Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Bøger anmeldt i denne udgave af Sygeplejersken: Et liv i kaos - Om voksne med ADHD, Du forsvinder, Filosofisk praksis i sundhedsarbejde, Sæt fokus på – 12 beretninger om at have en kronisk tarmsygdom inde på livet.

Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 56-57

Et godt overblik

Per Hove Thomsen og

Dorte Damm (red.)

Et liv i kaos

Om voksne med ADHD

Hans Reitzels Forlag 2011

232 sider – 298 kr.  

SY-2012-05%20(15)Bogen er med sit tema, at være voksen med ADHD, aktuel. ADHD er oppe i tiden. Langt vigtigere er dog, at den overskueligt og med dybde introducerer til kompleksiteten i ADHD, som er en tilstand, der, som titlen så rammende udtrykker det, kan være et liv i kaos.

Bogens styrke er, at den både forklarer, hvordan det er at leve med ADHD, som for mange er en livslang tilstand, og diskuterer behandlingsmæssige og sociale tiltag, som kan gøre livet med ADHD lettere.

Det er det, der gør den anbefalelsesværdig for social- og sundhedsprofessionelle, sygeplejersker, læger, terapeuter, socialrådgivere, men også for ikkeprofessionelle, familie, venner, lærere, arbejdsgivere og andre, som her finder let tilgængelig viden om ADHD.

Hvad ved vi om, hvad det indebærer at leve med ADHD? Hvornår er der tale om ADHD? Hvilke behandlingsmuligheder foreligger? Hvilke støttemuligheder tilbyder det sociale system?

De spørgsmål giver bogens forfattere svar på. Og det er ikke bare som beskrivelser af symptomer, behandlingsmuligheder og social indsats, men også bagvedliggende teorier, hvilket øger forståelsen.

Det er tydeligt, at forfatterne baserer forklaringerne både på praktiske erfaringer og på resultaterne af international forskning, og de mange referencer giver læseren let adgang til yderligere fordybelse.

De første kapitler introducerer til ADHD og de sociale følger. Her gives et godt overblik over diagnosticering, udbredelse, årsagssammenhænge, komorbiditet, og hvordan symptomerne påvirker dagligdagen. Så følger en vifte af behandlingsmuligheder.

De medikamentelle behandlingsformer, hvor både behandlingse­ffekt og bivirkninger diskuteres, og e­ffekten af andre behandlingsformer som kognitiv terapi, psykoedukation og mindfulness diskuteres. Forfatterne forklarer i let forståeligt sprog med henvisning til praktiske eksempler og teorierne bag, hvordan og hvorfor metoderne virker, og hvordan de kan anvendes i praksis.

Det er nyttig viden ikke blot for psykiatriske sygeplejersker, men også for sundhedsplejersker og konsultationssygeplejersker, som i deres arbejde rådgiver og støtter mennesker med ADHD og familier, hvor en mor, en far, en søn eller datter har ADHD.

En enkelt anke er dog, at der er fl ere unødvendige gentagelser i nogle af bogens kapitler, det er ærgerligt, fordi det kunne have givet plads for dyberegående viden.

Af Merete Bjerrum, ph.d., lektor, Institut for Folkesundhed, Sektion for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.  

Hjerneskader i mange afskygninger

Christian Jungersen

Du forsvinder

Gyldendal 2012

465 sider – 299,95 kr. 

SY-2012-05%20(16)Hjerneskader er omdrejningspunktet i Christian Jungersens nye roman ”Du forsvinder”.

Den udkommer seks år efter hans populære roman ”Undtagelsen”. Parret Mia og Frederik og deres søn Niklas er hovedpersonerne i ”Du forsvinder”, de bor idyllisk i Farum, men er på ferie på Mallorca, da romanen tager sin begyndelse. Indledningen er en næsten filmisk scene, hvor Frederik kører bil.

Han kører som en vanvittig, som læser er man med på bagsædet og mærker de pludselige sving, hører hornet fra en modkørende bil og lyden af sten mod stål, da Frederik strejfer en klippe.

Det viser sig, at grunden til den hasarderede kørsel er en benign hjernetumor. Den bliver fjernet, men er det den, der er skyld i, at den agtede skoleleder Frederik nogle år i forvejen har bedraget sin skole for et millionbeløb? Frederik har over en årrække været en rigtig dum skid over for sin kone, men har gennem de sidste tre år i påfaldende grad forvandlet sig og er blevet en trofast og opmærksom ægtemand.

Er det fordi, han har haft en tumor, der har ændret hans personlighed? En indbygget kærlighedshistorie mellem Mia og advokaten Bernard, hvor hjerneskader også spiller en væsentlig rolle, betyder, at man som læser efterhånden spekulerer over, hvem der ikke er hjerneskadet både i romanen og i ens eget liv.

Spekulationerne forstærkes af de faktuelle oplysninger, der er drysset rundt i bogen på linje med journaluddrag, husannoncer og fotografi er. Hensigten med disse sider er at tegne et indgående portræt af hovedpersonerne og den sygdom, der har ramt Frederik, og det lykkes ganske godt.

Møderne i en pårørendegruppe til hjerneskadede spiller en vigtig rolle i bogen, gruppen bliver Mias nære netværk i en tid, hvor andre mennesker er ved at være trætte af temaet hjerneskader. Pårørendegruppen er humoristisk beskrevet og kan give sygeplejersker en fornemmelse af, hvordan sådan en gruppe måske fungerer.

Bogen er letlæst, og hovedpersonerne klart tegnet, men ikke tilstrækkeligt nuancerede til at få en plads i min hjerne i særlig lang tid. Men hvem ved, måske kommer hjerneforskningen snart til at betyde, at jeg kan få en pille, der gør persongalleriet langtidsholdbart? For sygeplejersker med interesse i hjerneskader, rehabilitering og psykiatri er bogen afgjort interessant.

Af Jette Bagh, fagredaktør. 

Det, der er vigtigt, værdifuldt og retfærdigt

Jeanette Bresson Ladegaard

Knox & Merete Sørensen (red.)

Filosofisk praksis i sundhedsarbejde

Frydenlund 2011

256 sider – 249 kr. 

SY-2012-05%20(17)Hvordan kan filosofi spille en konstruktiv rolle i sundhedssektoren, og hvordan kan filosofi bruges i praksis af sundhedsarbejderen?

Disse to spørgsmål ønsker denne antologi at give svar på. Den er skrevet af filosoffer og andre med filosofisk indsigt og viden.

Man forsøger i bogen at sammentænke filosofi og praksisfelt inden for sundhedssektoren og kommer godt fra det.

Bogen viser, hvad den filosofiske praktiker har at bidrage med ind i det tværfaglige samspil.

Det er ikke nye værdier, men et tilbud om refleksionsredskaber, der kan kaste lys over værdier, udfordringer og egen praksis. Filosofisk praksis bliver forklaret som ”den disciplin, der har den kritiske, sammenhængende og undersøgende refleksion i centrum.” Man begynder med lederne, og ikke mindre end to artikler handler om, hvordan ledere kan lære at reflektere over egen praksis og på den måde blive bedre ledere.

Der er i disse kapitler og i de fleste andre mange citater af personer, som har deltaget i dialoggrupper ledet af en filosofisk praktiker.

Filosofien ses som det, der kan kaste lys over, hvad der er vigtigt, værdifuldt og retfærdigt, f.eks. i lederrollen. Der gives flere steder i bogen konkrete og gode anvisninger og eksempler på den filosofiske samtale, f.eks. bliver den sokratiske dialog gennemgået fint og grundigt.

Antologien kan læses som en helhed, eller man kan dykke ned i de områder, der interesserer én mest. Jeg har fundet det interessant at følge den iver, hvormed den filosofiske praktiker forsøger at sælge sit koncept og få filosofien ud på markedspladsen igen.

Der bliver f.eks. fortalt om pilotprojekter, som har fundet sted inden for filosofisk praksis: et projekt på en neonatalklinik, hvor pårørende og personalet blev tilbudt etisk konsultation, og om sokratiske dialoggrupper, som kræftpatienter i deres rehabiliteringsfase blev indbudt til at være en del af, og endelig en filosofisk café for ældre på et plejehjem, der handlede om værdirefleksion og selvudvikling.

Filosofien spiller allerede en rolle i sundhedsvæsenet: vi reflekterer, vi samtaler, vi tager stilling til etiske dilemmaer osv., men bogen åbner for nye og spændende muligheder. Skal vi i fremtiden ansætte filosofiske praktikere på vore sygehuse? Skal det være filosoffer, der superviserer sygeplejersker og fører eksistentielle samtaler med patienterne?

Bogen handler for mig at se om det gammelkendte i ny klædning, men det er vel heller ikke så ringe endda.

Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist, Diakonissestiftelsens Hospice, Frederiksberg.  

KORT NYT OM BØGER

 Asger Baunsbak-Jensen

80

Forlaget Alfa 2012

176 sider – 149 kr.

Forfatteren er tidligere lærer og radikal folketingsmand. Han fortæller i bogen om at være gammel, glæde sig og nyde langsommeligheden, at kunne slentre. Den største forandring, i den tid han har levet, er farten. Måske derfor skræmmer lufthavne ham, han dirrer af angst i de store rum og lange gange.

Kører derfor nu om stunder i tog sammen med sin kone. Bogen består af korte, letlæste kapitler om livet før og nu og af små digte med titler som ”Den døende”, ”At vente” og ”Nytår”. Fin indsigt i at blive gammel, gode pointer om den tid, vi lever i.

Jeanette Walberg Hjort

Sæt fokus på – 12 beretninger om at have en kronisk tarmsygdom inde på livet

Colitis-Crohn Foreningen 2012 med støtte
fra Aktivitetspuljen
112 sider – 65 kr. + porto. Bogen kan købes gennem Colitis-Crohn Foreningen.

12 mennesker fortæller, hvordan det er at leve med en kronisk tarmsygdom, enten Colitis eller Morbus Crohn. Fysiske og psykiske reaktioner, diagnosticering, medicin og mestring er nogle af de emner, der berøres i bogen. ”Hvor er toilettet?” må disse personer ofte spørge, når de er i nye omgivelser.

De ved, de får brug for det, for hyppige toiletbesøg er en del af sygdommen. Hensigten med bogen er, at nye patienter kan hente hjælp i beretningerne, men også sundhedspersonale kan ved at læse bogen blive klogere på, hvordan det opleves at have en tarmsygdom.