Ansæt en faldkonsulent - det betaler sig

Foto: Søren Svendsen

Man ved, at hver tredje ældre over 65 falder én gang om året. Men da Frederiksberg Kommune i 2008 begyndte at registrere alle fald hos borgere, der modtog hjemmehjælp, fik faldkonsulent Hanne Skov og alle andre en overraskelse.

Det første år blev der registreret 1.657 fald. Flere end dobbelt så mange som man kunne forvente blandt de 2.360 borgere, der modtog kommunal hjemmehjælp.

Der er altså god brug for Hanne Skov, selv om Frederiksberg i forvejen er en kommune med mange forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til ældrebefolkningen. Og hendes stilling ser ud til at være en god investering: I 2011 er der f.eks. konstateret 10 pct. færre nødkald pga. fald end i 2008.

Hanne Skov, der er sygeplejerske, går selv ind i de komplekse tilfælde, og hun har et tæt samarbejde med kommunens fysio- og ergoterapeuter og med faldklinikken på Frederiksberg Hospital.

Men en stor del af indsatsen ligger i hænderne på plejegruppelederne og hjemmehjælperne, som Hanne Skov har undervist i faldrisiko og forebyggelse.

Plejegruppelederne, der er social- og sundhedsassistenter, har ansvaret for faldregistreringen, de vurderer årsagen til faldet og planlægger, hvordan der skal følges op. Om der skal boligændringer til. Om der er brug for en fysioterapeutvurdering eller støtte til at få spist og drukket.

”Og de gør det fantastisk. Deres funktion er ganske vist administrativ, men de kender virkelig deres borgere,” siger Hanne Skov.

Muskler, mad, medicin og alkohol

Når der opstår et faldproblem, viser erfaringen og faldregistreringerne, at der er fire områder, man altid skal se på: muskelstyrke, receptpligtig medicin og ernæring. Samt alkohol.

Hanne Skov fortæller om en dame midt i 80’erne, der blev ved med at falde. Det var der mange grunde til, bl.a. osteoporose og neuropati med nedsat følesans i benene, men først da hun faldt for 22. gang, fandt man, nærmest ved et tilfælde, ud af, at hun drak mellem seks og ni liter rødvin om ugen. Ingen havde nogensinde set hende beruset.

”Borgere på Frederiksberg drikker mere end landsgennemsnittet, det viser sundhedsprofilen.  Nu har vi lært, at vi skal spørge til alkohol som en naturlig ting: Hvad får du at spise, hvor meget væske drikker du, hvor meget alkohol får du?” siger Hanne Skov.

Hun arbejder for øjeblikket på en lille risikovurdering, som med enkle metoder kan komme omkring de fire risikoområder.
Muskelstyrken kunne undersøges med den test, der går på at måle, hvor mange gange man kan rejse og sætte sig fra en stol i løbet af 30 sekunder. Et mål for medicinering kunne være antallet af præparater, et mål for ernæringstilstanden, om der har været et utilsigtet vægttab for nylig, og endelig skal der være et mål for alkoholforbruget.

”Så kunne man indføre som standard, at hjemmeplejen laver den vurdering, når en borger er faldet anden gang,” siger Hanne Skov.

Små forhindringer bliver store

Faldproblemer med en kompleks sygdomsmæssig baggrund bliver henvist til faldklinikken på Frederiksberg Hospital. Men langt de fleste bliver udredt og får hjælp i kommunen, som efterhånden har udviklet meget målrettede og forskellige motions- og træningstilbud til de ældre.

Der er mange succeshistorier, men også meget, der kan gå galt, ved Hanne Skov.

”Selv om jeg har 25 års erfaring som sygeplejerske og har arbejdet i geriatrien i en faldklinik og som udkørende sygeplejerske, kan jeg stadig ikke forudse, hvem der vil bevare deres funktionsforbedring, og hvem der ikke kan,” siger hun.

”Så meget afhænger af de ældres omgivelser. Hunden dør. Naboen, som man skulle have trænet sammen med, bliver indlagt med lungebetændelse. Så får man ikke gjort sine øvelser, og tre uger efter har man igen stærke smerter og svært ved at rejse sig fra sin stol.”

Som faldkonsulent har hun ikke kun til opgave at finde de rigtige løsninger og få koordineret indsatsen. Hvis borgeren ikke møder op til træning i Sundhedscentret, fordi han ikke kan finde stoppestedet til Servicebussen, er hun den, der får opklaret sagen og måske følger ham første gang.

Når ældre er faldet og holder op med at gøre, hvad de plejer, af frygt for det næste fald, taler Hanne Skov med dem om angsten. Men meget konkret: Hvad er de bange for, hvad begrænser det dem i, og hvad er der brug for at tage fat i, før de kan komme videre?

”Jeg hjælper med at prioritere, hvor vi skal starte,” siger hun og giver et eksempel: En svært overvægtig mand med sukkersyge, opereret for slidgigt i knæet og i gang med genoptræning, som var faldet udendørs med sin rollator og havde slået sig så voldsomt, at han havde aflyst en røntgenkontrol af knæet.

”Han havde fået en ny tid to måneder senere. Den fik jeg fremrykket og fik kontaktet hjælpemiddelcentret om en mere sikker rollator.

Men i første omgang aftalte vi, at han skulle gå en tur på 10 minutter i kælderen hver dag. Han kunne tage elevatoren derned, og vi fik søgt nødkald til ham. Og da han så havde været til røntgen, kom han i gang med sin træning.”