Sygeplejersken
5 Faglige minutter: Effektiv privatisering af patientskoler
Træningen skulle gentages tre gange dagligt, og snart havde alle naboer de reneste ruder og fineste plæner, hvorfor det blev nødvendigt med et opslag nede i Brugsen.
Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 31
Af:
Kirsten Dalby Rasmussen, sygeplejerske, SD i uddannelse og undervisning, cand.pæd., underviser på Professionshøjskolen Metropol
Faster Elses kæreste er en ældre herre, og efter en i øvrigt vellykket hofteoperation blev han visiteret til genoptræning. Med sin plan i hånden henvendte han sig på det lokale sundhedscenter og fik tilbudt et gymnastikhold på ”Solskrænten”.
Om det skyldtes en procedurefejl, et progressivt ældreprojekt eller kærestens nedsatte hørelse, står hen i det uvisse, men holdet viste sig udelukkende at bestå af beboere fra den skærmede enhed. Ikke fordi han på nogen måde har noget imod demente, endsige at mindes gamle dage, men den fysiske træning var sparsom. Ærgerligt, for æblekagen var knageme god.
Tilbage på sundhedscenteret forhørte kæresten sig om andre muligheder for genoptræning. Den hjælpsomme visitator præsenterede samtlige kommunens tilbud om patientskoler. Der var desværre ikke en for hofteopererede, men til gengæld en for KOL-patienter, hvor motion var en del af tilbuddet. Kæresten led ikke af KOL, men kendte ganske godt til at blive forpustet.
Forventningsfuld mødte han op til første skoledag med sin gamle skoletaske, som han selvfølgelig havde gemt, nyspidsede blyanter og en stor madpakke smurt af faster. Men en del havde ændret sig på skolefronten siden dengang. Ingen tavle, intet kridt og ingen frikvarterer, ”det var mere som at være i biografen”, fortalte kæresten.
En nydelig dame viste i to timer en masse billeder i tjept tempo om rygestop, vejrtrækning og motion. Og så var skoledagen forbi. Kæresten tog forpustet hjem, spiste sin madpakke og lagde skoletasken tilbage i gemmerne. Det, der havde gjort mest indtryk, var de andre elever, ”hvis dette er et sundhedscenter, så vil jeg nødig se et center for syge”, betroede han faster.
Nu er min faster Else og hendes kæreste ikke fra årgange, der bare kræver ind og forventer, at kommunen stiller op og sørger for alt. Desuden var det hans eget valg at droppe ud fra ”Solskrænten” og patientskolen.
Kæresten har altid elsket at svømme, så bassintræning kunne være løsningen. Heldigvis var søgning på hjemmesider noget, faster Else havde øvet grundigt i aktivitetscentret, hvor hun hver fredag går til computer.
Og vupti fandt hun den lokale svømmehal. Uheldigvis havde faster ikke nærlæst holdbeskrivelsen, så kæresten ankom til babysvømning. Men han hyggede sig. Godt hjulpet på vej af faster måtte han dog indse, at træningen ikke var målrettet, ”men skønne børn og unge kvinder i badetøj udgør vel ikke en direkte helbredstrussel”, forsøgte kæresten sig.
Tilbage til Google og efter grundige studier af mange hospitalers hjemmesider kunne faster selv sammensætte et detaljeret træningsprogram for kæresten. Og hvorfor ikke være lidt praktisk.
Bevægelighed, balance og muskelstyrke kunne udmærket øves ved at pudse vinduer, og plæneklipning er ideelt til at øve gangtræning, udholdenhed og faldforebyggelse. Cykelhjelm, albue- og knæbeskyttere blev indkøbt.
Træningen skulle gentages tre gange dagligt, og snart havde alle naboer de reneste ruder og fineste plæner, hvorfor det blev nødvendigt med et opslag nede i Brugsen. Beredvilligt stillede byens borgere såvel vinduer som græsarealer til rådighed i den gode sags tjeneste.
I starten guidede faster Else minutiøst kærestens træning, men efterhånden måtte hun bruge al sin tid på søgning af EU-fonde og satspuljer. Idéen om ”Den Frie Private Patientskole” var født.
Konceptet lød: ”Træning, der virker, træning, der udfordrer”, klar strategi for fastholdelse, tæt samarbejde med lokale aftagere og med evidens i kærestens lynhurtige rehabilitering.
Blå bog
Kirsten Dalby Rasmussen blev uddannet som sygeplejerske på Holbæk Sygeplejeskole i 1980. SD i uddannelse og undervisning i 1992, cand.pæd. fra DPU i 2001. Siden 1992 ansat som underviser i sygeplejerskeuddannelsen Professionshøjskolen Metropol.