Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Direkte patientfeedback skal sikre kvalitetsniveauet

En kvalitativ opfølgning på den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse begyndte i januar 2012 på Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus, og forventes afsluttet i sommeren 2013. Opfølgningen skal være med til at identificere indsatsområder for den fortløbende kvalitetsudvikling.

Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 68-69

Af:

Jannie Christina Frølund, sygeplejerske, cand.cur.

I takt med at sundhedsvæsenets ydelser i stigende grad bliver standardiserede, øges vigtigheden af, at frontpersonalet møder patienten som et unikt individ, hvor den enkelte patients behov, forventninger, ressourcer og livssituation kommer i fokus (1).

Region Syddanmarks arbejde med systematisk opfølgning på resultater fra Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP, viser, at den patientoplevede kvalitet kan påvirkes i positiv retning gennem en målrettet indsats (2).

Derfor er det vigtigt, at vi i højere grad anvender patienters konkrete oplevelser som udgangspunkt for den fortløbende kvalitetsudvikling – med ekstraordinær tilfredshed blandt vore patienter som sigte (1). LUP giver en viden om, hvad patienterne vurderer positivt, og hvad vi kan forbedre (3).

Kvantitative undersøgelser som LUP giver et overblik og kan identificere mulige indsatsområder i den enkelte afdeling og sygehus. De kan dog ikke stå alene, hvis ønsket er at fokusere på patienternes oplevelser og idéer til at forbedre forløbet (2).

Derfor finder vi det relevant at indføre individuel patientfeedback med henblik på at få en mere detaljeret viden om patienternes oplevelser.

Den individuelle patientfeedback skal ses som en kvalitativ opfølgning på LUP (3). Initiativet til at gennemføre en kvalitativ opfølgning på LUP af tilfældigt udvalgte patienter bunder i et generelt ønske om at sikre kvaliteten på området – til gavn for patienterne. Samtidig understøttes initiativet af Danske Regioners ønske om mere fokus på kvaliteten i sundhedsvæsenet frem for blot produktivitet og aktivitet (2).

Formålet med projektet er derfor at få en uddybende viden om patientens oplevelser, behov, ønsker og forventninger med henblik på at give inspiration til det udviklingsarbejde, som skal vedligeholde et fortsat højt niveau i den patientoplevede kvalitet på Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus.

Projektet er baseret på telefoninterview med patienterne. Vi har udarbejdet en semistruktureret interviewguide ad modum Kvale, der er afprøvet og pilottestet inden brug. Interviewguiden tager udgangspunkt i de overordnede temaer i LUP, herunder ventetid og information, implementering af kontaktpersonordningen, information, samarbejde med kommuner og praktiserende læger samt håndtering af fejl (3).

Patienterne bliver inkluderet svarende til det sengeafsnit eller ambulatorium, de har været tilknyttet. Vi forventer at inkludere 160 patienter. Såfremt patienten ønsker at deltage i projektet og dermed blive kontaktet, skal vedkommende udfylde et postkort og aflevere det til sygeplejersken. Det er således frivilligt, om patienten ønsker at deltage i projektet eller ej. To uger efter trækker vi lod blandt de indkomne postkort, og plejepersonalet ringer patienterne op.

Projektet bliver gennemført som en on-going aktivitet på afsnitsniveau, hvor der løbende og systematisk følges op med drøftelser i relevante personalegrupper. Vi samler data fra telefoninterviewene i såkaldte handleplaner, hvor der ud fra hvert tema bliver skrevet, hvad patienten har sagt, og hvilke tiltag der bliver gjort.

Kontakt forfatteren for yderligere information.
Jannie C. Frølund er ansat som udviklingssygeplejerske på Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus;
jannie.christina.froelund@slb.regionssyddanmark.dk 

 Litteratur

  1. Strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet i Region Syddanmark 2011-2014, ”Kvalitet i det vi siger og gør”, Vedtaget af Regionsrådet 28. februar 2011.
  2. Elkjær J, Nielsen L. Undersøgelser af patientoplevelser giver værdi på alle niveauer i sundhedsvæsenet. Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen nr. 8, dec. 2011. 
  3. Udarbejdet af Enheden for Brugerundersøgelser på vegne af regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Baggrund og metode for den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser. Enheden for Brugerundersøgelser, Region Hovedstaden, Maj 2011.