Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fald er et folkesundhedsproblem

FALDFOREBYGGELSE. Fald er den hyppigste type ulykke hos ældre, og det fører ikke kun til smerter og brud.

Sygeplejersken 2012 nr. 5, s. 44-45

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2012-05-44-1aa
Attribution 
Foto: Søren Svendsen
Frygten for nye fald får mange ældre til at isolere sig og blive siddende hjemme. Med det resultat at de svækkes og bliver endnu mere udsat for at falde.

Men heldigvis kan man gøre noget ved problemet. Igennem de sidste 10 år er der sket en stor udvikling inden for faldforebyggelse og udredning og behandling af årsagerne til fald.

Læs i dette tema, hvordan en kommunal faldkonsulent arbejder, hvad der foregår på en hospitalsbaseret faldklinik, og hvilke holdninger de ældre selv har til faldforebyggelse. 

 Fakta om fald
  • En tredjedel af de ældre over 65 år falder mindst en gang om året. Andelen stiger til halvdelen hos ældre over 80 år.
  • Ældre, der er faldet én gang, har to-tre gange forhøjet risiko for at falde igen inden for det næste år.
  • 40-60 pct. af faldene fører til skader, hvoraf 30-50 pct. er mindre skader, og 6 pct. er frakturer.
  • 95 pct. af alle hoftebrud skyldes fald.
  • Hvert tiende hoftebrud kunne forebygges, hvis folk var fysisk aktive i fritiden i 2-4 timer om ugen.
  • Et hoftebrud giver samfundet udgifter på omkring 200.000 kr. Kommunens andel af udgifterne er anslået til ca. 40 pct.

  Kilder: Sundhedsstyrelsen 2006, Frederiksberg Kommune 2011.

  Tegn på faldrisiko

  Fald kan forebygges, før den ældre overhovedet falder første gang. I den tidlige opsporing ser man efter følgende 
  hverdagsindikatorer:

  • Indkøbsvaner ændres, madlede.
  • Rengøringstilstand forværres, potteplanter visner.
  • Personlig hygiejne forværres.
  • Gammel mad i køleskabet.
  • Passivitet, mere tv-kiggen.
  • Mere indadvendt adfærd.
  • Klager over noget, som ikke plejer at være et problem.

  Tilsvarende ser man efter følgende kliniske indikatorer:

  • Opkastning
  • Diarré
  • Uforklarligt vægttab
  • Svimmelhed, træthed
  • Konfusion
  • Manglende spændstighed i huden.
  • Forværring af balance- og gangfunktionen.

  Kilde: Sund By Netværket 2010.