Sygeplejersken
Dilemma: Kommunen fattes penge
Undervisning og mere viden har ikke nødvendigvis den ønskede effekt på angst og ubehag, når en patient har lufthunger. Det koster en kommune dyrt, fordi patienten hyppigt bliver indlagt, men de nemme løsninger ligger ikke ligefor.
Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 13
Illustration: Pia Olsen
Hans Jensen er 62 år og enkemand. Han er gået på efterløn og har fået konstateret svær KOL for tre måneder siden. På trods af flere forløb, hvor Hans er undervist i mestring af angst forbundet med lufthunger, ringer Hans 112, når situationen opstår, og det er sket fem gange inden for den sidste måned.
Hjemmesygeplejersken har fået besked på at motivere Hans til at lade være med at ringe 112, men i stedet ringe til den vagthavende sygeplejerske, som kan hjælpe Hans, så han undgår at blive indlagt, og kommunen undgår at betale for en indlæggelse. Hvad vil du råde hjemmesygeplejersken til?
Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.
Svar 1.
Denne case er ikke udtryk for et etisk dilemma, men for en interessant, faglig problemstilling. Der er ikke noget etisk dilemma, da medmennesket Hans skal hjælpes med sin lufthunger og angst. Spørgsmålet er, hvordan Hans skal hjælpes, hvilket kun kan løses i det nærhedsetiske perspektiv.
Det vil sige, at det er sygeplejerskens konkrete vurdering kombineret med faglighed, der afgør, hvilken løsning der vil være den rette for Hans.
At hjemmesygeplejersken forsøger at finde en fagligt forsvarlig løsning, der også tilgodeser en retfærdig fordeling af de fælles ressourcer på samfundsmæssigt niveau, er etisk korrekt, så længe den økonomisk forsvarlige løsning ikke betyder, at Hans får dårlig hjælp.
Økonomisk ansvarlighed behøver ikke at medføre uetiske handlinger, faktisk er der mange eksempler på, at etiske handlinger i klinisk praksis samtidig betyder besparelser for det samlede sundhedsvæsen.
Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
Svar 2.
Når kommunen ønsker at undgå at betale for indlæggelser og i stedet iværksætte patientundervisning, der styrker borgernes mestringsevne, ser det fornuftigt ud fra en nytteetisk tænkning.
Når sygeplejersken befinder sig hos Hans, må hun i situationen forholde sig til Hans, som det unikke menneske han er, og med de evner og muligheder han har.
Jeg vil råde sygeplejersken til at give Hans tid til at fortælle historierne om sin sygdom og de svære situationer, hvor han er alene, for at finde ud af, hvad det præcist er, der gør ham angst. Når hun kan forstå ham og hans situation, tager hun udgangspunkt i det.
Hun kan, eventuelt med sparring fra KOL-skolen, forsøge at træne og styrke Hans’ handlekompetencer i de svære situationer, måske gennem mere viden, eventuelt via et nødkald, og ikke mindst ved at sikre ham tryghed og vished for, at han vil blive hjulpet rigtig godt ved at kontakte hjemmesygeplejen, når han igen oplever lufthunger. Hun kan også fokusere på de ulemper, som gentagne indlæggelser kan have for ham.
Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske, Ældre og Omsorg i Glostrup Kommune,
medlem af Sygeplejeetisk Råd
Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.