De gode faldpatienter får flest tilbud

Foto: Søren Svendsen

Da sundhedsvæsenet for 20-30 år siden begyndte at tænke i faldforebyggelse, forlod man den opfattelse, at fald er en naturlig følge af at blive gammel.

Forestillinger om aktiv aldring og eget ansvar har bredt sig langt ind i den medicinske forestillingsverden, siger sygeplejerske Lotte Evron, der er i gang med en ph.d. om de holdninger, der er til stede i faldforebyggelsen.

”Det, der især er sket i de sidste 10 år, er, at den multifaktorielle udredning er blevet udbredt med oprettelsen af faldklinikker og faldambulatorier på hospitalerne,” tilføjer hun.

”Men også her ser vi indflydelsen fra diskursen om aktiv aldring. Man genoptræner 94-årige, man lærer dem, hvordan de skal gå, bøje sig, vende osv. Man frasorterer ikke nogen pga. alder, og det er meget, meget positivt. Man ser på funktionsniveau i stedet for kronologisk alder.”

Tilbud til de fornuftige

Ikke desto mindre sker der en sortering, for det kræver simpelthen et vist mål af ressourcer at deltage i mange af kommunernes og behandlingssystemets initiativer for faldpatienter.

De ældre, der har størst glæde af tilbuddene, kalder Lotte Evron ”de gode faldpatienter”. Det er ældre, der holder sig i form, tilpasser deres livsstil, spiser og drikker fornuftigt, sømmer de løse tæpper fast og holder op med at gå på stiger.

De tager ansvar, og når de bliver henvist til en faldklinik på sygehuset for at få et faldproblem udredt og behandlet, siger de ja tak og oplever det som en tryghed, at de nu bliver grundigt undersøgt.

Det er bare ikke alle ældre, der har den tilgang, og det er faldforebyggelsen nødt til at rette opmærksomheden mod, pointerer Lotte Evron.

I forbindelse med sit ph.d.-projekt har hun interviewet 20 ældre, der blev tilbudt udredning og behandling på en faldklinik, 10, der tog mod tilbuddet, og 10, der sagde nej.

”De, der sagde ja, troede på, at de ville blive hjulpet. De, der sagde nej, mente simpelthen ikke, tilbuddet var relevant for dem,” fortæller hun.

”Nogle sagde, at de ikke ville sygeliggøres i hospitalssystemet, andre troede bare ikke på, at det ville hjælpe. De oplevede deres fald som noget, der hang sammen med deres alder: Det var der ikke noget at gøre ved, det var deres krop, der havde givet op.”

Nejsigere i opposition

Nogle af de sundhedspersoner, som Lotte Evron også interviewede, mente, at løsningen var mere oplysning. Lotte Evron tvivler.

”At de ældre ikke skulle vide nok om fald, vil jeg gerne sætte et spørgsmålstegn ved,” siger hun.

”Det er muligt, de ikke kender de specifikke programmer, som findes i deres kommune, men alle, også nejsigerne, vidste rigtig meget, og flere af dem fortalte mig spontant, hvordan de huskede at drikke osv.”

Nogle af de ældre fortalte også Lotte Evron, hvordan de udadtil lod, som om de gjorde, hvad man forventede af dem, f.eks. gemte trappestigen af vejen. Men de tog den frem, når ingen så det.

De syntes selv, de gjorde det sikkert: ”Selvfølgelig går jeg ikke på stiger en dag, hvor mine ben ryster.” Men de holdt fast i deres rutiner, og det kan jo netop være en af grundene til, at de var blevet så gamle?”

Pointen er, at hvis alle fald kan forebygges, så efterlader det en skyldfølelse hos de ældre, når de alligevel falder, tilføjer Lotte Evron.

”Måske er det de, de opponerer imod. At fald er gjort til en ikke-naturlig hændelse. Måske skal vi acceptere, at fald har noget med alder at gøre, men at rigtig mange fald stadig kan forebygges.”

Blandt de 10 nejsigere, som Lotte Evron interviewede, var der tre, der ikke bare afviste tanken om, at de kunne hjælpes. De havde det så dårligt, at de egentlig helst ville dø.

Det er igen et dilemma, som forebyggelsen er nødt til at tage op, mener Lotte Evron.

”For hvis vi i sundhedsvæsenet har en opfattelse af, at vi kan hjælpe, giver vi ikke op, selv om det kan blive ganske grænseoverskridende for den person. Vi er jo blevet sundhedspersoner, fordi vi gerne vil hjælpe andre, og det er meget svært for os at acceptere, at nogle ikke vil hjælpes. Det er en vanskelig afvejning, hvad vi så skal gøre.”