.

Optimismen bygger hun på, at der i ledelsen af landets største kommune, København, er opbakning til videreuddannelse af sygeplejersker.

Sygeplejersker skal gribe bolden

Pengene til videreuddannelse er ganske vist ikke så mange, som man kunne drømme om. Men der ér penge, og der ér truffet de overordnede beslutninger, som vil bane vej for mere uddannelse i København.

Det blev der med programmet ”Fremtidens Sygepleje”, som nu er udmøntet i planer for opgradering af sygeplejerskerne. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har også beskrevet, hvilke udfordringer der er i sygeplejen i forhold til at skaffe ny viden og kompetencer. Ud af de beskrivelser er sprunget kompetenceudviklingsplaner for de faglige områder.
”Man har fundet ud af, at sygeplejersker skal være på kompetent generalistniveau.

Det betyder først og fremmest, at sygeplejersker, der har en tidlig grunduddannelse, skal opgraderes til diplomniveau. Desuden skal der i hvert lokalområde være sygeplejersker, som er i gang med en master- eller kandidatuddannelse inden for de felter, hvor der er behov. Her på Østerbro har vi f.eks. en del borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse. Derfor er det vigtigt, at nogle af sygeplejerskerne specialiserer sig inden for det område,” siger hun.

Lige nu er udfordringen for ledelser og medarbejdere i København at få gennemført alle de fine intentioner, så sygeplejerskerne faktisk kommer af sted til undervisning. Det sker ikke af sig selv. Kommunen har tidligere sat penge af til uddannelse, men kun få kom af sted.
”Sygeplejerskerne greb ikke bolden, og pengene er ikke brugt, så vi havde nok ikke forberedt det godt nok. Betingelserne for, at sygeplejerskerne syntes, at de kunne gøre det, var ikke klare nok. Det må vi blive dygtigere til,” siger Marianne Mahler.

Store udfordringer i kommunerne

Men helt ærligt. Hvor svært kan det være at cykle rundt derude i hjemmeplejen? Kræver det virkelig en lang uddannelse, vil nogen måske spørge. Marianne Mahlers svar lyder: Ja, arbejdet i kommunerne kan være særdeles udfordrende.

”Udfordringen i den primære sektor er at bidrage konstruktivt til, at hverdagen for borgerne går godt på trods af skavanker og kroniske tilstande. Det kræver indblik i, at hvert menneske har sine egne mestringsstrategier og oplevelser af livet.

ygeplejerskerne i den kommunale sygepleje skulle gerne styrke de mestringspotentialer, som borgerne har, så de i størst mulig grad klarer sig med den rette hjælp på det rette tidspunkt,” forklarer Marianne Mahler.

Det kræver, at sygeplejersken har en cirkulær forståelse af borgernes situation – altså at hun har blik for helheden og ikke udelukkende for problemerne med sundheden.

Videreuddannelse er en væsentlig hjælp til at opnå den forståelse, mener Marianne Mahler. Alle sygeplejersker behøver ikke en lang uddannelse. Men flere skal have det, gerne med kundskaber i forskellig retning (sygepleje, antropologi, pædagogik, forskellige kliniske felter osv.). Dermed vil der indgå stærke kompetencer i det tværfaglige samarbejde og i udvikling af muligheder for borgerne i lokalsamfundet, siger hun.

Planer kan lægges om

Selv trækker hun i sit arbejde stærkt på viden fra studierne i historie tilbage i 70’erne. ”Historieuddannelse har fulgt mig gennem årene. For jeg arbejder også i dag narrativt og med fortolkninger af fortællinger og forståelse af livshistorier. Jo ældre jeg bliver, desto mere betydning har det for mig at have det historiske perspektiv. Det hjælper mig med at forstå, hvordan livet leves. I gerontologi arbejder man også med, hvad der sker historisk i samfundet, hvad det er for udviklinger, der har været, og hvilken betydning det har haft for den enkelte,” siger hun.

Marianne Mahler spærrer øjnene lidt op og trækker på skuldrene, når man spørger, hvordan hun selv har båret sig ad med at passe arbejdet, familien og nå alle uddannelserne.

 ”Det ved jeg ikke. Det har ordnet sig,” siger hun så. ”Det har krævet planlægning. Jeg har haft brug for hele dage, hvor jeg har kunnet fordybe mig. Jeg planlægger et halvt eller et helt år ad gangen og clearer mine planer med arbejdspladsen. Men selvfølgelig kan planerne vælte, hvis der sker noget uforudsigeligt,” siger hun.

Det værste, man kan gøre, når det uforudsigelige sker, er at tro, at man kan nå det hele på én gang. Det er meget bedre at lægge en ny, realistisk plan, mener Marianne Mahler. Det er sådan, hun er kommet videre. Hver gang.